At kalde Benjamin C. Bradlee for en intens mand med en forkærlighed for eder og forbandelser er en underdrivelse. For den verdensberømte tidligere chefredaktør for Washington Post, der døde tirsdag i denne uge i en alder af 93, bandede og svovlede som det, han også var, en tidligere marinesoldat, når bølgerne gik højt. Og det gjorde de tit. Samtidig formåede han som den storcharmør, han også var, at få en hel redaktion til at leve, danse, le og knokle som sindssyge i de 26 år, han stod i spidsen for avisen. Og han endte som den måske mest elskede og mest beundrede redaktør for en amerikansk avis nogensinde.

Bradlee er naturligvis i journalistkredse mest kendt som redaktøren, der i sin tid ledede slaget under Watergate, som endte med den eneste fyring af en amerikansk præsident nogensinde, Richard Nixon. Og for afsløringerne af The Pentagon Papers om Vietnam-krigen, som Washington Post afslørede sammen med New York Times og under protest fra den amerikanske regering, der beskyldte de to aviser for at kompromittere statens nationale sikkerhed. Bradlee blev senere udødeliggjort af Jason Robards, der vandt en Oscar i rollen som den let duknakkede redaktør med den dybe stemme i filmen ”All the President’s Men” – men den banebrydende redaktørs betydning for Washington Post rakte langt videre og dybere end Watergate.

I de 26 år, Bradlee ledede the Post, som Washington Post som oftest kaldes i avisens hjemby, viste han sig som en intens leder og en passioneret journalist. Men først og fremmest kom han til avisen med en vision i 1965 om at forvandle et regionalt dagblad med en søvnig redaktion og et tilsvarende støvet image, uden udlandskorrespondenter og uden features – der stort set var forbeholdt magasinerne i 1960’erne, til en langt skarpere, mere aggressiv, men også langt bredere avisudgivelse.

Missionen lykkedes, abonnementstallet blev fordoblet i årene under Bradlees ledelse; han opfandt nye sektioner, først og fremmest ”Style,” der også findes som særskilt sektion i avisen i dag, og Washington Post endte som en af verdens mest læste og respekterede aviser med et overflødighedshorn af politisk og økonomisk dækning af både inden- og udenrigspolitik og med en rodfæstet tradition for velskrevne features og seriøs dækning af kultur, litteratur og underholdning.

Der er ingen tvivl om, at det først og fremmest var Bradlee, som sendte avisen ud ad denne produktive sliske; med god bistand fra datidens udgiver, Katharine Graham, der nærede dyb veneration for sin chefredaktør og generøst forsynede Bradlee dels med de midler, der var nødvendige til at investere i transformationen af avisen, dels med den moralske opbakning, der krævedes, når ledelsen af avisen skulle stå fast over for politisk pres fra regering og præsident eller trusler om retssager og sanktioner, der akkompagnerede de mest opsigtsvækkende politiske afsløringer.

Bradlees betydning blev anerkendt af præsidenten tirsdag.

Obama fremhævede i en presseudtalelse, at ”journalistik var mere end en profession for Benjamin Bradlee; det var et offentligt gode, der er altafgørende for vort demokrati. Som en ægte avismand forvandlede han Washington Post, så den blev en af vort lands fineste aviser. Med ham ved rorpinden og med en voksende skare af journalister blev The Pentagon Papers offentliggjort, og Watergate blev afsløret. Han sørgede for, at historier, der skulle fortælles, også blev fortalt. Historier, som hjalp os til at forstå både verden og hinanden lidt bedre. Den standard, han satte for ærlig, objektiv og grundig journalistik, opmuntrede mange til at blive en del af medieverdenen. Og det var netop den standard, der gjorde, at jeg sidste år med stolthed tildelte Ben the Presidential Medal of Freedom”.

Under Bradlees ledelse vandt Washington Post 17 Pulitzer Priser (hvilket skal sammenlignes med, at avisen i hele sin levetid før Bradlees ankomst til redaktørstolen kun havde formået at vinde fire).

Ud over præsidenten stod en hærskare af kendte medieskikkelser – særligt fra Washington Post selv – også klar med mindeord:

”Ben Bradlee var sin tids bedste amerikanske avisredaktør, og ingen moderne redaktør har haft større indflydelse på sin avis, end han havde,” lød det eksempelvis fra Donald E. Graham, der efterfulgte sin mor, Katharine Graham, som udgiver af avisen.

Bradlees egen efterfølger som chefredaktør for Washington Post, Leonard Downie Jr., der overtog jobbet i 1991, og som i dag er professor i undersøgende netjournalistik ved Arizone State University, fortalte også tirsdag, at Ben Bradlees indflydelse var ”mærkbar år efter, at han havde trukket sig tilbage; og den udmærkede avisen og vores nyhedsredaktion i amerikansk journalistik.”

Larry Kramer, der i dag udgiver USA TODAY, men som tidligere har været redaktør ved Washington Post, kaldte Bradlee for ”den mest fantastiske avisredaktør i historien, og den mest karismatiske chef, jeg nogensinde har arbejdet for, eller set for den sags skyld. Han var et vidunderligt menneske og en inspiration som leder. Hans ledesnor var så stærk, fordi den var så enkel. Han var besat af at vinde, af at komme først og være bedst hver eneste gang, og han var ikke tilfreds, før det gjaldt hver eneste artikel i avisen. Men det virkeligt magiske var hans måde at lede på. Det var så naturligt for ham at lede, at hvis man arbejdede for ham, opdagede man næsten ikke, at man var blevet udelt loyal over for ham. Hans råd handlede så meget om, at man bare skulle gøre det, der var rigtigt, at man af og til ikke engang lagde mærke til, at han havde givet dig et godt råd, og at man faktisk bare fulgte det”.

Det er for disse egenskaber, at han vil blive husket i Washington DC og omegn. Som en dybt passioneret, magisk engageret, legende og overbevisende begavet journalistisk personlighed. Som hans tidligere medarbejder og nuværende redaktør for tidsskriftet The New Yorker David Remnick skrev om Bradlees optræden i redaktionssekretariatet på nyhedsredaktionen, avisens hjerte, i 1995:

”Jeg betragtede ham med den samme benovelse som et barn, der med ærefrygt stirrer på den udstillede blåhval i American Museum of Natural History. Den måde, han konstant bevægede sig rundt i rummet på og beherskede det. Hvis han stoppede op for at tale til dig, så følte du dig skinnende gylden og udvalgt; hvis han ikke bemærkede dig, var du bare et stykke kød.”

Selv brød Bradlee sig ikke meget om myten eller fortællingen om ham som den altdominerende, frembrusende og karismatiske redaktør: ”Tilfældigvis fik jeg det rigtige job på det rette tidspunkt, og jeg kvajede mig ikke,” sagde han til American Journalism Review om sig selv i 1995.

Så kort kan det også siges. Men det ville dog næppe være retfærdigt og i hvert fald ikke dækkende for en mand, der ud over sine journalistiske meritter også havde en enorm venneskare, der bl.a. talte præsident John F. Kennedy, der var hans gamle nabo, og som også nåede at være gift tre gange og få fire børn.