Øvig forudså avisernes Bent Jensen-anmeldelser

Allerede lørdag spåede Peter Øvig, hvordan aviserne ville anmelde Bent Jensens nye bog. »Det kunne være smukt, hvis aviserne ikke valgte anmeldere, der havde besluttet sig, før de læste side 1,« siger han. JP's anmelder Sven Ove Gade: »Sådan er det med den slags bøger« (Opdt.15.09: Bo Lidegaard tilføjet) 

»Jeg forudså, at når der kom anmeldelser, ville bogen få en hyldestmodtagelse i Berlingske, og den ville blive jordet totalt og beskyldt for manipulation og fusk på den anden fløj. Når jeg så åbner avisen, kan jeg se, at det gik præcist, som jeg sagde.«

Sådan siger journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen. Han henviser til radioprogrammet 'Cavling Komiteen' på Radio24syv sidste lørdag, hvor han forudså avisernes modtagelse af historikeren Bent Jensens 1.500 siders bog 'Ulve, får og vogtere' om den kolde krig.

Ifølge Peter Øvig er problemet med netop den kolde krig, at fløjene har gravet sig ned i hver sin skyttegrav.

Venstrefløjen, Socialdemokraterne og de Radikale er repræsenteret af Politiken, mens Berlingske og Jyllands-Posten er den nationalborgerlige fløj.

»Jeg kan ikke mindes, at nogen er kravlet over på den anden side og vist forståelse for synspunkter på den anden side. Forestil dig en anmeldelse, der gik uhildet til værket, gik kritisk til metoden og var åben over for, hvad manden vil fortælle. Det kunne være smukt, hvis aviserne ikke valgte anmeldere, der havde besluttet sig, før de læste side 1,« siger han.

Fra to til seks stjerner

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, giver i sin anmeldelse kun to stjerner. Mens Sven Ove Gade i Jyllands-Posten giver topkarakter, seks stjerner, i anmeldelsen ”måske ikke hele sandheden, men næsten”.
I Berlingske betegner Claes Kastholm bogen som et videnskabeligt set "dybt tilfredsstillende værk", der "søger sandheden uden hensyn til interesser".

Peter Øvig siger, at hvis han på forhånd havde vidst, hvem anmelderne var, så ville han have været endnu mere sikker i sin forudsigelse.

»Ved at vælge de tre sikrer man sig mod overraskelser. Man kan på forhånd være tryg ved, at anmeldelserne bliver som forventet,« forklarer han.

Det giver JP's anmelder Sven Ove Gade ham faktisk ret i. Man behøver ikke være Peter Øvig for at forudsige, hvordan anmeldelserne ville falde ud, forklarer han.

»Det er jo et spørgsmål om, hvem der anmelder. Det kunne jeg sagtens have sagt på forhånd. Selvfølgelig ville Politiken være mere striks. Sådan er det med den slags bøger – der kommer forskellige vurderinger, og de er præget af, hvem man sætter til at anmelde.«

En subjektiv vurdering

Han siger, at hans egen anmeldelse er udtryk for en subjektiv vurdering, som han mener der er belæg for.

Han deler ikke Peter Øvigs ønske om, at anmeldere skal kunne se sagen fra begge sider. Hvis man vil have alle nuancerne, skal man læse for eksempel PET-rapporten.

»I anmeldelser er det sådan, at man må tilstræbe at give en klar vurdering – ellers misrøgter man læserne. Sådan har det altid været. Når man ser på litteraturhistorien, er anmeldelserne præget af, hvem der bliver sat til at anmelde,« forklarer Sven Ove Gade.

I et mailsvar skriver Bo Lidegaard:
"Jeg står gerne inde for min anmeldelse og for de vurderinger, den indeholder. De andres må du spørge dem selv om." 

(Opdateret 15:09 med svar fra Bo Lidegaard)
Journalisten prøver at få en kommentar fra Berlingske.

7 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
27. FEBRUAR 2014
@ Niels O. Hansen

@ Niels O. Hansen

Tja… avisernes anmeldere bekræfter vel bare, at Bent Jensen har publiceret for 10 mill. kroner koldkrigs retorik, og at han har udført den opgave, som han blev bestilt til at levere.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Niels O. Hansen
27. FEBRUAR 2014
Jeg ved ikke, om Bent Jensen
Jeg ved ikke, om Bent Jensen har ret. Avisernes valg af anmeldere af hans bog gør mig i hvert fald ikke klogere
Niels Riis Ebbesen
26. FEBRUAR 2014
@ Niels O. Hansen

@ Niels O. Hansen

Bent Jensens er jo bare en gammel koldkriger, som af Anders Fogh Rasmussen og VKO-regeringen blev tildelt opgaven med, at skrive historien om den kolde krig set fra højrefjøjens synsvinkel.

Jeg behøver ikke at læse Bent Jensens bøger for at vide, at de blot har genoplivet en hel masse af de fjendebilleder, som skiftende regeringer og de borgerlige medier op gennem 60'erne, 70'erne og et godt stykke ind 80'erne brugte til, at dæmoniserede venstrefløjen i Danmark med.

Og det er da også helt forudsigeligt, at Bent Jensens bøger vil medføre rygmarvsreaktioner fra alle dem der dengang tilhørte den ene eller anden fløj, grundlæggende har de fleste jo stadig de samme holdninger, om end de nok er blevet lidt mere moderate med alderen.

Men det er godt nok uacceptabelt, at Bent Jensens må misbruge hans forsker-adgang til PET's arkiver til, at komme med beskyldninger mod navngivne personer, dengang skulle man kun bo i et kollektiv og abonnere på Information for at komme i søgelyset som venstreorienteret og potentiel farlig for samfundet.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Niels O. Hansen
26. FEBRUAR 2014
Som anmelder burde det da
Som anmelder burde det da ikke være sådan, at man først lægger sig fast på konklusionen og dernæst læser bogen. Det omvendte er trods alt det mest naturlige, når man læser en bog
Niels Riis Ebbesen
26. FEBRUAR 2014
Bent Jensens nye bøger er et
Bent Jensens nye bøger er et partsindlæg, og det vil anmeldelserne naturligvis også være, og det kræver da ikke en krystalkugle eller kaffegrums at forudsige, at det ville være sådan.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen

Flere