EB's historie om statsministerens gæld får ingen opmærksomhed i andre medier. »De er blevet bange for deres egen skygge omkring personsager,« siger Poul Madsen. Historien er ikke væsentlig nok, lyder svaret.
For få uger siden var samtlige medier på nakken af Konservatives daværende politiske ordfører Henriette Kjær på grund af rod i hendes privatøkonomi. I disse dage fortæller Ekstra Bladet om, hvordan statsministeren har overbelånt sine ejendomme og i realiteten er teknisk insolvent. Den historie har imidlertid ikke vakt den store genklang. Kun B.T. har valgt at referere historien.
Det tager Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, som udtryk for en generel vægelsindethed omkring personsager hos alle andre medier end tabloidpressen.
»Vi synes jo, det er interessant, når statsministeren har overbelånt sit hus, samtidig med at han går ud med et budskab om, at man ikke kan låne sig til velfærd. Men lige i øjeblikket er det, som om nogle af vores andre kolleger er lidt halvtrætte af personsager,« siger han.
Poul Madsen vurderer, at den voldsomme fokusering på Henriette Kjær og tidligere personsager omkring Lene Espersen og Helle Thorning har skabt en momentan berøringsangst over for lignende sager.
»Det er ingen hemmelighed, at der har været en stor diskussion omkring videreformidlingen af tabloidavisernes personhistorier, og jeg kan mærke, at mange ligesom er blevet lidt bange for deres egen skygge. Det er lidt som et pendul. Først svinger de helt over, og så bliver de bange for at være gået for langt og svinger tilbage igen,« siger Madsen.
Han forklarer mediernes vaklen med en generel tabloidisering, der er sket på nyhedsområdet på grund af en massiv nyhedsdækning i TV2 News og på avisernes websider. Derfor bliver der formidlet langt flere personsager end tidligere.
»B.T. og os – vi står der, hvor vi altid har været. De må beslutte sig for, hvad de vil. Enten kører de personsager, eller også gør de det ikke.«
Ritzau plejer at stå for det store overblik på nyhedsområdet. Her nævnte man ikke noget om Ekstra Bladets historie. Politisk redaktør Henrik Røjgaard afviser imidlertid, at det er et udtryk for kolde fødder over for personsager.
»Vi har ikke fravalgt den, fordi vi vil holde os i skindet med personsager. Vi diskuterede den, men det virkede som en historie, der mest handlede om, at boligpriserne er faldet,« siger Røjgaard.
Han har ikke noget problem med at kigge på politikeres privatøkonomi.
»I udgangspunktet kan man ikke have politikere, der gør noget andet end det, de siger. Derfor kan det være relevant at se på privatøkonomien. Men det må være en vurdering af, hvor meget sagen handler om politikerens personlige dømmekraft. Der skal være nogle proportioner,« siger Henrik Røjgaard.
Politiken.dk nævnte heller ikke Lars Løkkes gældsproblemer, selv om avisen normalt ikke har berøringsangst over for regeringen.
»Han har jo ikke gjort noget ulovligt, og jeg mener ikke, den historie fører nogle steder politisk. Vi syntes, der var væsentligere historier med Egypten, busstrejker, oprør i den borgerlige blok osv. Så jeg kan kun sige, at den faldt for væsentlighedskriteriet på årets måske travleste dag,« siger Politiken.dk's redaktionschef, Christian Lindhardt.
38 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Og til Knud Løkke, jeg kan da sagtens følge dig.
Jeg ved ikke, om din bror har "inviteret" nogen? Jeg opfatter, at andre politikere som f.eks. Bertel Haarder og Mogens Lykketoft i alt fald ikke har gjort det i nyere tid. Men omtalt er de jo blevet.
Jeg selv, som fhv. aktiv journalist, nu efterlønner, er blevet interviewet 7-8 gange i mit lang, lange liv for mine synders skyld. Jeg kalder det "skafot-gang" - som en bod, jeg har måttet udstå, fordi jeg som journalist har plaget andre på samme vis.
Der er altid - altid - altid!!! - fejl i kommunikationen. (Måske med undtagelse af et radiointerview her for nylig, som jeg med stor lykke undgik selv at høre, og som jeg fik ros for bag efter).
Morale: Der er en radiosender og en radiomodtager - og ofte knas på linjen.
Overordnet set opfatter jeg Danske Journalister (mig selv incl., men absolut generelt betragtet) som velmenende og ikke ultimativt begavede.
Niels Sørensen: Jamen du har da ret. Dit citat mht brylluppet og begravelsen modsvarer det gamle, danske mundheld: "Har man sagt A, må man også sige B". Men hvad mening giver dét? - med mindre man skal stave til abesnot.
"De har jo selv bedt om det. De kunne bare lade være, kunne de..."
Ja, personligt har jeg (heller) aldrig forstået præmissen, at gæsterne til et bryllup er i deres fulde ret til, rent faktisk har krav på, også at kunne bevidne og offentligt udstille skilsmissen! Hvordan er denne påstand i den grad blevet accepteret som en de facto "lov"? Hvorfor bliver den aldrig imødegået? Og hvilke andre bryllupsgæster end lige netop sladderpressen kan gøre (og gør!) krav på dette privilegium?
"… gamle Jeppe." Virkelig!? Og … hvorfor sender I ham ikke bare en kasse bajere? "Så er den potte ude." !?
Måske ikke just "ulækre" formuleringer, men så til gengæld extremt højrøvede og nedladende!
Af en eller anden mærkelig årsag har hverken Poul Madsen "eller nogle af de (mange, mange) andre chefer, Ekstra Bladet er beriget med," (tillidsmand Lars Werges ord) følt anledning til at svare på de "helt relevante spørgsmål", jeg ifølge samme tillidsmand stillede her på siden for en uges tid siden.
Og dog. I Politiken siger Poul Madsen, at Ekstra Bladets dødsdom over min far er relevant "fordi vi er interesseret i mennesket Lars Løkke. Statsministeren bruger sit privatliv i sit forsøg på at blive genvalgt. Hvis man bringer sit privatliv ind, så har man også inviteret indenfor i andre situationer«
Man kan sige, at Poul Madsens forædler MEPs klassiske sætning om, at hvis man inviterer til brylluppet inviterer man også til skilsmissen. Og med den stramning er der virkelig åbnet op for at producere forsider med gesvung. For hvor det ifølge Mep kun var afsenderen af invitationen, der åbnede for ladeporten, så gælder invitationen ifølge Madsens 2.0-logik nu hele vejen rundt.
Hvorfor egentlig stoppe ved min far? Hvorfor ikke også inddrage min brors naboer, forældrene til hans ungers kammerater, hans fætre og kusiner? Og nu, hvor vi er i gang, hvorfor så ikke bare udstyre alle, der på et eller andet tidspunkt har mødt min bror eller evt. set ham køre forbi med en pløk og en spiseseddeli? Eller vi kunne byde alle, der hedder Rasmussen til efternavn (eventuelt bare et fornavn, der starter med R) velkommen på forsiden? De har jo selv bedt om det. De kunne bare lade være, kunne de...
Og man kan jo sådan set bare skrive, hvad man vil. For hvis personerne efterfølgende giver udtryk for, at de er blevet fejlciteret, så afskriver man det bare som "HELT forståelige humørsvingninger" og lader da bare lige sådan som ingenting...
Flere