Ugeaviserne holdt fest i aftes. Du kan se listen over alle vinderne i bunden af denne artikel.

På Hotel Koldingfjord var omkring 150 journalister og annoncemedarbejdere samlet for at hylde de største journalistiske præstationer, ugeaviserne har leveret det seneste år.

Den fornemste af priserne løb Ugeposten, den lokale ugeavis i Gribskov Kommune, med, for dens 75 artikler om det private plejefirma Attendo. Artikler, hvor den lokale redaktion blandt andet kunne afsløre, at plejefirmaet havde fået millionbeløb af Gribskov Kommune for pleje af borgere, som ikke længere var i live. En fejl, som Attendo selv har forklaret skyldtes processen for fakturering i Gribskov Kommune.

”Attendo-sagen er et glimrende eksempel på, hvad vi kan. Prøv at tænke, hvis de aldrig havde gravet den sag ud. Skatteborgernes penge ville være røget alle mulige mærkelige steder hen – jamen, alt muligt. Så det er et eksempel på, hvad vi på ugeaviserne kan og skal.”

Sådan siger juryformand og redaktør på Herlev Bladet Mette Lyhne forud for prisuddelingen, da Journalisten interviewer hende i bladhuset i Herlev. Journalisten var ikke med til selve prisuddelingen i aftes, men vi fik lov at læse Mette Lyhnes talepapir, inden hun stod på scenen og afslørede dette års prisvindere blandt ugeaviserne.

Særligt én sætning stikker ud.

En branche uden bundniveau

”Vi arbejder i en branche, hvor bundniveauet set med journalistiske briller er helt utroligt lavt.”

Sådan besluttede Mette Lyhne efter lange overvejelser at indlede afsløringen af Ugeposten som årets store vinder. Fordi hun mener, Ugepostens præstation er så stor en kontrast til ugeavisernes journalistik bredt set. Da Journalisten møder hende til interview i Herlev, beder vi hende uddybe.

”Der er ikke noget bundniveau i ugeavisbranchen. Der er ugeaviser, som kalder sig ugeaviser, og som på en god dag består af pressemeddelelser, og …”

Hun sukker. 

”… ja, ingenting. Nogle steder burde ugeaviserne omdøbe sig til ugens reklamepamflet for kommunen. Det er et demokratisk problem i de kommuner, hvor man har ugeaviser, som ikke laver journalistik,” sagde Mette Lyhne.

Ud over hende selv er de to journalister, en journalistpraktikant og en pressefotograf på redaktionen i Herlev. Det giver efter Mette Lyhnes vurdering rigeligt med kræfter til at holde lokale politikere og magthavere i ørerne.

For eksempel da ugeavisen skrev om en døende borger i Herlev, som pludselig fik frataget en del af sine plejetimer. Efter Herlev Bladets artikler om sagen fik borgeren igen flere plejetimer. Eller da ugeavisen afslørede, at de nyopstartede Natteravnene ikke indhentede børneattester (en børneattest er straffeattest, som indeholder oplysninger om visse seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år, red.) fra deres frivillige. Ikke fordi avisens artikler skabte god stemning – tværtimod. Men efter artiklerne ændrede børne- og socialministeren reglerne, så Natteravnene i dag har pligt til at indhente børneattester.

For Mette Lyhne er det afgørende, at lokale ugeaviser spiller præcis den rolle. At journalisterne kontrollerer politikere, erhvervsdrivende og den lokale forvaltning. At ugeaviserne kan flytte noget.

(Foto: Jacob Nielsen)

Mindst 2,5 millioner læsere

”Det er underligt med ugeaviser, for mange har den tanke, at ”det er bare lokalsprøjten, tøhø”. Der er mange i vores branche, som har en idé om, at vi laver noget, som er virkelig elendigt. Men hvorfor laver vi det så? Hvis vi banker på folks postkasser og siger: ”Hey, vi har lavet en avis” – så skal vi saftsusemig lave en avis,” siger Mette Lyhne.

Ugeaviserne lader ellers ikke til at mangle læsere. Ifølge brancheorganisationen Danske Medier læser 51 procent af danskerne deres ugeavis, og der bliver udgivet mere end 225 lokale ugeaviser. Mindst 2,5 millioner danskere læser mindst en lokal ugeavis hver uge – mange danskere læser flere lokale ugeaviser. Men det er for Mette Lyhne at se ikke nogen undskyldning for ugeaviser, som ikke bedriver kritisk journalistik. 

”Hvis ikke vi kan tjene penge på at lave journalistik, så skal vi lade være. En avis er ikke bare et produkt. Det er en rolle i et lokalsamfund, og det er en rasende vigtig rolle. Og hvis ikke vi vil indtage den, med alt hvad det koster, og hvis dem, der sidder på pengekisten, ikke vil betale det, det koster at have rigtige journalister ansat, så skal vi finde noget andet at tjene penge på,” siger Mette Lyhne.

Ikke bange for at brænde broer

Netop derfor var hun faktisk særligt rørt over, at Ugeposten onsdag aften kunne indkassere prisen som Årets Ugeavis.

”De skriver selv i deres indstilling, at denne serie er lavet på trods af de journalistiske kræfter, de har. Men de gjorde det alligevel,” siger Mette Lyhne.

Hun mener, at artikelserien også på et andet punkt står i kontrast til ugeavisernes journalistik mange andre steder.

”Der har nogle steder været lidt en tanke om, at: ”Vi er lokaljournalister, vi skal ikke brænde broer”. Som jeg ser det, er det en fejlslutning, som handler om: Hvis du går kritisk til de lokale, så er det, fordi du ikke vil dit lokalområde det bedste. Hvorfor kan I ikke bare støtte op? Men det kan vi netop ikke, fordi vi tager vores lokalområde alvorligt, og vi tager de mennesker, der bor i vores lokalområde, rasende alvorligt,” siger Mette Lyhne.

Også hæder til Herlev

Onsdag aften løb Herlev Bladet også med flere af priserne, blandt andet for en video om regionerne, som blev bragt frem mod kommunal- og regionsrådsvalget i november sidste år. Mette Lyhne har gjort en dyd ud af ikke at indstille journalistik, hun selv har været med til at lave.

”Men jeg har, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde en af landets absolut bedste lokalredaktioner, det mener jeg virkelig. Og det ville være synd for dem, at fordi jeg har sagt ja til at være formand for denne her jury, så bliver de ikke hædret for det vanvittigt store stykke arbejde, de gør,” siger Mette Lyhne.

I begyndelsen af september fik hun alligevel sin egen lille hæder. Det skete, efter at Herlev Bladet på sin Facebook-side havde postet en nyhed om en 32-årig mand, der var blevet dømt for vold. En helt klassisk nyhedshistorie baseret på de oplysninger, Herlev Bladet havde om sagen fra politiet og fra anklagemyndigheden.

Journalistik, ikke politik

En af Herlev Bladets brugere var hurtig til at afkræve en uddybning i artiklen.

”Husk lige at skrive hudfarve også, i stedet for altid at holde det skjult for ikke at opildne befolkningen,” skrev han på Facebook.

Det fik redaktør Mette Lyhne til tasterne – ifølge eget udsagn fra sit mere bestemte hjørne.

”At vi ikke vinkler ud fra et bestemt politisk ståsted, sådan som du efterlyser, handler ikke om, at vi ikke vil opildne befolkningen – det handler om, at vi laver journalistik og ikke politik. Og det bliver ikke anderledes,” lød det i svaret til Herlev Bladets læser.

Det var vigtigt for Mette Lyhne, at læseren fik et svar.

”Nogle gange slipper sociale medier-debattører af sted med en dagsorden, der handler om, at medierne er også bare lidt fordækte og politisk korrekte, og der er noget, de ikke fortæller os. Hvis det står uimodsagt, så er der sikkert nogen, der vil tænke: ”Der kan I bare se”. Jeg synes virkelig, man som medie skal gå ind og fortælle, hvad vores bevæggrunde er for at sige, som vi gør, og gøre, som vi gør,” siger hun.

Nevøen skrev fra Nordjylland

Alligevel kom det bag på hende, hvilken gennemslagskraft svaret skulle vise sig at have. I selve Facebook-tråden har svaret fået 57 likes, men det skulle vise sig at nå langt ud over Herlevs kommunegrænser. 

En lille uge senere fotograferede en pressemedarbejder fra Skattestyrelsen Mette Lyhnes svar på Facebook og delte det på Twitter med kommentaren ”Kæmpe thumbs up til Herlev Bladet for at holde den ren”. Hendes opslag har i skrivende stund fået 994 likes og 79 retweets.

“Vi laver journalistik og ikke politik” Kæmpe til @HerlevBladet for at holde den ren. #dkmedier pic.twitter.com/8s2sjz6YC7

— Lea (@LeaTang) September 9, 2018

”Så eksploderede det. Lige pludselig fik jeg en sms fra min store nevø i Nordjylland, som var sådan lidt: ”Fedt gået på Twitter”. Jeg tænkte, at hvis den er der, så er den alle steder,” siger Mette Lyhne.

Hun mener godt nok ikke, opslaget og svaret burde have vakt så stor opsigt.

”Den slags svar burde der være mange af. Så min følelse var, at det landede et meget, meget tørt sted. Men jeg synes, det understreger, at vi på ugeaviserne kan hvad som helst,” siger Mette Lyhne.

Journalistikken som fyld mellem annoncer

Henrik Rath er formand for Distriktsbladsgruppen i Dansk Journalistforbund. Han arbejder som journalist på JydskeVestkysten i Sønderborg og på Sønderborg Ugeavis. Han er enig med Mette Lyhne i, at ugeaviserne er en ”broget skare” og har et ”meget forskelligt journalistisk ambitionsniveau”.

”Der er nogle ugeaviser, hvor det langt hen ad vejen er et spørgsmål om, at det, der står mellem annoncerne, sådan set bare skal understøtte den forretningsmodel, man har med avisen. Og det er jo også den klassiske forståelse hos mange, at det er ugeavisen, som man kender den,” siger han.

Henrik Rath vil dog ikke give et endegyldigt bud på, hvordan redaktionerne rundt omkring kommer det lave bundniveau til livs.

”Men jeg tror, det handler om at påvirke bladudgiverne til at forstå, at læserne altså ikke er dumme. Hvis man vil have et lødigt produkt, som folk tager alvorligt, så er man nødt til at levere noget information. Folk vil jo gerne læse om deres lokale by, men de skal ikke have sådan nogle historier stukket i halsen, hvor man tænker, okay det skriger jo til himlen, at det her har de skrevet, fordi de har fået penge for det et andet sted i avisen,” siger Henrik Rath.