DJ-medlemmer giver 630.000 kr. til nødstedte journalister

Hvert år samler kredse, grupper og medarbejderforeninger ind til DJ’s Safety-fond til kolleger i nød i verdens brændpunkter. I år endte bidraget på 630.242 kr. Der blev dog rejst kritik af indsamlingsformen

»Jeg kan garantere jer for, at de penge, som vi har indsamlet, kommer ud at gøre gavn,« sagde DJ-formand Lars Werge søndag på Fagligt Forum.

Her meldte de forskelige kredse, grupper og medarbejderforeninger traditionen tro deres bidrag ind til DJ’s Safety-fond, der støtter forfulgte og nødstedte mediefolk i verdens brændpunkter.

Bidraget for 2016 nåede op på 630.242 kroner, hvilket er en smule mindre end de 700.000 kroner fra sidste år, men flugter meget godt med resultaterne fra tidligere år.

På Fagligt Forum blev der også vist en film til de delegerede om nogle af de forfulgte journalister fra eksempelvis Burundi, Syrien og Aserbajdsjan, som har fået støtte fra Safety-fonden.

Over 170 kolleger har fået støtte

Siden 2011 har over 170 nødstedte eller forfulgte journalister fået støtte fra DJ’s Safety-fond, som i gennemsnit har givet 10.500 kr. til hver enkelt kollega i knibe.

Før 2011 blev DJ’s indsamlede Safety-midler forvaltet af det internationale journalistforbund IFJ. Men i 2011 smækkede DJ og det norske journalistforbund kassen i og valgte selv at forvalte deres donationer. Det skete i protest mod administrationen af pengene i IFJ.

Siden har DJ givet sit bidrag til udsatte og forfulgte journalister verden over gennem den danske NGO International Media Support (IMF), som DJ selv er medstifter af.

Kritik af indsamlingsformen

Det er generalforsamlingerne ude i de enkelte kredse, grupper og medarbejderforeninger, som beslutter, hvor meget de vil bidrage med de enkelte år.  Og den indsamlingsform fik kritik på Fagligt Forum.

»Det er tosset, at vi donerer gennem kredse og grupper. Som det er nu, bidrager jeg både gennem DR’s medarbejderforening, DJ Kommunikation og Kreds 1. Hvorfor skal det være struktureret på den måde?« spurgte Sara Cecilie Simone Hansen, der til daglig er kampagnekoordinator i DR.

Et spørgsmål, som DJ-formand Lars Werge svarede på fra scenen.

»Det er en beslutning, I tager på generalforsamlinger i medarbejderforeninger, kredse og grupper. Når vi sidder på forbundskontoret og ser, hvor pengene kommer fra, så er vi kun glade for, at der kommer penge fra så mange steder som muligt. Hvis man har et ønske om, at ens kreds eller medarbejderforening skal lave det om, så må man tage det op på generalforsamlingen det pågældende sted,« sagde Lars Werge.

Konkurrence om at komme til lommerne

Den nuværende indsamlingsform blev også taget i forsvar af Kate Bluhme, æresmedlem af DJ.

»Donationerne til Safety-fonden har gennem årene udviklet sig til et af de mere velkomne kapløb mod talerstolen, så det er blevet en konkurrence om at komme til lommerne. Det synes jeg faktisk er udmærket, og det synes jeg ikke, der er nogen grund til at lave om på,« sagde Kate Bluhme.

Kreds 1 rummer lidt over halvdelen af DJ’s medlemmer og var som de tidligere år den største enkeltbidragsyder i år med 185.600 kr. svarende til 20 kr. per medlem.

Dernæst kom Journalistgruppen i DR med 75.000 kr. og medarbejderforeningen i TV 2 Danmark med 55.000 kr. De tre største bidragydere stod dermed for halvdelen af det indsamlede beløb.

Du kan se den fulde liste over alle bidragydere nedenfor, som DJ har fremsendt til Journalisten.

0 Kommentarer