search

Læserne skal kende krigen

Per Nyholm, Jyllands-Posten, har de seneste 15 år befundet sig mellem snigskytter og granater. Han er ikke modig, siger han – men han når at dukke sig, når der bliver skudt på ham. Hjemme slapper han af med barokmusik og guldalderkunst.

Krigskorrespondenter bliver blødere og mere følsomme i takt med al den ulykke, de ser. Det påstår en af dem, Per Nyholm, korrespondent på Jyllands-Posten. Når han går ud om morgenen for at lave en reportage, ved han ikke, om han er intakt ved mørkets frembrud. Samtidig siger han selv, at han ikke kan passere et døende menneske uden at gøre noget.

"Man går i stykker inde i sig selv, hvis man reagerer kynisk og aggressivt. En måde at overleve på er at solidarisere sig. På Balkan med muslimer, kroater og serbere. I Mellemøsten er det menne-skerettighederne. Man skal ikke tage stilling, men engagere sig i det, de lider under," siger Per Nyholm.

Som korrespondenten sidder på restauranten på Gammel Strand i København med udsigt til Thorvaldsens Museum og Christiansborg ligner han det, han også er: En æstetiker, en kunstelsker og en levemand med sine initialer broderet på sin eksklusive skjorte. Han taler begejstret om at holde ferie i Danmark, og om at tilbringe otte dage af sommerferien på Avernakø med friske staldkyllinger og nyopgravede kartofler – og sin veninde fra Wien. Indimellem arbejdede han lidt på en nekrolog om paven. Den slags kræver et stort forarbejde og skal ligge parat på computeren. I efterårsferien sejlede han med Hurtigruten rundt om Nordkap, fortsatte med taxi og tog fra Kirkenes over Ålandsøerne til Helsingfors.

"Skønt," siger han om turen.

Han interesserer sig for barok-musik og billedkunst, har selv guldalderkunst på væggene hjemme i Rom og skriver gerne om bløde emner, men det er for sjældent, synes han selv. Konflikterne på Balkan og i Mellemøsten gør, at han oftere befinder sig mellem terrorister, snigmordere og soldater.

Det er svært at forestille sig den firskårne, 59-årige gentleman med gråt skæg og høje tindinger flygte fra en snigmorder.

"Jeg kan ikke løbe, har haft dårligt knæ i mange år, så jeg dukker mig. Men man lærer også at bevæge sig, så snigskytterne ikke kan følge en."

Det er ikke noget, Per Nyholm har lært på et kursus. Det handler bare om at tænke sig om, siger han. Hans eneste motion består i at gå ned fra den romerske lejlighed på 4. sal. Når han skal op, tager han elevatoren.

 

Menneskefjendsk ligegyldighed
Opfattelsen af forhærdede og kyniske krisreportere holder ifølge Nyholm ikke. Han græd, da han så albanerne flygte bærende på småbørn, fordrevne fra deres landsbyer. Han har hjulpet en halvdød palæstinenser ud forbi vrede israelske soldater, der truede med at skyde, han har givet mad til sultende familier.

Ifølge Per Nyholm findes den virkelige kynisme ikke blandt krigskorrespondenter, men blandt folk der ikke orker at sætte sig ind i baggrunden for en konflikt.

"Jeg hørte en DR-journalist sige, at han sgu fandt situationen på Balkan så kompliceret, at han ikke gad sætte sig ind i den. Det er menneskefjendsk. Hvordan kan man som europæer sige sådan?" spørger Per Nyholm. Den samme holdning har han mødt i spørgsmålet om Mellemøst-konflikten.

"Den er ikke kompliceret. Det handler om almindelige gængse menneskerettigheder."

Hen over frokostbordet med Christiansø sild, Nyholm insisterer på at betale, redegør han for Israel-Palæstina-konflikten:

"Gaza-striben er på størrelse med Langeland. Her bor 1,3 millioner mennesker, hvoraf de 800.000 er flygtninge. De er spærret inde på et lille område, idet store dele af kystlinjen er optaget af ulovlige indvandrere, 5000 jøder, der bruger 60 procent af stedets vand, fordi de vil drive landbrug. De 1,3 millioner må klare sig med 40 procent af vandet. Det ville ingen acceptere i Vesten, men vi accepterer det, fordi Eu-ropa har dårlig samvittighed over folkemordet på israelerne. Kritiserer man det, bliver man beskyldt for at være antijødisk."

 

Afhængig af sin bedste ven
Per Nyholm fortæller, at han med årene er blevet meget følsom over for problemer, der burde løses rationelt.

"Det er vanskeligt at stå i en lille by uden for Pristina i Kosovo og en årle morgen se tusinder af albanere bærende på småbørn fordrevne fra deres hjem. Jeg kunne ikke finde fotograf Carsten Ingemann, men det var jeg glad for, fordi jeg stod og græd. Da jeg ledte efter ham, stod han under et træ på en sidevej og græd. Det har ikke noget at gøre med det billede, man har af forhærdede krigskorrespondenter," siger Per Nyholm og fortæller, at samme Carsten Ingemann en gang købte en ko til en fattig albansk familie og betalte for at få den opstaldet. Han ville sikre sig, at familien hver dag fik mælk til deres børn, og at de ikke solgte koen.

De to fik respekt for hinanden i vinteren 92-93, da de sad i ruinerne af Holiday Inn i Sarajevo, "mens raketter og bomber føg om ørene på os". Siden har de ofte fulgtes ad ud til konflikterne.

"Vi sad på et iskoldt, mørkt hotel og havde næsten ikke noget mad. Jeg var forbløffet over, at vi kunne klare at være der den vinter," siger Per Nyholm og tilføjer:

"Carsten Ingemann er måske min bedste ven. Vi har delt så meget og reddet hinanden, vi er fuldstændig afhængige af hinanden, når vi er ude," siger Nyholm. Samtidigt taler han om, at det er så berigende at være ude i konfliktområderne, og at han ikke kan forstå, at der ikke er flere, der tager af sted.

"Der var masser, freelancere kunne lave, da der var krig på Balkan. I øjeblikket kunne de slå sig ned i Mellemøsten. Ditte Bjerregård har gjort det, hun er modig (nyuddannet fotojournalist, red.). Jeg synes, de unge skulle bevæge sig mere ud, lære mere," siger krigskorrespondenten og understreger, at det er vigtigt at sætte sig ind i den _historiske og kulturelle baggrund, inden man rejser ud.

"Det er derfor, jeg er vred på DR-manden. Det er ikke svært at sætte sig ind i en konflikt. Man skal have styr på myterne og bevæggrundene, ellers bliver man nemt revet med af blod og død."

Selv værdsætter Per Nyholm at læse journalist Franz von Jessens rejsebeskrivelser (1870-1949). Han rejste med muldyr og 12 tjenere og var en fremragende journalist. Per Nyholm nyder især von Jessens sublime sprogbehandling.

"Cavling var også god, men lidt mere overfladisk," siger Per Nyholm.

 

Folk skal kende krigen
Prisen for at være krigskorre-spondent er, at nogle venskaber er gået tabt.

"Jeg er ikke den person, jeg var for 10-12 år siden. Jeg er mindre naiv," siger Nyholm. Gamle venner er røget, fordi "vi voksede fra hinanden", forklarer han og erkender blankt, at han ofte bliver lidt kort for hovedet, må-ske endda arrogant og i hvert fald utålmodig, når danskerne diskuterer hverdagsproblemer.

"Man kan umuligt forestille sig, hvordan livet egentlig er andre steder, sådan en solskinsdag på Gammel Strand," siger Per Nyholm.

Han betegner ikke sig selv som en modig mand – eller dumdristig. Når han har klaret sig igennem ladte maskinpistoler, granater og snigskytter, skyldes det elementære sikkerhedsforanstaltninger. Den vigtigste er aldrig at provokere.

"Hvis jeg bliver standset eller arresteret, så er jeg venlig og høflig, men meddeler også, at jeg ikke giver ved dørene. Jeg er ikke bange, heller ikke modig, men meget observant. Jeg bruger mig selv og bliver glædeligt overrasket over, hvor meget man kan holde til."

Myten om, at krigskorrespondenter helst skal ud og have et "kick" med jævne mellemrum, afviser Nyholm også.

"Det er ikke nødvendigt for mig at være i krig, men jeg gør det gerne, fordi det er vigtigt, at folk kan høre, hvad der foregår, og selv tage stilling. Også politikerne derovre," siger han og peger over mod Christiansborg:

"De ved ikke nok. I øvrigt lærer man også sig selv at kende."

 

Gå uden for døren
Det er ofte tilfældigheder, der bestemmer, hvilken historie Nyholm og Ingemann får med hjem. Når de står i en fremmed by, tager de en tilfældig vej ud.

"Kører vi til højre får vi en hi-storie, kører vi til venstre, får vi en anden. Mange siger, at du kan sagtens, du kan rejse, men man kan da bare sætte sig op på sin cykel. Vi skal ud af røret, lære at være mere opsøgende. Vi skal lære at tage af sted uden at vide, hvor dagen ender."

Nyholm fortæller om en snigskytte ved et krigsmindemærke i udkanten af Sarajevo. Nyholm sad sammen med Carsten Ingemann og Jan Stage og hvilede sig, da et projektil ramte stenen lige ved siden af.

"Snigskytten kan se dig, men du aner ikke, hvor han er. Man skal bevæge sig, så den, der sigter, ikke har føling med dig."

Først løb Stage, så løb Nyholm og til sidst Carsten Ingemann. Han faldt med alt sit fotoudstyr på trappen ned fra mindesmærket.

"I en sådan situation gælder det om at være i god fysisk form. Man ved ikke, hvad der sker, eller i hvilken retning man skal løbe – det er svært at beregne, hvor et tørt skud kommer fra," siger Per Nyholm, som tilføjer, at det er sjældent, der er nogen, der er ude på at myrde journalister, men man kan blive dræbt ved et uheld.

Per Nyholm har lige rejst rundt i Polen, Tjekkiet, Ungarn og de andre lande fra den gamle østblok. De lande har han fulgt tæt siden midten af 80erne. Denne gang var det for at portrættere intellektuelle i "de nye lande".

"Det har været fantastisk at følge et forløb fra start til slut. Man er tilskueren, der leverer råmaterialet til fremtidens hi-storiebøger. Det er ikke den endegyldige sandhed. Det skal det heller ikke være. Man kan ikke være fejlfri hele tiden, men fejlene skal rettes. Der er din sandhed, og der er min. Der er en virkelighed, og den kan beskrives på mange måder," siger Per Nyholm og fortsætter:

"Det essentielle valg møder du allerede, når du går ud af redaktionshuset. Skal du gå til højre eller til venstre? Det er dit valg."

 

PER NYHOLM
59 år

Begyndte i mesterlære på Kolding Folkeblad og Folkebladet i Ringsted i 1960-63. Kom dernæst til Ritzau, Information og NB. Var på Politiken i tre måneder, men syntes ikke, der var morsomt. Senere var han på Aktuelt, inden han i 1980 kom til Jyllands-Posten med bopæl i London. Her kunne han mærke, at det begyndte at gære i Østeuropa og meddelte, at nu ville han flytte redaktionen til Wien. Herfra dækkede han omvæltningerne i Østeuropa og Balkan.
I 1996 udvidede han området til Italien og flyttede til Rom.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen