Det var måske ikke lige den
Det var måske ikke lige den måde, jeg havde forestillet mig, at vores fagblad skulle tage afsked med en af dansk presses enfant terrible og personlighed. Dem er der ikke voldsomt mange af.
Da jeg henvendte mig til redaktøren for at få ristet en rune over Kastholm, fik jeg et pænt svar om, at bladet ikke bragte nekrologer, for at komme ud af dilemmaet med at optage nogle og advis andre. Jeg vil ikke kalde det pinligt - blot fattigt.
For det er et trist farvel til en skrap pen

For mange læsere af Groft Sagt og bagsiden af Berlingske Søndags magasin har det været som at miste et kært familiemedlem.

For der er blevet delt ud med krabasken - til venstre og til højre, til indspisthed og politiske vennetjenester på højeste og laveste niveau.

Ingen er blevet sparet, når Castholm satte sig for at dykke ned i tal og underlige beslutningsprocesser, og læserne og det borgelige, tavse flertal nød hans evne til at spidde de frelste på venstrefløjen.

Castholm havde sine kæpheste -rydningen af Fredskoven og vindmølle-mafiaen var især dem, der fik læst og påskrevet - også i det, der skulle blive hans allersidste klumme.

Han havde igennem et langt journalistliv gjort sig både utilbens og uvenner med det meste af medie-parnasset og kollegerne i Politiken-segmentet, og historierne om hans sortie fra jobbet som chefredaktør på Ekstrabladet er sikkert stadig pligtviden og kuriøs underholdning på chefkurser om, hvordan det kan gå forrygende galt.

Men det anfægtede ham ikke. Han fik en livline til at skabe sig et nyt journalistliv som kommentator, og dukkede som en anden "Klodshans" fra HCAs eventyr op i Berlingskes Groft sagt, hvor der blev kastet med mudder til alle skriverdrengene ved hoffet.

Claes turde, hvor andre tav. Ære været hans minde. Han vil blive savnet.