Rubrikken på den ene artikel hedder ’Frygtløse Claes Kastholm fylder rundt’, mens rubrikken på den anden er ’Den uforfærdede debattør Claes Kastholm er død’.
Men ellers er det svært at få øje på de store forskelle i Berlingskes nekrolog over avisens kommentator og skribent gennem mange år Claes Kastholm, der døde lørdag, og så avisens fødselsdagsomtale, da han fylde 70 år i 2012.
Størstedelen af nekrologens tekst er identisk med fødselsdagsomtalen fra 2012 af samme skribent. Og det er pinligt, mener journalist og forfatter Henrik Qvortrup, som mandag reagerede på Twitter.
Pinligt for @berlingske. Endda én af avisens egne. #dkmedier https://t.co/0BfTrokMci
— Henrik Qvortrup (@QvortrupHenrik) February 8, 2016
»En nekrolog er jo et særligt følsomt stykke journalistik. Og læg så dertil, at vi har at gøre med en af avisens hæderkronede medarbejdere. Det er bare noget sjusk, synes jeg. Der er kun én betegnelse for det, og det er pinligt,« siger han til Journalisten.
Qvortrup: Manglende respekt
Nekrologen har en ny sætning i indledningen, men ellers starter teksterne identisk:
”Claes Kastholm Hansen har i en menneskealder været en del af den offentlige mening. Han har været vidt omkring, siden han fra 1980ernes start, sammen med en anden kendt enfant terrible, Carsten Jensen, var fast daglig TV-anmelder på Politiken, dengang monopol-TV satte dagsordenen for, hvad danskerne talte om”.
Også passager om Kastholms opvækst, hans vej ind i mediebranchen og hans modvilje over for flokmentalitet er identiske med fødselsdagsomtalens tekst. Blandt de ting, der dog undlades i nekrologen, er detaljerne om Claes Kastholms dramatiske exit fra Ekstra Bladet.
Fødselsdagsomtalen er jo ikke så gammel, og ordene gælder jo stadig. Så hvad er problemet?
»Call me old fashioned, men jeg synes bare, at en mand som Claes Kastholm fortjente mere end copy-paste. Det er manglende respekt for en højt skattet og nu afdød medarbejder,« mener Henrik Qvortrup.
Berlingske afviser kritikken
Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, afviser, at der skulle være tale om manglende respekt. Det handler om avisens deadline:
»Vi fik meddelelsen om Claes Kastholms død kort før deadline lørdag til en søndagsavis, hvor han havde en stor kommentar. Vi fandt det derfor afgørende at have en nekrolog i søndagsavisen. Så folk ikke undrede sig, og så de kunne se, hvad der var sket. Der var derfor meget kort tid til at producere nekrologen,« siger han.
Hvorfor så ikke bare skrive i papiravisen, at I i anledningen af hans død har genoptrykt fødselsdagsomtalen fra 2012?
»Nu er det heller ikke kun et genoptryk - der er sådan set tilføjet nyt. Men jeg har ikke lyst til at gå ind i detaljerne om processen. Andet end at sige, at jeg synes, at redaktionen nåede at handle hurtigt og ordentligt i forhold til det, der er sket,« siger Tom Jensen.
Han langer desuden ud efter Henrik Qvortrup:
»Han aner ikke, hvad han udtaler sig om. Og jeg ved ikke, hvornår Henrik Qvortrup er blevet dansk presses etiske orakel,« siger Tom Jensen.
Berlingskes nekrolog over Claes Kastholm blev søndag fulgt op af en artikel om Claes Kastholms betydning for blandt andet dansk presse og kulturliv, påpeger Tom Jensen. Artiklen er publiceret på b.dk søndag kl. 22.
Opdateret kl. 15.56: Det er tilføjet til artiklen, at Berlingske søndag fulgte nekrologen op med en artikel.
19 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Undskyld, men hvorfor skulle Henrik Qvortrups mening betyde noget som helst i den her forbindelse? Så vidt jeg ved har han intet at lære andre om, hvordan man bedriver god journalistik.
Da jeg tidligere i dag talte med Journalistens reporter, lagde jeg vægt på, at Berlingske udover nekrologen, der blev bragt i en søndagsavis, som samtidig indeholdt Claes Kastholms sidste Læst og Påskrevet-kommentar, fulgte op med dette mindeord, publiceret på b.dk om søndagen og bragt over en helside i Berlingskes mandagsudgave.
http://www.b.dk/kultur/manden-der-blev-skabt-af-sammenbrud
Denne oplysning har Kerstin Bruun-Hansen af uransagelige årsager valgt at udelade af artiklen, som derfor samlet set giver et stærkt unfair og ufuldstændigt billede af Berlingskes omtale af Claes Kastholm Hansen ved dennes død.
Jeg forstår ikke, hvorfor Journalisten baseret alene på en kritik rejst på Twitter af Henrik Qvortrup, har haft behov for dette og for at insinuere, at vi på Berlingske ikke skulle have dyb respekt for Claes Kastholms mangeårige indsats for avisen og i øvrigt i dansk presse og kulturliv. Det er helt utilstedeligt.
Med venlig hilsen Tom Jensen, chefredaktør, Berlingske
Wow, Q mener noget random, den må vi ha'. Gab
Kære Tom
Tak for replik.
Jeg kan forstå på dit svar, at det er accepteret praksis på Berlingske, at genbruge fødselsdagsomtaler i nekrologer, uden at orientere læserne ved publicering.
Er det vejen frem for medier, der gerne vil købes? Det er jo oppe i tiden at tale plagiat, genbrug, kopiering, fornemmer jeg.
Og her er hensynet til oplysning af det betalende publikum vel i centrum?
Med mange venlige hilsner
Kære Øjvind
Jeg har forklaret din medarbejder om de særlige omstændigheder i forbindelse med dette og de særlige hensyn, vi måtte tage. Jeg har også forklaret, at vi søndag og mandag i papiravisen fulgte op med et mindeord, hvilket i første omgang helt uantageligt blev udeladt af artiklen. Og nu begynder du ubegribeligt nok at fable om plagiat.
Du kan forsøge at hænge dit hat på, hvad der skulle være "oppe i tiden", men: I vælger at bringe en historie, som insinuerer, at vi på Berlingske skulle tage det let, når en dybt respekteret og vigtig skribent på avisen afgår ved døden. Jeres krog til at gøre det er et tweet fra - af alle - Henrik Qvortrup. I vælger at blæse Qvortrups usmageligt dømmende tweet op og gøre det til afsæt for en urimelig journalistik vinkling om dette.
Er der virkelig ingen nedre grænse?
Flere