Journalister skælder ud: Mette Frederiksen spildte vores tid

Flere journalister kritiserer statsministerens pressemøde tirsdag for at give dårlig mulighed for at stille spørgsmål. Statsministeriet skriver i en mail, at pressemøderne er ”det muliges kunst”

”Jeg synes, det er under al kritik at invitere til et pressemøde, som i ordets forstand må være rettet mod pressen, og så indledningsvis at bruge en halv time på en indholdsløs tale til nationen.”

Sådan lyder kritikken fra Sebastian Risbøl Jacobsen, journalist på Politiken Skoleliv og hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbund, af tirsdagens heftigt debatterede pressemøde afholdt af statsminister Mette Frederiksen (S).

Han oplevede, at længden på statsministerens tale betød, at flere af de cirka 15 tilstedeværende journalister ikke fik mulighed for at stille spørgsmål efter talen – herunder Sebastian Risbøl selv.

”Det er et problem, at der ikke er tid til, at et rimeligt begrænset antal journalister kan stille maks to spørgsmål. Regeringen pynter sig med pressemødets lånte fjer og misbruger mediernes etos. De holder medierne for nar og køber sig gratis, uredigeret adgang til taletid på landets største kanaler. Og de spilder tiden for os, der er mødt op og forventer at kunne stille spørgsmål.”

Savner mulighed for flere opfølgende spørgsmål

Sebastian Risbøl Jacobsen er ikke den eneste journalist eller redaktør, der har kritiseret tirsdagens pressemøde.

Journalist og vært på TV 2 News Uffe Tang skriver på Twitter:

”Det er virkelig skidt for pressen, at Corona-pressemøderne foregår på den måde, de gør. Der er nul energi og synergi i pressen, når journos bliver stækket så effektivt som de gør. Det svarer til at sende spørgsmålene på mail. Og få et svar som ikke kan følges op.”

Journalisten har spurgt Uffe Tang, om han ville uddybe sin kritik i et interview, men det har han takket nej til.

Også fra ansv. chefredaktør på B.T. Michael Dyrby er der skarp kritik:

”Det må være slut med to spørgsmål stillet på samme tid. Det må være slut med at blive skubbet væk, selv om spørgsmål ikke er besvaret.”

Politisk analytiker på DR Jens Ringberg skriver, at DR og TV 2 måske skulle overveje at dække pressemøderne anderledes, hvis de fortsætter sådan.

Og fra journalist på Ekstra Bladet Per Mathiessen lyder det:

”Det har længe været skidt for meget store dele af pressen, at de politiske pressemøder foregår, som de gør.”

Sebastian Risbøl Jacobsen mener, at regeringen på forhånd skulle have kaldt det en tale, hvis ikke der var ordentlig tid til spørgsmål.

”Hvis Mette Frederiksen vil holde en tale til nationen, så må hun kalde det det. Så kan jeg blive væk, og tv-kanalerne kan få mulighed for at dække det anderledes. Ellers må statsministeren stille op til et eksklusivt interview med tv-kanalerne, så de kan stille ordentlige, opfølgende spørgsmål. Men de skaber nogle forventninger i går, som de ikke selv kan leve op til,” siger han og tilføjer:

”Jeg har fuld forståelse for, at ministrene har sindssygt travlt lige nu. Derfor har jeg ikke bedt om mininsterinterviews siden nedlukningen. Jeg har haft mulighed for at stille spørgsmål regelmæssigt på pressemøderne. Men kan jeg ikke længere det, må vi til at hive fat i ministrene igen,” siger han.

Enig i, at der skal være begrænsninger

Hvorfor er det overhovedet vigtigt for jer at kunne stille de her spørgsmål?

”I min egen lille andedam har jeg en masse læsere, der er lærere, skoleledere og så videre, der har manglet klart svar på, hvad de skulle gøre som ansatte, hvis de kom fra et hjem med coronasmitte. Der har været nogle uldne svar på det. Det ville jeg mægtigt gerne have fulgt op på på pressemødet i går, men det kunne jeg ikke. Og så får mine læsere ikke svar på det.”

Men Sebastian Risbøl, det er en kompleks udfordring at kommunikere om coronakrisen til befolkningen. Er det ikke fair nok, at det ikke altid kører 100 procent på skinner?

”Jo, selvfølgelig. Det er også klart, at der ikke kan være 100 journalister til stede, der skal stille et ubegrænset antal spørgsmål. De skal prioritere. Og der skal være en bagkant. Men de har allerede sat en ramme op, der begrænser, hvor mange der kan være, og hvor meget vi kan spørge. De må som minimum sørge for, at de kan leve op til deres egne begrænsninger,” siger Sebastian Risbøl Jacobsen.

Statsministeriet: Det muliges kunst

Journalisten har spurgt efter et interview med Statsministeriet som svar på kritikken.

Statsministeriet har ikke stillet op til interview, men har svaret på mail.

Her skriver ministeriet at ”regeringen og myndighederne har forsøgt at være meget tilgængelige i forbindelse med coronakrisen. Derfor er der blevet holdt 10 pressemøder i Statsministeriet, endnu flere briefinger i Eigtveds Pakhus samt pressemøder i ressortministerierne”.

”Pressen har fået mulighed for at stille spørgsmål til ministre og myndighedspersoner.”

Statsministeriet understreger, at de forsøger at give god tid til at stille spørgsmål.

”Konceptet for pressemøderne er blevet ændret i takt med, at regler om offentlige forsamlinger er sat ned til 10 personer. Det er det muliges kunst, men vi tilstræber god tid til spørgsmål og har ved pressemøderne i Statsministeriet afsat cirka en halv time til pressens spørgsmål.”

”Det ændrer ikke på, at vilkårene ved pressemøder både under coronakrisen og til hverdag er, at det ikke vil være muligt, at alle fremmødte får mulighed for at stille spørgsmål hver gang.”

Mette Frederiksen har tidligere fået ros for brugen af sine pressemøder af kommunikationsekspert. Det kan du læse om her.

1 Kommentar

Linda Sørensen
16. APRIL 2020
MF får alle til at ligne landsbytosser.. Mød op på de Svenske, der behandles folk som mennesker... Der er også efterinterw.. Faglighed er det vigtigste.. Man sku tro man var ved det eng hof... Ho Ho Ho...

Læs også

Corona pressemøde

Mette Frederiksen har bevist, at pressemøder fortjener et comeback

12. MARTS 2020
Medie nægtet centrale oplysninger om Danmarks evne til at håndtere coronavirusset

Medie nægtet centrale oplysninger om Danmarks evne til at håndtere coronavirusset

18. MARTS 2020