IFJ-præsident angriber DJ-formand

Præsidenten i det internationale journalistforbund retter i et brev direkte til de delegerede skarp kritik mod DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård, og beder de delegerede stemme imod DJs hovedbestyrelse.

Præsidenten i det internationale journalistforbund retter i et brev direkte til de delegerede skarp kritik mod DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård, og beder de delegerede stemme imod DJs hovedbestyrelse.

Konflikten mellem Dansk Journalistforbund og det internationale journalistforbund(IFJ) er blevet skærpet. I et brev som blev fremlagt på et møde i hovedbestyrelsen i dag, opfordrer præsidenten for IFJ, Jim Boumelha, DJs delegeretmøde til at stemme imod ledelsen.

Årsagen er, at hovedbestyrelsen foreslår som midlertidig løsning at fastfryse de penge, der ellers er samlet ind til IFJ's Safety Fund – og få dem ud til udsatte journalister via hjælpeorganisationen International Media Support.

"Jeg opfordrer jer til at undgå at tage en beslutning nu, som kunne have negative konsekvenser for journalister i nød og deres familier og i stedet vente, indtil vi mødes med jeres ledere og finder en fremadrettet løsning," skriver Jim Boumelha blandt andet i brevet rettet til deltagerne på delegeretmødet den 13. og 14. april.

I brevet miskrediterer Jim Boumelha flere gange formand for DJ, Mogens Blicher Bjerregård, i forlængelse af Blicher Bjerregårds kritik af IFJ's forvaltning af Safety-fonden. Kritikken er blandt andet faldet i seneste nummer af Journalisten.

DJ mener – kort sagt – at IFJ er for langsom til at fordele pengene, ligesom DJ frygter, at IFJ skal begynde at fordele pengene til andre formål, end de er samlet ind til.

Både den direkte henvendelse til de delegerede uden om forbundet og anklagerne mod Mogens Blicher Bjerregård vakte harme blandt HB-medlemmerne.

"Det er uhørt og det er uforskammet, at en præsident på den måde prøver at hidse medlemmerne op imod deres egen formand," sagde næstformand Fred Jacobsen, der blev suppleret af hovedbestyrelsesmedlem Villy Dall:

"Selvfølgelig skal Jim Boumelha have lov til at argumentere for sine synspunkter. Men han fremlægger det som om Mogens ikke har fortalt sandheden til sin bestyrelse og stiller dermed spørgsmålstegn ved Mogens' hæderlighed," sagde Villy Dall.

HB besluttede at brevet skal hænges op på delegeretmødet sammen med den tidligere brevveksling, så de delegerede får mulighed for at se den.

1 Kommentar

Morten Terp
6. APRIL 2011
Re: IFJ-præsident angriber DJ-formand

IFJ er spækket med penge. De bruger en brøkdel af de indsamlede midler til at hjælpe udsatte journalister. At fastfryse støtten vil derfor blot gøre, at deres pengekasse vokser lidt mindre end tidligere år. Kreds 1 gjorde for to år siden opmærksom på problemet, så det er glædeligt, at der nu tages affære. Midler tiltænkt udsatte journalister skal gå til udsatte journalister - om det er via IFJ eller i andet regi er uvedkommende. Og når IFJ tydeligvis ikke magter opgaven, så må andre træde til. Pengene skal hverken gå til andre formål eller samle støv på en bankkonto - det er der nok af penge, der gør :-)

/morten, best.medl. i kreds 1