Før i tiden var en journalist demokratiets vagthund. Journalisterne tjente "offentligheden". En ny undersøgelse viser, at næsten hver anden journalist arbejder eller har arbejdet for andre end "offentligheden". Pr- og informationsarbejde er blevet en del af faget, og det har splittet os.

Vi taler om Morten Løkkegaard. Troværdig journalist i DR. Ved siden af sit arbejde i TV-Byen har Morten Løkkegaard holdt foredrag og lavet interviewøvelser. Blandt andet for ledere i private og offentlige virksomheder.
Er det i orden?

Vi taler om Eva Jørgensen. Hun forlod TV-Byen for at arbejde for rengøringskoncernen, ISS. Efter ni måneder vendte hun tilbage. Som uafhængig journalist.

Er det i orden?

Det drejer sig også om Per Laursen, som i flere år skrev for det uafhængige nyhedsbrev Media-watch samtidig med, at han arbejdede for en af nyhedsbrevets hovedkilder MTG (se JOURN. nr. 10/2002).

Er det i orden, at uafhængige journalister sælger deres arbejdskraft til en bestemt virksomhed eller en bestemt holdning?

44 procent af de journalister, der beskæftiger sig med traditionel journalistik og samtidig har regelmæssig kildekontakt, har på et eller andet tidspunkt lavet pr- eller informationsarbejde.

Der er stor forskel på, hvordan journalisterne har besøgt den "anden side af bordet". Nogle har taget en pause fra traditionel journalistik, andre har blot lavet enkeltopgaver for virksomheder, mens en gruppe dyrker pr- og informationsarbejde sideløbende med journalistikken og inden for samme stofområde.

Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Institut for Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.

"Man skal passe på med at udråbe forfaldtendenser. Men journalistikken er et fag, der er omspundet af ord som autonomi, uafhængighed og selvstændighed," siger Nete Nørgaard Kri-stensen, ph.d-stipendiat, der står bag undersøgelsen.

"Det forventes, at man som journalist varetager offentlighedens interesser. Jeg er godt klar over, at det ikke udelukkende er sådan i virkelighedens verden. Men når knap halvdelen er i berøring med informationsarbejde, så mener jeg, at der er noget, der bør tales om," siger Nete Nørgaard Kristensen og tilføjer:

"Hvis man laver en kommunikationsopgave, er man ikke uafhængig, man er styret af en interesse."

 

"Faglig splittelse"
Redaktør Morten Løkkegaard er en af dem, der er blevet talt flittigt om. Han havde den tvivlsomme fornøjelse at være føljeton i Ekstra Bladet i forsommeren. Ligesom Mogens Rubinstein og flere andre i DR har han en driftig foredragsvirksomhed. Han taler for offentlige og private virksomheder, højskoler og aftenskoler. Morten Løkkegaard fortæller, hvordan pressen arbejder, samt hvor stærkt tv-mediet virker. Han har også lavet interview-øvelser. Han kalder det selv "demonstrationer", mens andre bruger ordet medietræning. Interviewene er blevet optaget på video, så publikum efterfølgende kunne se dem.

Morten Løkkegaard afviser, at han har gjort noget forkert og han mener, at diskussionen om hans foredrag er præget af hykleri.

"Vi prædiker evig og altid åbenhed over for alle andre, men når det kommer til vore egne metoder stopper åbenheden. Har vi noget at skjule? Hvad er det for tricks eller specielle koder, som ikke kan demonstreres uden at kolleger skal udpege os som kapitalens lakajer?" spørger Morten Løkkegaard.

Redaktøren holder stadig sine foredrag, men han er blevet tvunget til at droppe interviews og kamera, fordi nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen har præciseret de interne regler.

"Jeg følger selvfølgelig reglerne," siger Morten Løkkegaard, der dog ikke mener, at regler kan dække alle situationer.

"I sidste ende er grænsedragningen et spørgsmål om den enkelte journalists personlige og faglige integritet," mener han.

Det er kun fire ud af ti journalistiske arbejdspladser, der har bijob-regler som DR. Derfor er den personlige grænsedragning helt central, og undersøgelsen fra Københavns Universitet viser, at der er stor forskel på, hvor den enkelte journalist trækker sin grænse.

43 procent mener, at "en journalist under ingen omstændigheder eller på noget tidspunkt må varetage pr- og informationsopgaver" (flere spørgsmål og svar på næste opslag). Samtidig har nogenlunde lige så mange erkendt, at de allerede har udført pr- og kommunikationsopgaver.

"Undersøgelsen tegner billedet af en faglig splittelse," mener Nete Nørgaard Kristensen.

 

Nødvendig uafhængighed
Journalist og lektor Simon Andersen hører til dem, der er imod enhver sammenblanding af journalistik og informationsarbejde. Underviseren ved journaliststudiet på Roskilde UniversitetsCenter mener, at Løkkegaard – og enhver anden i DR, der sideløbende med deres job giver medietræning – burde "sparkes ud".

Simon Andersen synes, at det er dybt mærkeligt, at journalister skal lave informationsarbejde.

"Mange af de studerende, jeg får nu, opfatter sig som kommunikatører. For dem er det helt ligegyldigt, om de bliver fundraisere i Amnesty eller skal skrive for Politiken. Det sløver folk, hvis ikke de ved, om de er det ene eller det andet. De bliver aldrig gode journalister. Det er en forbandet udvikling," mener Simon Andersen, der selv har en fortid på Jyllands-Posten.

Han ser selv på journalistik som et kald. Derfor bryder han sig ikke om, at journalister "shopper" mellem journalistikken og informationsbranchen.

"Problemet er, at de ikke har det der holdningsmæssige udgangspunkt, som er så vigtigt. Journalistik er noget af det mest væsentlige, man kan beskæftige sig med. Men for dem er det et arbejde. De møder, så kommunikerer de, og så går de hjem. De knytter ikke næverne."

Karin Sloth er uenig. Hun er uddannet journalist, har i mange år arbejdet som journalist og har undervist i undersøgende journalistik på Danmarks Journalisthøjskole. I dag er hun ansat i Dafolo, hvor hun udelukkende laver pr- og informationsarbejde, og så er hun formand for den hurtigst voksende gruppe i Dansk Journalistforbund, Kommunikationsgruppen.

 

Hvem er lakaj?
"Lad mig give et eksempel!" lægger Karin Sloth ud.

"Når LO til januar lancerer sit nye image, vil den typiske journalistiske tilgang være at beskrive præsentationen og lade "et par folk på gulvet" kommentere. Men som journalist kan man også angribe det på en anden måde," siger Karin Sloth og forklarer, at man i stedet kan finde ud af, hvilke grupper LO gerne vil favne. Herefter laver man grundige interviews for at finde ud af, hvad de forskellige grupper ønsker af LO. Til sidst kan man sammenligne resultatet med LOs udspil.

"Hvad er mest journalistisk?" spørger Karin Sloth og undlader at sige, at metode 2 er typisk for informationsfolk.

"Man taler om kapitalens laka-jer. Men er en kommunikationsarbejder, der er ansat i Københavns Amt, en lakaj? Eller er en journalist på Berlingske, der skal skaffe 15 procents overskud til Orkla, en lakaj?"

Karin Sloth mener, at journali-stik og informationsarbejde er den samme disciplin. Hun køber på ingen måde, at journalistik per definition er uafhængig og informationsarbejde bestilt arbejde med begrænset journalistisk frihed.
"Det piner mig at se, hvor mange pressemeddelelser der ryger uredigeret igennem, og hvor mange historier der ikke er dokumenteret," siger Karin Sloth.

"Hvad skal vi bruge uafhængig journalistik til, hvis journalisterne ikke stiller spørgsmålstegn ved det, folk siger og selv påtager sig ansvaret for at undersøge deres påstande?" spørger hun.

 

"Ud med informationsfolk"
Simon Andersen og Karin Sloth. Journalisten og kommunikatøren. På overfladen to personer i hver sin grøft. Men måske ikke alligevel. De er nemlig enige om, at journalister som Morten Løkkegaard ikke skal give offentlige eller private chefer undervisning i at håndtere pressen. Ligesom de heller ikke mener, at den samme journalist kan arbejde for et firma og samtidig lave journalistik om firmaet.

"Du kan ikke fastholde det kritiske blik i den situation. Du kan ikke analysere dig selv," siger Karin Sloth.

De går også begge med til "sidespring", hvor en journalist prøver informationsjobbet i en periode. Simon Andersen ser dog helst rendyrkede journalister, men så længe man ikke 'shopper' frem og tilbage, vil han ikke fordømme et enkelt sidespring.

Og så er der en overraskende lighed mere. De løser begge opgaver i det private erhvervsliv. Journalisten Simon Andersen holder foredrag om pressen.

"Nu er jeg væk fra aktiv journalistik og tager derfor ved enkelte lejligheder penge for at fortælle medicinalindustrien, at den opfører sig som landevejsrøvere. Men jeg har da også spurgt mig selv, om det er i orden. Det har jeg. Jamen, skriv bare det."

Simon Andersen bekræfter dermed Karin Sloth i, at det er meget svært at sætte en grænse for, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok.

Journalisten og kommunikatøren er også enige om, at debatten er meget vigtig. Men mens Simon Andersen håber, diskussionen fører til opsplitning mellem journalister og informationsmedarbejdere; "Et journalistforbund uden informationsfolk", så ser Karin Sloth gerne det modsatte.

"Hvorfor ikke se i øjnene, at de journalistiske metoder har sejret og nu også er en efterspurgt vare uden for den medieverden, som blev skabt i forrige århundrede?"

 

LÆS OGSÅ: Et sidespring på ni måneder, Kommunikatisten og "Medierne har problemet"

HVAD ER I ORDEN?
Nete Nørgaard Kristensen, har som grundlag for sin ph.d ved film- og medievidenskab på Københavns Universitet udsendt et spørgeskema til 1587 journalister. Journalister, der alle arbejder med journalistik i traditionel forstand og er i kontakt med kilder. 527 svar indgår i undersøgelsen. Hele forskningsprojektet forventes at blive offentliggjort i marts 2003.

Har du på et eller andet tidspunkt varetaget pr- eller informationsarbejde?
– 13 procent – Ja, og gør det fortsat.
– 31 procent – Ja, men gør det ikke mere.
– 55 procent – Nej.

Hvis ja – Arbejdede/arbejder du samtidig som (medie)journalist?
– 28 procent – Ikke samtidig.
– 16 procent – Freelance inden for et andet stofområde.
– 11 procent – Freelance inden for samme stofområde.
– 24 procent – Fastansat inden for andet stofområde.
– 20 procent – Fastansat inden for samme stofområde.

Holdninger til journalisters varetagelse af pr- og informationsarbejde.
– 6 procent – En journalist må gerne varetage pr- og informationsopgaver inden for samme stofområde, som vedkommende samtidig beskæftiger sig med i sit daglige arbejde som reporter.
– 16 procent – En journalist må gerne varetage pr- og informationsopgaver inden for sit normale stofområde, så længe vedkommende ikke samtidig fungerer som reporter.
– 11 procent – En journalist må gerne varetage pr- og informationsopgaver inden for et andet stofområde end det, vedkommende samtidig beskæftiger sig med som reporter.
– 21 procent – En journalist må gerne varetage pr- og informationsopgaver inden for et andet stofområde end det, vedkommende normalt beskæftiger sig med, så længe vedkommende ikke samtidig fungerer som reporter.
– 43 procent – en journalist må under ingen omstændigheder eller på noget tidspunkt varetage pr- og informationsopgaver.

Har din journalistiske arbejdsplads en formuleret politik mht. journalisters bibeskæftigelser inden for pr- og informationsområdet?
– 10,1 procent – Arbejdspladsen tillader bibeskæftigelser.
– 41,7 procent – Arbejdspladsen tillader ikke bibeskæftigelser.
– 20,3 procent – Arbejdspladsen har ingen politik på området.
– 21,4 procent – Ved ikke.