search

Dagbog fra Radio24syvs vært Ayse Dudu Tepe: Jeg har levet i en drøm de sidste otte år

Vi bad Ayse Dudu Tepe, vært fra Radio24syv, fortælle, hvordan hun har oplevet sin tid radioen. Hun har sendt ”en art nekrolog”. ”Vi er døende. Og vi kender det nøjagtige tidspunkt for vores bortgang”

Jeg vågner, før mit vækkeur ringer. Det gør jeg altid. I dag, mandag den 07.10.2019, vågner jeg brat op efter en drøm, hvor Dk4 er blevet udnævnt til vinder af den DAB-kanal, som Radio24syv også udmeldte, at vi ville byde på. Tænk, hvis denne drøm bliver virkelig. Tænk, hvis den dør, jeg gik ind ad for otte år siden, bliver lukket for bestandigt.

Ayse Dudu Tepe

De sidste otte år har Ayse Dudu Tepe været vært på Radio24syv.

Hun har været panelgæst i ’Iben og Mødregruppen’, vært på ’Nattevagten’ og har været gæst og medvært på et hav af andre programmer.

Ayse Dudu Tepe har også skrevet for Weekendavisen.

Lige nu ved hun ikke, hvad hun skal om en uge.

Det utænkelige har sneget sig ind i mine drømme. Jeg finder min telefon frem og googler “drøm at miste sit job”. Det viser sig, at det er helt normalt at drømme om sit job. Folk drømmer blandt andet om at gå nøgen på arbejde. Om at komme for sent. At slå chefen ihjel. At have sex med en kollega. Og at blive fyret.

”I det sidste års tid har jeg følt, at jeg har været i et åbent politisk fængsel.”

Jeg har kun oplevet at blive fyret halvanden gang i mit liv. Første gang var fra Gads Boghandel på Strøget i enten 1999 eller 2000, og den halve var, dengang jeg arbejdede hos Falck Kundeservice, hvor vi fik en chef, som jeg ikke svingede så godt sammen med og omvendt. Vi slap hinanden fri.

I det sidste års tid har jeg følt, at jeg har været i et åbent politisk fængsel, og jeg kan ikke acceptere, at enden på afsoningen måske ender med, at vi taber et trøste-udbud, som den tidligere regering og DF, i hast, fik strikket sammen efter FM4-fadæsen, hvor selvsamme bagmænd de facto lukkede det Radio24syv, som vi kender i dag.

Er det dét, min drøm prøver at forberede mig på? Den nye medievirkelighed. Eller medievirkeligheder:

En topstyret politisk medievirkelighed, hvor de, der sidder med flertallet, overhånden og viljen, stækker den frie og talende presse, efter at de har haft det, der på godt gammelt dansk hedder ”lortesager” i heavy rotation på denne kanal?

Men så primitiv kan dansk politik da ikke være. Altså at det er drevet af følelser. Følelsesmæssig indignation, læs børnefornærmet, og hvor man via administrative kruseduller frakender og landsforviser såkaldte mediekrigere dets statsmedieskab, fordi de hører ingen steder hjemme i det politiske landskab?

Eller måske er den nye medievirkelighed et udtryk og en øvelse i inklusionspædagogik? En pædagogik, der baserer sig på, at alle skal have lige adgang og mulighed for at deltage i samfundets demokratiske processer, og her skal det så forstås sådan, at dem, der bor mindst 110 kilometer vest fra Københavns centrum, har været medie-Danmarks perkere, og den medie-ghetto, de har levet i, skal nu rives ned, for Danmark ønsker ikke parallelsamfund?

Eller måske er den nye medievirkelighed ganske simpelt ikke mere end et udtryk. En selfie. En video. Et tweet. En podcast. Og det eneste, denne virkelighed kræver, er et menneske, en computer og en telefon. Tag for eksempel DF’eren Søren Espersen, som sidder i dametøj i en Youtube-video og fabulerer om sin manglende viden om kønsidentitet, om ulve og kommunist-Kina. Han er en af de nye medievirkeligheder.

Medievirkeligheder er mennesker, organisationer, virksomheder, der bruger et medie til at vise eller give udtryk for alt mellem himmel og jord. Det grelleste eksempel på disse medievirkeligheder er blandt andet ISIS. Og jeg behøver ikke at uddybe hvorfor.

Og her er det så, jeg siger ”Hej Blokken, velkommen til dit mediemareridt”. For det er, hvad medievirkelighederne er: Mareridt og drømme.

Jeg havde en drøm. Ikke et mareridt. En angstdrøm om, at Dk4 vandt, og at jeg om ganske kort tid vil være arbejdsløs. Jeg har mere eller mindre været på Radio24syv, siden det gik i luften 01.11.2011. Mit første møde med Radio24syv var over en frokost med Mikael Bertelsen en eller anden dag i oktober 2011. Jeg havde forinden sendt ham en mail om at lave radio fra den anale højslette. Og jeg skal love for, at frokosten blev anal. Sådan helt bogstaveligt.

”Jeg havde ingen erfaring med at lave radio. Den eneste berøringsflade, jeg havde haft med mediet, var dengang, jeg var stik-i-rend-ting på Esbjergs hedengangne lokalradio Radio Victor.”

For det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg skulle skide. Skide af nervøsitet. Og dette bekendte jeg for Mikael. Og han tog det ganske pænt. Måske udviste han faktisk en form for forståelse. For resultatet blev, at jeg skulle i gang med at have nogle radio-kilometer i benene.

Jeg havde ingen erfaring med at lave radio. Den eneste berøringsflade, jeg havde haft med mediet, var dengang, jeg var stik-i-rend-ting på Esbjergs hedengangne lokalradio, Radio Victor. Min radiodebut på Radio24syv var som paneldeltager i programmet ’Iben & Mødregruppen’. Et program, hvor vært Iben Maria Zeuthen talte med lytterne om livet, hverdagen og alskens problematikker i samspil med os, der sad i panelet.

Jeg havde aldrig mødt eller hørt om nogen af de andre i panelet. De talte blandt andet Tomas Lagermand Lundme, Ditte Okman, Iben Thranholm, Gunna Stark og Jutta Boysen. Jeg vidste ikke engang, hvem Iben var. En helt ny verden af mennesker og tanker åbenbarede sig for mig. En helt ny måde at lave radio på. For tænk sig, at man kunne sidde i radioen og sige, tænke, gøre og være den, man er. Altså, det eneste, jeg skulle præstere, det var at være mig selv.

Og hvem var jeg så dengang? Jeg var blandt andet en enlig mor på kontanthjælp. To ting, jeg nu frygter, kan blive virkelighed igen. At jeg skal starte der, hvor jeg startede sidst. Det er vist det, man kalder full circle. Men jeg har altid kunnet gå på vandet.

”Dudu, ved du hvad, jeg har løjet for Jonathan (producer). Jeg er ikke Erik. Jeg er en anden. Hallo, Dudu.”

”Hvem er du?”

”Jeg tør næsten ikke sige det. Jeg er bange for, at du ikke vil tro på mig. Jeg er bange for, at du tror, jeg laver fis eller et eller andet. Det er jeg selvfølgelig ikke interesseret i, at du skal tro.”

”Bevares. Men hvem er du?”

”Jeg er Jesus. Kristus. Frelseren.”

Hvornår har du talt med Jesus? Min første og eneste gang var i programmet ’Nattevagten’ på Radio24syv. Jeg beværtede dette program i fem år, og det var for alvor her, jeg fik mine radio-kilometer i benene. Hver nat i de barmhjertige timer mellem 00 og 03 sidder der en vært med en telefonlinje ud til alle de lyttere, der ikke kan, vil eller må sove. Det er programmet, hvor lytterne deler deres egne og livets største hemmeligheder.

Det er i sandhed et af de fineste programmer, som Radio24syv har sendt de seneste otte år. Det er også programmet, hvor en ung mand en nat ringede ind for at forsvare programmet, fordi en lytter havde svinet det til. Denne unge mand skulle senere blive en, jeg elskede, og den dag et halvt år senere, hvor vores forhold sluttede, stoppede jeg også på programmet.

”Jeg vil vove den påstand, at jeg blev et bedre menneske. En bedre mor. Ven. Kollega. Samfundsborger.”

Jeg var blevet færdigudlært radiovært. Fem år tog det. Men jeg var ikke kun blevet udlært radiovært. Jeg blev udlært i livet. I mennesker. Men mest af alt på mig selv. Jeg vil vove den påstand, at jeg blev et bedre menneske. En bedre mor. Ven. Kollega. Samfundsborger.

Jeg har levet i en drøm de seneste otte år. Men en drøm, der også den 04.07.2016, 08.11.2018, 20.11.2018 og 26.11.2019 blev et mareridt. Mads Holger, Louise Hart, Nedim Yasar og Morten Lindberg døde, da de var ansat på Radio24syv. Vi mistede fire mennesker i løbet af fire år. Jeg mistede også min far, der faldt om foran moskéen i Esbjerg af et hjertestop den 11.04.2018. Det er det, vi alle dør af. Et hjertestop. Det gjorde Ole også i november 2018.

”Kære Dudu,

Jeg er ked af at skulle meddele dig, at Ole er død. Ole, som du kendte gennem dit program ”Nattevagten” gennem flere år, anså dig som sin kære ven, selvom I aldrig mødtes face to face. Du skal vide, at min far altid omtalte dig med den største respekt, og at han virkelig værdsatte sine samtaler med dig. Ole blev 99 år og døde fredeligt”.

Nu har jeg endelig fået fred. Vi har fået fred. Fred for at skulle gå et øjeblik mere i uvished om, om Radio24syv fortsætter. Vi er døende. Og vi kender det nøjagtige tidspunkt for vores bortgang.

Jeg er stadig bange for døden, selv om jeg har haft den tæt inde på livet. Jeg er så bange, at jeg ikke tør at tage stilling til organdonation. Hver gang jeg ser reklamer for organdonationer, går der isninger gennem min krop. Den der fornemmelse, man også kan have, når man står oppe på taget af Ørstedhus, hvor Radio24syv har til huse, og kigger ud over København. På gode dage kan man se Øresundsbroen. Nogle gange får jeg en instinktiv lyst til bare at springe ud. Og jeg vil ganske givet ikke have nogen organer at kunne donere, da de er fuldstændigt smadrede.

Det er min mor stadig. Smadret. Efter min fars død. Selv om der også er gode dage. Hun kommer sig aldrig over tabet af min far. Når et menneske dør, er der ofte et fællesskab, der sørger. Når du mister din kæreste, er sorgen ensom. Den er ene og alene din. Det er ikke fællesskabets tab.

Radio24syv, hele Danmarks taleradio, skal dø. I hvert fald som en arbejdsplads. Igennem de seneste otte år har vi skabt og sendt alskens programmer, faktisk organer, ud til danskerne. Vi lever videre derude.

Man kan sætte en masse nåle i danmarkskortet, der viser, at et menneske fra Herning lever med nyren fra ’Det Næste Kapitel’. Hornhinden fra ’Den Korte Radioavis’ sidder måske i Svendborg. En lunge fra ’24syv Morgen’ sidder i Hornbæk. Og jeg kunne blive ved.

Radio24syv har givet den allerstørste organdonation i Danmarks kulturhistorie. Så selv om vi er mange, der begræder vores snarlige arbejdsdød og sidder med til begravelsen den 31.10.2019, vil jeg gå ud med ordene: ”Vi høres ved derude. Vores stemmer lever videre i danmarkshistoriens talende rex album”. Som en kær kollega sagde: ”Det her er en win-win-situation. Vi er mediemoguler og martyrer”.

Jeg havde en drøm. Jeg drømte for et par dage siden, at min datter spiste bamser, værktøj og bestik.

Jeg finder min telefon frem og googler ”drømme at man spiser bamser”. Der er intet resultat. Jeg prøver på engelsk ”dream that you eat things”. Intet resultat. Jeg spørger min kollega Mathias Helt fra programmet ’Er du Sunshine’, hvad hans tolkning af min drøm er.

”Jeg tror, den handler om din datters forbrug af materielle ting.”

Det giver mening. Hun er teenager, og hun ringer dagligt og spørger, om jeg ikke kan mobilepaye hende nogle penge.

Jeg har været storforbruger af taleradio, og lige nu er jeg mest i vildrede over, hvor jeg skal gå hen. Hvilken knap skal jeg trykke på, når jeg vågner om morgenen og skal have et nyhedsoverblik.

Hvor skal jeg gå hen, når Radio24syv går ned?

Kommentarer
7
Helle Andrés
24.10.19 11:43
Godt spørgsmål. Jeg ved heller ikke, hvor jeg skal gå hen, når jeg bliver radiohjemløs i næste uge.
Fremhævet af Journalisten
Mette
24.10.19 13:32
Hvor er det fint skrevet, og meget rammende for alle os, der også bliver radiohjemløse lige om lidt.
Fremhævet af Journalisten
Inge Kryger
24.10.19 16:11
Så smukt, så smukt Dudu ...
Det er en skræmmende fadæse og ja, hvor går vi lyttere dog hen og endnu værre, hvor går I radioværter hen; jeg håber det bedste for alle parter.

Du gav mig svar på Ole i dit skriv, tak?
Det var en sjældenhed med så empatiske samtaler ud i æteren midt om natten, som du havde med bla ham på Nattevagten.
Her var en helt særlig kemi mellem jer to til stor glæde for i særdeleshed ham, os og dig; bare glad for at du nævnte ham!

Jeg krydser fingre for at alle jeres interessante kompetencer ikke forsvinder alt for langt væk.
Fremhævet af Journalisten
Jon Rostgaard Boiesen
25.10.19 03:14
Du har haft otte år til at optjene dagpengeret, så du ikke behøver gå på kontanthjælp, som vi var andre der var nødt til, da vi uden varsel blev fyret, fordi vi ikke var lige så gode til at slikke røv på cheferne - uden der var den ringeste form for solidaritet fra din side. Drop dit klynk!
Fremhævet af Journalisten
Ulle
25.10.19 05:30
Hey Duden, ah du finder en ny varmestue - fik artikel - R’N Rul;) Ulle
Kondolerer med din DAda ?
Fremhævet af Journalisten
Jytte Kynde
25.10.19 09:47
Så smukt og klogt skrevet Dudu. Du kom rundt om situationen på en ny og spændende måde. Ja ja hvor vil jeg savne jer, jeg ved heller ikke hvor jeg nu skal gå hen.
God vind til dig.
Fremhævet af Journalisten
torbenholm47@gmail.com
26.10.19 00:33
Fortvivlelse, afmagt og raseri. Aner ikke hvor jeg skal gå hen. Hvorfor finder vi os i dette overgreb? Alt har ikke været godt, men jeg vil ha’ mere, meget mere! Det er en politisk svinestreg at smadre denne fantastiske radio. Op til kamp!
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen