search

»Journalister bliver nærmest gennemtævet i den offentlige debat«

Giver det overhovedet mening, at journalister gang på gang ligger i bunden af troværdighedsmålingerne, mens læger og politifolk soler sig i toppen af skalaen? Journalistens reporter gik på jagt efter svaret...
Vi havde lige fået serveret forretten, aubergine med gratineret gedeost, på restaurant Hos Fischer på Østerbro i København, da de to mænd i 40’erne introducerede sig. De var begge læger, fortalte de. Den ene var kirurg og den anden anæstesilæge. Begge på Rigshospitalet. De sad egentlig ved nabobordet, men ville gerne snakke.
 
»Nå, hvad laver I,« spurgte den ene.
 
»Vi er journalister,« lød vores svar. 
 
Der var en pause, som var lang nok til, at jeg kunne nå at tænke, at samtalen kunne bevæge sig i to retninger: Enten syntes de, journalist lød som et spændende job, og hvis vi var heldige, huskede de en sag, hvor en journalist havde gjort en forskel. En anden mulighed var, at de tilhørte gruppe to, der ville skyde på journalisters lave troværdighed, alle fejlene i medierne og dernæst diskret dreje samtalen hen på deres eget smagfulde medieforbrug (’Orientering’ på P1, Weekendavisen eller New York Times).
 
De to læger tilhørte klart gruppe 2, og de kunne nævne utallige eksempler på, at medierne var gået over stregen. Som journalist på et fagblad, der dækker medieverdenen, fandt jeg deres indsigt imponerende.
 
Jeg og min journalistven havde slet ikke paraderne oppe. Vi var i byen for at spise en fredelig middag, men endte hurtigt dér, hvor man ikke skal ende, når der er optræk til mediebashing – i rollen som tumperne, der forvarer hele medieverdenen. Hvor der ikke bliver skelnet mellem en dårlig oplevelse, en eller anden svoger engang har haft med en journalist, og en billedtekst, der gik for langt på et webmedie. Og så er der langt fra forret til dessert. 
 
For at virke imødekommende forklarede jeg sidst på aftenen, at journalister selv er meget kritiske over for deres kolleger. Og at Journalisten nok er det eneste fagblad, som løbende forventes at skrive kritisk om sine egne medlemmer. 
 
»Hvornår kritiserer læger hinandens fejl?« spurgte jeg.
 
»Det tager vi på røntgenkonferencen om morgenen. Hvis man har lavet noget forkert, bliver der ikke lagt fingre imellem. Men vi gør det ikke offentligt,« svarede kirurgen.
 
Og det var så her, at jeg begyndte at undre mig. Hvordan kan det være, at vi som journalister skal overfaldes af kritik, når vi fortæller, hvad vi arbejder med? Hvordan kan det være, at hver gang meningsmålingsinstitutterne spørger befolkningen om deres syn på journalister, så er svaret nogenlunde det samme: Journalister er utroværdige – lige så utroværdige som bilhandlere og politikere. 
 
Hvad siger Facebook?
 
På Journalistens facebookside spørger jeg, hvilken reaktion andre journalister får, når de siger »jeg er journalist«. Benjamin Werner Christensen, journalist på Medwatch, ringer tilbage.
 
»Når jeg er til middagsselskaber hører jeg ofte, at journalister er utroværdige. Det, de skriver, er ikke rigtigt, og de sidder bare og digter. Nogle gange svarer jeg, at man ikke bare kan skære alle journalister over en kam. Men det afhænger meget af mit humør, om jeg gider,« siger han.
 
Den næste, jeg har i røret, er Lasse Jensen, vært på P1’s ’Mennesker og Medier’. Når han er ude til foredrag og fortæller om mediernes vigtige opgave (synes vi selv) som fjerde statsmagt, sker det samme hver gang:
 
Lasse Jensen, vært på P1's 'Mennesker og Medier'. Foto: Bjarne Bergius Hermansen
 
»Der er altid en ældre, bekymret kvinde, der rejser sig op og spørger: »Hvorfor er I så negative? Hvorfor ikke skrive noget positivt? Hvorfor er I så sure?«« siger han.
 
Jeg går på nettet og finder rapporter fra Pew Research Center i Washington DC. De har i årtier målt amerikanernes tillid til medierne. Siden begyndelsen af 80'erne har befolkningen år for år vurderet nyhedsmedierne som mindre professionelle, sandfærdige, omsorgsfulde og etiske, står der i rapporten ’State of The News’ fra 2007.
 
Det paradoksale er, at journalisterne ser sig selv som vagthunde og offentlighedens tjenere. Mediebrugerne ser dem som købmænd, der kun tænker på at mele deres egen kage. Det gælder især de medier, de ikke selv bruger.
 
"Mediebrugerne mener, at journalister enten bedrager sig selv eller lyver," lyder det i rapporten. 
 
Samme holdninger går igen i en rapport fra to danske fokusgrupper, som direktøren i Radius Kommunikation, Nicolaj Taudorf Andersen, sender til mig. De 16 personer i grupperne var samlet i 2012, fordi Dansk Journalistforbund ønskede, at de skulle fortælle om deres syn på journalisters troværdighed.
 
Her lød det, at det øger troværdigheden, at en profession er drevet af et kald, ligesom læger og sygeplejersker. Omvendt trækker det ned, hvis man arbejder for egen vindings skyld, som journalister (ifølge fokusgruppen) gør. Det er derfor, vi ender nede hos ejendomsmæglerne, bilhandlerne og politikerne.
 
 
Hvad med de andre?
 
Det kan føles unfair – og holder tallene overhovedet? Jeg spørger bilforhandlerne, en anden af de evige bundscorere i troværdighedsundersøgelserne. Her er svaret nej. Sidste år blev der solgt 680.000 næsten nye og brugte biler. I klageorganet Ankenævn for Biler fik 60 kunder ret i deres klage. Det vil sige, at hver gang der blev solgt 10.000 biler, fik en køber medhold i, at han var blevet snydt.
 
»Det siger noget om, at problemet ikke er så stort, som man gør det til. Men det er, som om det dårlige ry sidder fast. Jeg tror, at når folk bliver spurgt, svarer de på rygraden, at bilhandlere ikke er troværdige,« siger Lisa Sandager Ramlow, kommunikationschef i AutoBranchen Danmark, der repræsenterer de forhandlere, der sælger nye biler.
 
Lise Sandager Ramlow, kommunikationschef i AutoBranchen. Foto: AutoBranchen
 
Ser man på klager over journalister, fik 62 medhold i deres klage i Pressenævnet sidste år. Det er ganske vist det højeste tal i 10 år. Det skal dog ses i sammenhæng med, at der blev lavet millioner af artikler og indslag og taget titusinder af billeder. Alene databasen Infomedia (som ikke omfatter alle medieudgivelser) har registreret 6 millioner artikler sidste år. Det svarer til, at én klager fik medhold i Pressenævnet for hver 100.000 artikel. Langtfra katastrofalt.
 
Da jeg fortæller radiovært Lasse Jensen om tallene, siger han, at jeg ikke kan måle omfanget af fejl i medierne ved at kigge på pressenævnssager alene. Mange af de store og små sager, hvor medier går over stregen, ender slet ikke i Pressenævnet.
 
»For det første kræver det en indsats at klage, og så skal de selv have en andel i historien for at kunne klage,« siger Lasse Jensen.
 
Men medieverdenen er på den anden side vel ikke det eneste område, hvor der sker fejl, som aldrig bliver rapporteret. Det samme gælder vel også de top-troværdige professioner – læger, sygeplejersker og politifolk. 
 
Jeg beslutter derfor at dykke ned i tallene, så jeg kan sammenligne journalisterne og bilforhandlerne med de mest troværdige professioner. Og det står hurtigt klart, at læger, sygeplejersker og politifolk slet ikke er så fejlfri, som jeg troede. 
 
Den uafhængige forening Dansk Patientsikkerhed skønner for eksempel, at 1.000-2.000 patienter dør på danske hospitaler på grund af fejl, der kunne være undgået. Årligt er der 2,6 millioner indlæggelser på danske sygehuse, og omkring 7 procent af patienterne får en infektion, viste tal fra Statens Serum Institut i foråret 2014. I 2013 blev der i alt rapporteret 181.000 "utilsigtede hændelser" til Dansk Patientsikkerhedsdatabase. 
 
En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viste sidste år, at 43 procent af hospitalssygeplejerskerne har så travlt, at det går ud over patienternes sikkerhed. Antallet af klager til Patientombuddet er steget med 50 procent i årene 2007-2013. Hvorfor ses det ikke i troværdighedsmålingerne?
 
Politiet er en anden sikker topscorer i troværdighedsmålingerne. I en årrække har antallet af politiklagesager ligget på omkring 1.000 om året. Efter indførelsen af Den Uafhængige Politiklagemyndighed er antallet af klager imidlertid steget til cirka 1.600 klager. Men det er ikke noget, der har kostet på politifolkenes troværdighedskonto. Politibetjente ligger i den seneste troværdighedsmåling fra Radius Kommunikation og Epinion nummer tre.
 
Blandt klagerne over politiet kan jeg i den seneste årsberetning fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed se, at der ofte er tale om alvorlige sager. En tilfældig kvinde bliver kørt ned og dræbt af en flugtbilist under en politijagt. En anholdt får peberspray i ansigtet, selv om han ligger i håndjern, og der er to politifolk og syv dørmænd i nærheden til at holde ham i ro. Der er syv sager i årsberetningen, hvor politifolk uden tilladelse søger i politiets registre, ofte søgninger af privat tilsnit. Der er flere eksempler på, at politifolk har misbrugt deres politiskilt uden for arbejdstid. En betjent har videregivet fortrolige oplysninger til kriminelle, mens en anden har forsøgt at tvinge sig til gratis sex med en prostitueret. 
 
Men hvordan kan der ske så mange fejl i sygehusvæsenet og i politiet, uden at det går ud over lægernes og politibetjentenes troværdighed? 
 
Jeg ringer til en læge, der også er journalist – DR’s tv-læge, Peter Qvortrup Geisling.
Peter Qvortrup Geisling, læge og journalist. Privatfoto
 
Han siger, at de kritiske historier også påvirker danskernes holdninger til læger, men når statistikkerne på sundhedsområdet ikke smitter af på lægers troværdighed, skyldes det de to fags historie. I befolkningens øjne repræsenterer læger alvor, mens journalister ofte bliver forbundet med underholdningsindustrien.
 
»Lægens rolle er en anden end journalistens. Lægen er stadig oppe på en piedestal, og danskerne føler, at de er mere afhængige af læger end af journalister, fordi deres egen sundhed er tættere på end det at vogte over demokratiet,« siger Peter Qvortrup Geisling, der både er medlem af Lægeforeningen og DJ.
 
»Min klare vurdering er, at læger og journalister er lige omhyggelige. Jeg kender læger, der ikke skal have lov til at fjerne min blindtarm, og jeg kender journalister, jeg ikke vil i kløerne på. Fælles for begge professioner er, at det presser deres troværdighed, at arbejdstempoet hele tiden skrues op. Det giver fejl, og det koster på troværdigheden,« siger han.
 
Nicolai Scharling er uddannet journalist, men kender også politiet indgående som redaktør på fagbladet Dansk Politi. Han mener, at antallet af politiklager skal ses i sammenhæng med antallet af opgaver. Set i det lys er 1.600 klager ikke meget. 
 
»Jeg tror ikke, det smitter af på troværdigheden. Befolkningen skal have tillid til politiet, og det har de heldigvis også,« siger han.
 
Han fortæller mig, at journalister ikke er de eneste, der oplever, at de skal stå til regnskab for en hel faggruppe. Det samme gælder politifolk. Derfor undlader nogle betjente at fortælle om deres arbejde, når de er ude til sociale sammenkomster.
 
»Hver gang der har været en uheldig sag med politiet, skal betjente høre om de alle fejl, politiet begår, og de oplevelser, folk har med uretfærdige fartbøder,« siger han.
 
Folk er med andre ord kritiske over for politiets arbejde, ligesom de er skeptiske over for medierne. Men det rokker ikke ved befolkningens tillid til politietaten.
 
»Hvis to biler kører sammen, så ringer man fortsat efter politiet og en ambulance, og vi forventer, at de løser opgaven. Når vi har behov for politiet, har vi heldigvis tillid til, at de har styr på det,« siger Nicolai Scharling.
 
Politikerne synes, det er mediernes skyld
 
Som journalist lyder det som helt uopnåeligt at være omgivet af så meget tillid. Det er i hvert fald langt fra hverdagen i mediebranchen, hvor det nærmest er blevet en folkesport at kritisere medierne, påpege fejl og stille spørgsmål ved journalisters troværdighed. Hvis alting var samfundets skyld i 70’erne og 80’erne, så er alt i dag mediernes ansvar.
 
Tag bare Christiansborg, hvor politikerne i stigende grad angriber journalisterne, når de graver kritiske historier frem. 
 
Politisk kommentator Hans Engell fortæller mig, at forholdet mellem politikere og medier ikke har været dårligere de seneste 30 år.
 
Hans Engell, politisk kommentator. Privatfoto
 
»Politikerne går hårdere til den enkelte journalist og til hele medier. Men samtidig er det også klart, at medierne går mere kritisk til politikerne end tidligere. Forholdet er inde i en kritisk fase,« siger Hans Engell.
 
Chefredaktør på Børsen Anders Krab-Johansen giver Engell ret. Der er en stigende tendens til, at politikere angriber budbringeren for at lukke sagerne ned. 
 
»Jeg synes, det er i orden, at politikerne kritiserer pressen. Vi har ikke altid ret, vi kan vinkle for hårdt og lave fejl. Det, jeg ikke kan lide, er, når det bliver billige tricks. Men journalisters lave anseelse betyder, at vi er nemme at angribe, og det spiller de på,« forklarer han.
 
Lad os lige tage nogle af de seneste eksempler på mediebashing:
 
Ekstra Bladet skriver om Lars Løkke Rasmussens tøjindkøb på baggrund af interne Venstre-bilag. 
Reaktion: Venstres Søren Pind kalder det for "hælerjournalistik". 
 
En radikal kredsformand taler over sig og fortæller politiken.dk, at Christian Friis Bach trækker sig som udviklingsminister.
Reaktion: Kredsformanden siger bagefter, at Politiken har fejlciteret ham. Det må han trække tilbage, da avisen lægger en lydoptagelse af interviewet på nettet.
 
TV 2 interviewer Lars Løkke Rasmussen på Christiansborg om rod i hans økonomi.
Reaktion: Venstres Claus Hjort Frederiksen bryder ind i interviewet og siger, at journalisterne går "helt vildt for langt over stregen". 
Mens de to Venstre-folk vender ryggen til TV 2’s reporter, siger han: »Jeg ville bare gerne vide, hvorfor Moderniseringsstyrelsen skulle sende fem rykkere, før Lars Løkke Rasmussen reagerede. Det er vel et relevant spørgsmål.« 
 
Arla, Grundfos og Bestseller kritiserer i Børsen en lækket udgave af Venstres udlændingeudspil. 
Reaktion: Søren Pind skyder tilbage i Radioavisen næste morgen ved at kritisere Børsens artikel: »Det er helt misforstået og baseret på sladder og forkert information.«
 
Hans Engell mener, at når politikere kritiserer medierne, er der tale om oprigtig irritation eller vrede.
 
»Det er ikke bare taktik og spin. De føler det. De ser i stigende grad journalister og medier som en del af en kommerciel underholdningsverden. De ser ikke medier som væsentlige aktører i en demokratisk udvikling – i hvert fald ikke i så høj grad som tidligere,« siger han.
 
Brugerne synes, det er mediernes skyld
 
Men det er ikke kun politikerne, der har hvæsset kniven. Lasse Jensen, vært på P1's ’Mennesker og Medier’, siger, at kritikken af medierne også kommer fra brugerne, for eksempel via sociale medier.
 
»Der er en mediekontrol, vi ikke har set før. Jeg skal bare lave en lille fejl i en klumme eller sige noget forkert i radioen, så bliver det irettesat 10 minutter efter. Det skete ikke for 20 år siden,« siger Lasse Jensen.
 
For eksempel kom han i en klumme i Information til at kalde den danske fodboldspiller Daniel Agger for angriber. Det korrigerede en læser på Twitter: Daniel Agger er forsvarsspiller.
 
Mediekritikken fyldte også godt i programmet på Folkemødet på Bornholm. Omkring 100 debatter kiggede kritisk på medierne. Til sammenligning handlede kun to arrangementer om politiet (begge var oplysende og konstruktive). Og kun et af de mere end 2.100 arrangementer kiggede kritisk på lægestanden.
 
 
Forklaringen på den manglende offentlige debat blandt læger og politifolk kan være, at de to faggrupper sjældent kritiserer sig selv i pressen.
 
Nicolai Scharling, redaktør på fagbladet Dansk Politi, siger, at der faktisk er livlige etiske diskussioner blandt politifolk.
 
»Hvis nogen gør noget forkert, irriterer det kollegerne, fordi det pletter troværdigheden. Men kritik er ikke noget, man lufter offentligt. Det sker i Politiforbundet eller til lukkede arrangementer. Hvis man siger det offentligt, ved man godt, at det kan havne på forsiden af en avis,« siger Nicolai Scharling.
 
Synes journalisterne også, at det er mediernes skyld?
 
Og helt ærligt – kan det muligvis tænkes, at det er med til at undergrave journalisters i forvejen lave troværdighed, at vi på daglig basis minder vores brugere om alle de fejl, vi laver? For nylig satte den nye formand for De Konservative, Søren Pape, sig på hele mediedagsordenen, da han pakket ind i tyk mediekritik fortalte om sin homoseksualitet.
 
På radio og tv er der ugentlige programmer, der kun handler om mediernes etik og udvikling: ’Mennesker og Medier’ på P1, ’Presselogen’ på TV 2 News og ’Cavlingkomiteen’ på Radio24syv. Tænk, hvis bare et af de programmer handlede om læger? Eller politifolk?
 
Er mediekritikken gået over gevind, spørger jeg Morten Bohr, vært på medieprogrammet ’Cavlingkomiteen’ på Radio24syv.
 
»Journalister bliver nærmest gennemtævet i den offentlige debat,« siger han.
 
Men alternativet til kritikken er, at der ikke skete noget.
 
»Og det er ikke nogen køn tanke. Hvis journalister fortsat fik lov til at leve et roligt liv, ville de ikke blive tvunget til eftertanke. Man må håbe, at det fører noget godt med sig,« siger Morten Bohr.
 
Problemet er, at det efter alt at dømme ikke fører noget godt med sig, lyder det fra direktør i kommunikationsbureauet Lead Agency Kresten Schultz Jørgensen. Faktisk tærer det på journalisters troværdighed, at medierne går i flæsket på hinanden offentligt.
 
Kresten Schultz Jørgensen, kommunikationsrådgiver. Foto: Lead Agency
 
»Journalister vasker meget tøj i det offentlige rum, og det er jeg egentlig ikke tilhænger af. Man skulle gøre det mere på de indre linjer, i stedet for at journalister ævler løs med deres selvransagelser og andres fejl over for læsere og lyttere,« siger han.
 
Han spørger, om alt det der redaktørloge-snak i fuld offentlighed overhovedet interesserer danskerne. 
 
»Jeg kan godt forstå, at fagbladet Journalisten skriver om det. Men hvorfor skal det fylde så meget i andre aviser, det forstår jeg simpelthen ikke. Det er reelt ikke udtryk for selvkritik, men mere et uendeligt behov for selvprofilering; brug energien på ledelse og selvkritik. I bruger så meget tid på at kritisere hinanden i hinandens medier, at man tror, det er løgn,« siger han.
 
Han mener, at medierne i højere grad burde tage debatten internt – og med større konsekvens. Ligesom politiet og lægerne.
 
»Jeg foreslår, at I var lidt mere solidariske på de ydre linjer og meget mere kritiske på de indre,« siger Kresten Schultz Jørgensen.
 
Er det almindeligt, at folk med et dårligt omdømme synes, at det er lidt ufortjent, spørger jeg ham.
 
»Ja, alle – forsikringsbranchen, pensionsbranchen, revisorer, advokater og kommunikationsfolk – alle synes, at deres omdømme er dårligere, end det burde være,« siger Kresten Schultz Jørgensen.
 
Bør vi sladre om de andre?
 
Tror du, det vil gavne journaliststandens troværdighed, at vi gør opmærksom på, at læger, sygeplejersker og politifolk også begår fejl?
 
»Nej da. Det har aldrig virket på egen troværdighed at minde om andres udfordringer,« siger han.
 
Og ja, manden har jo ret. Ingen branche har vel taget så mange tæv som medierne – uden at det har forbedret vores omdømme en disse. Måske kan det ikke være anderledes? Måske elsker vi journalister den offentlige selvransagelse for meget? Måske ville vi føle os glemt og overset, hvis den ikke var der? 
 
Vi kan jo altid klynge os til håbet om, at kritikken fører til fremgang. Det tror jeg, man skal være journalist for at forstå. Ikke læge. Troværdighedsmålingerne kan vi glemme alt om at vinde. 
 
DJ søsætter i efteråret 2014 kampagnen "Tid til journalistisk eftertanke", der skal tydeliggøre pressens kvaliteter.
 

 Illustration Julie Asmussen

Kommentarer
7
Lars Sundling
10.09.14 15:12
God artikel. Den burde kunne
God artikel. Den burde kunne udløse en af de mere end 100 årlige priser I uddeler til hinanden :)
Fremhævet af Journalisten
Elin Gregusson
10.09.14 15:52
Morsom artikkel. Danske
Morsom artikkel. Danske journalister fremstår som like selvopptatte som sine norske kolleger. :)

Som en litt over middels samfunnsengasjert norsk borger og mediebruker, må jeg erkjenne at jeg kjenner ikke danske forhold. –Men også her på bjerget undrer mediefolk seg i kor, og spør hverandre: "Hva i all verden kommer det av at folk har så lav tillit til oss?" De intervjuer hverandre og leter etter forklaringer på hva som er feil med alle leserne og seerne som ikke stiller seg nesegrus beundrende til alt de presterer. Det virker som om journalister synes det er blodig urettferdig at de ikke troner øverst på troverdighetsrangeringer, men sett fra utsiden er det pussig, primitivt og ikke så rent lite pompøst heller.

"Hovmod knekker seriøs journalistikk", skrev den norske dokumentarforfatteren og tidligere lektoren i journalistikk, Finn Sjue i Aftenposten 3.11.13 i en sterkt mediekritisk kronikk.
http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/Hovmod-knekker-serios-journalistikk-7360119.html

Responsen fra journalister og kommentatorer lot ikke vente på seg. Den kjente mediemannen ble latterliggjort, kritisert og nærmest fratatt all ære fra en mer eller mindre samlet bransje. Jeg dristet meg til å stille spørsmål til en av våre mest bejublede, eller i alle fall mest skråsikre og profilerte kommentatorer. Jeg spurte (på Twitter) om hun ikke syntes Sjue hadde ett eneste poeng.

Hun svarte: "Hadde ventet litt mer av Sjue enn vulgærkritikk". Jeg visste jeg stod i fare for å bli utskjelt og uthengt, for denne damen er kjent som en nådeløs slugger, men tok likevel sjansen på å lete etter et fnugg av selverkjennelse:

"Synes du virkelig ikke han sier noe fornuftig, such as "Aversjon mot å dementere og beklage feil?"", skrev jeg. Da gikk det i ball. Den norske ukronede kommentatordronningen signerte mitt poeng der og da ved å svare til sine ca 77.000 følgere:

"Synes bare det er banalt og kunne vært skrevet av feks deg. Sorry, burde visst bedre enn å svare deg. Skal aldri skje igjen. Og jeg mener aldri".
Hun kjenner meg ikke. Hun fulgte meg ikke en gang på Twitter og jeg hadde knapt henvendt meg til henne tidligere. Men etter dette blokkerte hun meg, hvilket er et ganske sterkt virkemiddel fra en av ytringsfrihetens apostler.
Nå synes i og for seg ikke jeg det er så ille å bli satt i bås med Finn Sjue og tar det snarere som en kompliment å bli sammenlignet med hans "banale" skrivestil fra selveste "dronninga", men egentlig er denne lille hendelsen alvorlig. Det mest alvorlige er at jeg tror faktisk ingen i media bryr seg? Å lytte «ordentlig» til oss som har skoen på og kjenner hvor den trykker, vi som av ulike årsaker vet MYE om uredelig journalistikk og varianter av sensur i tradisjonelle medier, ja det har aldri stått på medienes agenda.

I Norge hadde vi i 2013 en medieskandale der NRK Dagsrevyen sendte et innslag om en stakkars tigger. En sterkt emosjonelt preget romkvinne, dømt for menneskehandel i Bergen, gråt og fortalte om sin nød, sorg, savn og omsorg for sine barn. Kort etter avslørte en blogger, Nina Hjerpset-Østlie, at kvinnen var dømt for delaktighet i voldtekt av sin 11-årige datter, OG at Dagsrevyens ansvarlige kjente til denne delen av historien før innslaget ble sendt på lufta i aller beste sendetid. https://www.document.no/2013/01/nrk-de-svakestes-forsvarer/

Den virkelige medieskandalen ligger i NRKs fornektelser og at saken ikke fikk noen formelle konsekvenser for de ansvarlige. -Men saken HAR konsekvenser. For hver gang eksempelvis jeg ser den av Dagsrevyens vaktsjefer som var ansvarlig for å sende dette hun positivt visste var uetisk og uriktig, tenker jeg på det grumsete innslaget hun lot publisere. Hvorfor skal jeg ha tillit til alt annet hun og Dagsrevyen publiserer? Nå har jeg rett nok noen egne erfaringer med Dagsrevyen som heller ikke er gode, men jeg vet jeg ikke er alene om å tenke det samme.

Tillit er ikke noe man kan trasse, true eller lyve seg til. Man må gjøre seg fortjent til den. Det gjelder også for journalister, der juksepaver i økende grad avsløres på sosiale medier av folk som vet hva det jukses om.
Joda, det er nok er verre i mange andre land enn Norge, og forhåpentligvis bedre i Danmark. Men "løgn og sensur i norske medier" er i alle fall et dokumenterbart faktum, og det er kanskje grunn til å tro at Norge og Danmark er ganske like? Dét er etter mitt skjønn sakens kjerne i et nøtteskall.

Hvis mediefolk skal fortsette "strutseleken" og lete etter "feil" hos lesere og seere, uten å gå i dialog med de som setter ord på årsaken til lav tillit, ja da tror jeg ytterligere tiltak for å overbevise "folket" om medienes objektivitet og uavhengighet først og fremst er nok et spadetak på egen troverdighetsgrav.

Hvor banalt og vulgært det enn lyder i medienes konger og dronningers ører.

Oslo, 10. september 2014
elin@gregusson.com
mobil: 95857251
Fremhævet af Journalisten
Lasse Glavind
11.09.14 13:16
Går der ikke lidt rigeligt
Går der ikke lidt rigeligt journalist-rundhyl i Jakob Albrechts artikel?

Prøv at læse den norske artikel, som Elin Gregusson linker til - den er udmærket, og så tager den fat på nogle af de dybereliggende problemstillinger, som 'spindoktoren' Kresten Schultz Jørgensen af princip aldrig berører.

http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/Hovmod-knekker-serios-journalistikk-7360119.html
Fremhævet af Journalisten
michael Bjørnbak Martensen
11.09.14 13:59
Disse undersøgelser er alene
Disse undersøgelser er alene spændende, når en række undersøgelser hen over tid sammenfattes. Sammenholdes journalistik og sundhedssektor, vil der være nogle modsat rettede tendenser med en ældre-gruppe der blir større - og ungegruppe, der bliver relativt mindre. Udviklingen i journalistikken har været flere digitale publikationer, mens sundhedssektoren er blevet mere sofistikeret.
Så - hvad er de bagvedliggende forklaringer..??
Alt andet lige skal man derfor primært se på udviklinger i den enkelte faggruppe - og dette fokus mangler gennemgangen i fagbladet.
Fremhævet af Journalisten
Pernille Bramming
12.09.14 09:56
Når det nu tydeligt fremgår
Når det nu tydeligt fremgår af artiklen, at man ikke kan regne fejlratioen ud på grundlag af antal medhold i klager til pressenævnet, hvorfor i alverden fremturer Journalisten så med denne form for idioti i en statistik box? Gør I nar ad læserne?
Det er dødssygt, at et så vigtigt emne som journalisters troværdighed bliver taget op ud fra en vinkel om, at "de andre" og begår fejl, hvorfor må vi så ikke... problemet er ikke alene "fejl" og manglende matematik- og statistikforståelse - jeg kan forøvrigt pege på en fejl i samtlige mine egne artikler - ... problemet er den daglige voldtægt af folks virkelighedbillede, fordrejningen og de misvisende proportioner, heksejagterne. Det er det journalistiske produkt, der mangler troværdighed. Folk ved, at det billede, der manes frem, ikke er sandfærdigt.
Og det er patetisk, at Journalistforbundet vil bruge 150.000 kroner på at forbedre journalisters omdømme: det er produktet, der skal være i orden. Jeg håber, nogen i det mindste synes det er sjovt at spilde medlemmernes penge på den måde.
Fremhævet af Journalisten
Thomas Hoffmann
14.09.14 08:37
Jeg er enig med det meste af
Jeg er enig med det meste af kritikken og de gode input. En lidt underlig artikel, der via det sædvanlige uoriginale journalist-kildevalg af Tordenskjolds soldater kun kigger hen i det ene hjørne i et ellers kæmpestort rum med plads til selvransagelse.

Problemet er jo ikke, at der en gang imellem står "20" i stedet for "200". Det kan ske for alle, og det kan folk sagtens tilgive. Problemet er journalisters tilgang til deres arbejde. At lægge sig fast på en vinkel fra start. At ringe til en "ekspert" for at få vinklen bekræftet, i stedet for at finde ud af, om virkeligheden overhovedet ser sådan ud. At give mikrofonen til de sædvanlige kloge-ågers sædvanlige holdninger i stedet for at bringe ny viden i spil.

Jeg er selvfølgelig miljøskadet af at arbejde på Videnskab.dk - men hvordan kan man lave så lang en artikel om et vigtigt emne uden at tale med én eneste af de danske forskere, der har undersøgt journalister og vores hverdag?

Hvordan kan man konkludere noget som helst, når man insisterer på kun at lade artiklen handle om mængden af fejl og ikke ser på vores arbejdsmetoder eller vores daglige produktionsforhold? Hvordan den personfikserede dækning af det politiske stof på Christiansborg smadrer troen på, at journalister holder sig til samfundsmæssigt vigtige sager og sagligt vurderer indhold i stedet for at forfalde til underholdningsfokuseret personfnidder?

Eller på, hvordan læserne, seerne og brugerne opfatter medierne? Det er forlængst slået fast, at borgerlige ser DR som et rødt medie og derfor tror mindre på, hvad der kommer ud af tv'et fra den kanals side. Tilsvarende ser Enhedslistens vælgere generelt Berlingeren som en avis, der giver et skævt billede af verden. Fordi vi helst vil se vores egne holdninger bekræftet, og fordi det er lettere at affeje journalistik, der giver et andet billede, som utroværdigt. Det har ikke noget journalisterne selv at gøre, men det siger noget om større kræfter, der er på spil, når journalister bliver stemplet som utroværdige. Det afhænger også af øjnene, der ser. Hvor er det perspektiv i Journalistens artikel? Var det måske kommet med, hvis man havde ringet til andre kilder og stillet åbne spørgsmål? Ville andre gode input med en lidt mere original tilgang eller et bredere kildevalg have gjort artiklen bedre?

Øjvind Hesselagers leder rammer det fint ind, hvor Journalisten formentlig stod, før artiklen blev skrevet: "Journalistikkens skæbne er dermed meget lig folkeskolens. Den er med garanti bedre end sit rygte." En konklusion grebet ud af det blå. Jeg er i hvert fald ikke blevet overbevist af Journalistens artikel. For mig står den i stedet som endnu et bidrag til holde vores troværdighed nede.
Fremhævet af Journalisten
michael Bjørnbak Martensen
15.09.14 18:57
Der peges på, at politikere
Der peges på, at politikere og andre bør fremhæve de gode journalistiske produkter, der laves - men altså: Fagbladet kunne selv lave undersøgelser, der går dybere ned i emnet. Det ville tjene fagbladet til ære.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen