Enhver virksomhed med respekt for sig selv har en informationschef – og gerne en med solid journalistisk baggrund. Anna Vinding er sådan en, og hun er det i en af landets største virksomheder. JOURNALISTEN er med hende på arbejde … og dog.

1,7 kg informationsmateriale har fundet vej til JOURNALISTENs redaktion. Pjecer, årsberetninger og medarbejderaviser er landet på et skrivebord på Gammel Strand med venlig hilsen fra DSB Kommunikation i Sølvgade i det indre København.

"Som virksomhed bliver du nødt til at være åben, hvis du vil overleve, og for at leve op til vores egen kommunikationspolitik, siger vi som udgangspunkt altid ja til pressen," siger Anna Vinding, DSBs informationschef.

Hun har sagt ja til JOURNALISTENs forslag om at følge hendes arbejde. Med Anna Vindings egne ord har vi indgået en "kontrakt", og den lyder: JOURNALISTEN følger informationschefen en hel dag, kun afbrudt af et lukket direktionsmøde, hvor hendes medarbejdere til gengæld står til rådighed for spørgsmål.

At DSB er en koncern, der går op i åbenhed over for pressen, er man ikke i tvivl om, når man læser de 1,7 kg udgivelser, som DSB Kommunikation står bag.

"Kommunikationsarbejdet skal på alle planer baseres på åbenhed og præcision," og "Med åbenhed menes, at DSB udviser både vilje og evne til at informere ærligt og reelt," står der i DSBs Koncernkommunikationspolitik.
"Jeg har en klar fornemmelse af, at vi får bedre behandling i pressen end de virksomheder, der klapper i som en østers. Åbenhed giver goodwill blandt journali-ster," siger Anna Vinding, der har en lang karriere bag sig som journalist, redaktør og formand for Cavling-komiteen.

Hun er om nogen kvalificeret til at være eksempel på den voksende skare af garvede journali-ster, der skifter side og vælger at bruge deres håndværk i kommunikationsarbejde.

Åbenhed
Medarbejdere fra passagerbladet Ud & Se, personaleavisen DSB i dag, hjemmesiden og Pressekontakten mødes til en briefing hver morgen klokken 9.00 på Anna Vindings kontor. Der er dækket op til kaffe. Men mange af mødedeltagerne står op ad dørkarmene, halvt på vej ind halvt på vej ud igen.

En buschef har udtalt, at det er blevet svært at drive bustrafik over Øresund efter DSBs togsucces på ruten. Det er en positiv DSB-nyhed, der er med til at styrke koncernens image. Derfor skal den helt frem på web-sidens forside.
"Det er et guldcitat. Den ligger lige til benet. Skal vi ikke køre den som dagens nyhed på nettet," spørger Manuel Vigilius, DSBs webredaktør. Alle nikker samstemmende.

"Internettet bryder mediernes nyhedsmonopol, og det har ændret en masse ting for os," siger Anna Vinding og giver et eksempel på Internettets brugbarhed i kommunikationsarbejdet. En artikel i Børsens Nyhedsmagasin var ifølge DSB voldsomt fejlbehæftet. Anna Vinding henvendte sig personligt til Børsens Nyhedsmagasin, men de afviste at rette de påståede fejl.

"Så lagde vi vores version af historien ud på nettet. Det er jo en mulighed, vi har fået med det nye medie," konstaterer Anna Vinding.

Tyve minutter er der gået, siden hun trådte ind ad døren på sit kontor denne morgen. Et andet sted i den gamle kaserne i Sølvgade, som huser DSBs hovedkvarter og kommunikationsafdelingen, venter det planlagte direktionsmøde på hende.

"Jeg skal til et direktionsmøde, som du ikke kan komme med til, men mine medarbejdere er indforstået med at tale med dig om alt, hvad du vil vide, mens jeg er til møde," siger Anna til gæsten fra JOURNALISTEN og slutter morgenmødet.

Åben avis
Udflugten blandt DSBs kommunkationstropper starter hos redaktøren af den interne personaleavis DSB i dag. Keld Søgaard inviterer indenfor og lukker døren bag sig. På væggen kommer et diplom til syne. DSB i dag var Euro-pas næstbedste personaleavis i 1998.

"DSB i dag er en åben avis, der fungerer som debatforum mellem medarbejdere og ledelse," siger Keld Søgaard. Åbenheden kommer til udtryk i den frie debat og interne kritik, der finder vej til avisens spalter. Det er på trods af, at avisen i princippet er ledelsens avis, idet udgiveren er DSB.

"Internt i DSB har vi forskellige holdninger til, hvor åben en intern avis bør være. Indimellem får vi på ørerne for at være for åbne, men i sidste ende har vi alligevel altid fået fuld opbakning fra ledelsen," siger Keld Søgaard og forklarer, at det giver avisen et troværdigt image udadtil, at den skriver kritiske artikler om ledelsens beslutninger.

Imagehensynet viser sig at være centralt, for DSB i dag er en intern avis, der også sendes ud til de fleste medier. I lyset af avisens brogede postliste, går JOURNALISTENs udsendte redaktøren på klingen om den redaktionelle frihed. Keld Søgaard indrømmer, at avisen er en del af virksomheden DSB og skal bidrage til virksomhedens overlevelse. Derfor er der ind imellem historier, der ikke kan fortælles. Til gengæld er der andre historier, der godt må fortælles videre i den journalistiske fødekæde.

"Avisen er ikke en kamufleret pressemeddelelse, men ind imellem hænder det, at journalister skriver vores artikler direkte af og putter deres egen byline på. Og vi er da ikke blinde for, at journali-ster meget gerne må få fat i vores historier," siger Keld Søgaard.

Uden for Keld Søgaards kontor dukker Anna Vinding op. Blokken har plads til mange flere citater fra informationschefens mund. Nu skal det være.

"Jeg har ikke tid lige nu. Jeg skal til et fortroligt møde. Men vi kan tales ved kl. 15," siger Anna Vinding og løber videre, mens hun peger på et kontor på sin vej og tilføjer:

"Har du talt med vores webredaktør Manuel Vigilius? Det kan du sikkert få en masse spændende ud af."

Åben webside
Tre kontorer fra DSB i dags redaktør sidder webredaktøren. Han er ikke-kommerciel webredaktør. Pointen er, at han ikke laver netinformation med marketing for øje, men med sine journalistiske idealer om troværdighed i behold.
"Selvom jeg arbejder i en kommunikationsafdeling, så tænker jeg meget journalistisk. DSB skal være åbne, også på nettet," siger Manuel Vigilius og fortsætter:

"Det nytter ikke kun at skrive pæne ting om DSB i vores netnyheder. Det er utroværdigt, og der er ingen andre end den administrerende direktør, der gider læse det."

DSBs webredaktør er selv uddannet journalist, og det er i høj grad også journalister, han ønsker at nå med hjemmesiden. Hvis en journalist sidder på trafikstoffet på en avis, så klikker han sig før eller siden også ind på DSBs hjemmeside. Det samme gør journalisten, der pludselig skal dække en togulykke. Det er i hvert fald Manuel Vigilius' ambition. Det er også hans ambition at levere de informationer, som journalister har brug for lige nu og her.

"Lad os sige, at et tog kører af sporet, så skal journalister kunne gå ind på vores hjemmeside og finde relevante fakta om ulykken. Det kunne blandt andet være statistikker, der fortæller, hvor meget mere farligt det er at køre i bil end i tog," siger Manuel Vigilius.

"Det er ingen hemmelighed, at når vi lægger information ud på nettet, så gør vi det ud fra en afvejning af hvilke fakta, der hjælper DSBs sag, og hvordan vi får bedst omtale i medierne," uddyber webredaktøren. Det, mener Manuel Vigilius, undergraver ikke hans journalistiske troværdighed.

"Jeg mener egentlig, at det, jeg laver her, er mere ærligt overfor læserne, end det ofte er i aviserne. Vi står jo ved, at vi plejer kommercielle interesser" – et udsagn, der umiddelbart står i kontrast til hans udsagn om at være ikke-kommerciel webredaktør. Han uddyber:

"På aviserne er det skjult, men de har også mange interesser, de skal varetage."

Grænser for åbenhed
Klokken 15.00 er døren til Anna Vindings kontor lukket. Sammenlagt har JOURNALI-STENs udsendte set hende i 21 minutter. Hendes sekretær kan fortælle, at hun nok snart er færdig med mødet – og at hun skal videre til et andet klokken 16.00. Et kvarter senere går informationschefens dør endelig op, og hovedpersonen inviterer indenfor.

– Du er forsvundet ind bag lukkede døre hele dagen. Hvorfor måtte JOURNALISTEN alligevel ikke følge dig?

"Fordi du på møderne ville få forretningshemmeligheder at vide, som ikke er til offentliggørelse. En kommunikationsafdeling flyder med konfidentielle papirer," siger Anna Vinding og tilføjer:

"Men vores arbejdsmetoder er ikke hemmelige. Og det er i øvrigt heller ikke hokus pokus eller særlig kinesisk, det vi laver her."

Hun mener selv, at hendes opgave som informationschef er at bruge sit journalistiske håndværk til at få DSBs synspunkter så reelt som muligt genspejlet i medierne. Det er en stor fordel, at hun ved, hvordan pressen fungerer. Derfor ved hun også, at det ikke hjælper noget at narre pressen. Hun er slet ikke sikker på, at man kan det.

"Jeg går ikke rundt og smører lyserød maling på DSB, for det holder ikke en meter. Journalister er ikke dumme."

Anna Vinding mener heller ikke, det nytter noget at lægge røgslør ud, hvis DSB har en dårlig sag, for risikoen for, at journalister afslører sagens rette sammenhæng, er alt for stor. Afsløringer har altid, ifølge DSBs informationschef, meget større konsekvenser end sagen i sig selv. Pludselig står man med et forklaringsproblem, der er meget større end det oprindelige problem.

"Det, der ikke kan forklares, kan heller ikke forsvares," siger Anna Vinding.

Derfor er hendes anden store opgave som informationschef at rådgive ledelsen i, hvordan kommunikation tænkes ind, allerede før beslutninger tages. Hun har noget, hun kalder Ekstra Blads-syretesten.

"Det er en syretest, jeg tit bruger på ledelsen. Og den gør ondt. Jeg spørger dem, om de har lyst til at se deres beslutning i Ekstra Bladet i morgen. Hvis de ikke har, så må de lave beslutningen om, eller være klar til at argumentere for den," siger Anna Vinding og tilføjer:

"Jeg har jo også investeret min egen journalistiske troværdighed i det her job."