Leif Pedersen
Tidligere næstformand i Danske Mediestuderende
På Fagligt Forum i DJ modtog Uffe Gardel søndag aften Carsten Nielsen-legatet for en mildest talt imponerende faglig indsats i vores forbund. I motivationen fortalte Lars Werge blandt andet om Uffe Gardels vej ind i det faglige arbejde, da han som ung journalist havde skrået gennem læsestuen på Berlingske, hvor en lille samling var ved at vælge delegerede til DJ’s delegeretmøde. Uffe Gardel blev råbt an, da der manglede en fjerdesuppleant, og med tøvende medvilje valgt til posten. Mange afbud fik fjerdesuppleanten med til delegeretmødet, og resten er historie(n om en ung journalist, der senere blev en dedikeret, respekteret og ufatteligt skarp tillidsmand samt HB-medlem, FU-medlem og nu altså modtager af Carsten Nielsen-legatet).
På en måde spiller denne lille anekdote ind i den debat om DJ’s demokrati, som det selv samme Fagligt Forum tog op i søndags. Det er naturligvis en vigtig debat med mange aspekter, men også en debat, som et stykke hen ad vejen bygger på en underlig præmis! Her tænker jeg på det forhold, at man på grund af manglende deltagelse til delegeretmøde vil "tilpasse" strukturen til de lave forventninger og det lave fremmøde ved blandt andet at sænke deltagerantallet. Et tiltag, som i vid udstrækning rammer for eksempel de studerende og deres indflydelse, fordi de er mange og gode til at møde op. De samme studerende, som rent faktisk knokler flere måneder op til delegeretmøde for at skabe engagement, vigtige og sjove indlæg og kampagner – og på at samle så mange studerende som overhovedet muligt til at tage del i DJ's demokrati.
Det er da fjollet, at man vil "løse et problem" ved at ramme dem, der rent faktisk har løsningen – og at nogle nu taler om, at vi skal have observatør-poster til delegeretmødet, så folk kan "lære" demokratiet at kende, når det netop er det, de studerende sikrer. Prøv at tænke på, hvor få aktive studerende en fagforening som KS har. Hvad mon er bedst til at fremtidssikre deltagelse og demokratiforståelse, når de studerende kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver medlem af specialgrupper, medarbejderforeninger og kredse?
Nu ved jeg godt, at andre forhold gør sig gældende for fastansatte og freelancere med flere med hensyn til at få fri til delegeretmøde, men det er, som om man ikke har fået øjnene op for det faktum, at de studerendes antal og engagement ikke kommer af sig selv. Der ligger et hårdt arbejde bag i studenterforeningerne og samarbejdet i Danske Mediestuderende. Mange af studenterforeningerne har gennem årene formået at gøre deres GF'er til årets samlingspunkt på deres respektive studier med prisuddelinger, faglige oplæg i topklasse og lignende tiltag. Samtidig rejser de studerendes formænd, næstformænd og somme tider menige bestyrelsesmedlemmer rundt på hinandens generalforsamlinger for at gøre opmærksom på, hvilket fælleskab man bliver en del af (og hvem man skal badekars-feste med), hvis man stiller op til delegeretmøde eller Fagligt Forum.
Det er det samme fællesskab, man mærker, når man tager til de studerendes Medielejr eller Kravling, hvor både faglighed og fest er i særklasse. Og hvor en ung førsteårsstuderende over en kold øl kan "risikere" at støde ind i en fagligt aktiv studerende, som med glæde deler ud af viden om faget og den faglige kamp – og på den måde er med til at bane vejen for, at netop denne førsteårsstuderende måske ikke synes, det er så farligt at stille op til noget næste gang, der er valg. Måske blot som fjerdesuppleant, men så er én plads mere sikret, når de studerende drager til delegeretmøde.
Vi skal ikke straffe dette arbejde og underminere dette faglige engagement ved at sænke baren for vores forventninger til medlemsdemokratiet. Succesfulde demokratiprojekter på både stor og mindre skala bygger først og fremmest på at pleje og (gen)skabe folks tro på, at deres engagement og stemme betyder noget, og at demokrati også er noget, man “lærer”, ved blot at være med. Det gjaldt, da Obama motiverede et kæmpe demokrati som det amerikanske til at komme til stemmeurnerne i højere grad ved præsidentvalget i 2008. Det gjaldt, da Lisbeth Zornig øgede valgdeltagelsen og det lokale engagement ved folketingsvalget i 2011 med sine ‘Stemmer på kanten’. Og det gælder altså også i DJ’s demokrati på over 17.000 medlemmer, når der året igennem skal skabes fundament for, at folk stiller (og møder) op til delegeretmøde.
Vi skal ikke ramme de studerende og andre aktive demokrater i DJ ved at skære ned på antallet af delegerede – vi skal lære af dem! For tænk nu, hvis den prisvindende fjerdesuppleant var blandt “de nedskårede”.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Lad os endelig få fastsat et antal delegerede, der både sikrer et mere repræsentativt demokrati, og som også indebærer kampvalg om delegeretpladserne i flere af grupperne i DJ.
Hvis man sætter antallet af delegerede til f.eks. 350, vil der i øjeblikket være plads til næsten 2 procent af DJs medlemmer.
Det vil selvfølgelig gå endnu mere ud over meget små grupper, men måske kunne man samle de små grupper i en fælles gruppe og på den måde sikre dem pladser. Det vil også give mulighed for nye netværk på tværs af grupper.
Der er i forvejen også mulighed for at indgå valgforbund, men det fremgår ikke helt klart, hvordan den paragraf reelt kan og bør udnyttes. Og det er måske ikke helt smart, at valgforbund skal meddeles forbundskontoret senest 1.januar, når alle gruppers generalforsamlinger afholdes i de efterfølgende måneder.
Hatten af for de studerendes store aktivitetsniveau og entusiasme. Men det er altså ikke demokratisk, at de har 65 delegerede, mens DJ Kommunikation, der også kunne have næsten det samme, kun kan samle det halve. Mange af vores medlemmer bliver trukket to daglønninger for at deltage eller må bruge feriedage på det, det tæller altså. De studerende kan sagtens fortsætte med at "uddanne" nye fagligt aktive, også selv om de kun kan stille med 20 eller 30 delegerede.
Ja, der bliver kamp om pladserne, men så får vi måske også nogle skarpere delegeretmøder. Vi må nok indrømme, at mange er med for traditionens og hyggens skyld. 200-250 er rigeligt. Det siger min erfaring fra 31 års fagligt arbejde mig (startede også som aktiv elev, som LEU-formand i Kreds 4).
Kære Alle,
Tak for indlæg. Først vil jeg lige sige, at jeg godt er klar over, at de studerendes (og andre medarbejderforeninger, specialgruppe og kredse, der formår at vælge og stille med alle sine delegerede) relative styrke ikke vil mindskes, men den reelle styrke vil nu nok. Det ville imidlertid ikke gøre så meget, da det jo er et udtryk for, at man jo netop forsøger at sikre en bredere repræsentation.
Min stille pointe er blot, at det er underligt at fratage aktive grupper den indflydelse, det netop er at møde talstærkt op, i stedet for at motivere andre grupper til at gøre det samme.
Dertil kommer, at den nuværende struktur i mine øjne har været med til at gøre DJ til et af de "mest" demokratiske fagforbund, og at der på Fagligt Forum blev diskuteret delegeretmødestørrelser på 150, synes jeg, er den forkerte vej at gå.
Hvis en af hovedudfordringerne er tomme pladser, så må det jo være det, vi skal løse. Og der er der, jeg siger, at de studerendes fyldte pladser ikke kommer af sig selv. I min praktiktid på Fyens Stiftstidende deltog jeg selv ved generalforsamlingen i medarbejderforeningen, og der gav flere udtryk for en svunden opbakning og kampgejst omkring at møde op til - og bakke op om - det faglige arbejde. Det tror jeg, at flere grupper kan genkende, mens andre måske aldrig har fået etableret sammenholdet og den faglige aktivitet. Men det er der, vi må starte. Min første GF på RUC, i det der dengang hed JR, i 2012 var en kedelig sag med 25 mennesker, der spiste lidt kage og ikke vidste meget om, hvad der blev snakket om. Den første GF, jeg selv var med til at arrangere bød på rød løber, et sjovt oplæg og stor middag efterfølgende, hvor vi var lidt over 80. På det tidspunkt næsten en tredjedel af DJ RUCs medlemmer. Det lyder banalt, men det er dér, det nære og engagerede faglige arbejde starter, og hvor man finder de gemte fjerdesuppleanter - deraf min lidt højtløftede henvisning til lokale demokratiprojekter i indlægget. Jeg tror 100 gange mere på denne tilgang; Engagement skaber engagement, det gør strukturændringer til ære for tomme pladser ikke.
Og til Kim vil jeg sige, at jeg tænker, du muligvis kan blive valgt i en specialgruppe, og jeg er meget enig i, at der skal gøres mere for at gøre systemet gennemskueligt. Enten ved bedre vejledning eller evt omlægning, men jeg mener ikke, at et lavere antal delegerede skal indgå her. Repræsentativitet er godt, men i dette tilfælde er aktivitet bedre ;)
Mit forslag: Vælg alle delegerede på seks-otte valgmøder ude i landet, evt. på samme dato. Lad være med at kalde det kredsvalg, blot valgmøder. Man repræsenterer herefter sig selv, som et folketingsmedlem, og på delegeretmødet, som bør skæres ned til ca 200-250 for at få bedre balance mellem de studerende og os andre, kan man sætte sig hos den gruppe, man er medlem af, og som man frivilligt har tilsluttet sig af lyst og interesse. Væk med tvangsmedlemskab af grupper. Gider man ikke melde sig ind i noget som helst andet end DJ, skal det være en menneskeret. De, der ikke er medlem af noget andet end DJ, kan sætte sig, hvor der ellers er plads.
Som fagligt aktiv på en arbejdsplads med DJ-Overenskomst blev jeg tidligere valgt som delegeret og deltog i delegeretmøde/generalforsamling.
Siden er jeg blevet ansat på en arbejdsplads med en kollektiv overenskomst på tværs af fagforbund som det eneste medlem af DJ.
Jeg er fortsat fagligt aktiv - er netop blevet TR for en broget gruppe. Min lyst til at deltage og påvirke mit forbund er uformindsket, men vejen til et delegeretmøde forekommer mig noget broget.
Sådan som jeg læser reglerne, skal jeg vælges i min kreds, der er geografisk bestemt. Hvis jeg blev valgt som delegeret for kredsen, vil jeg mene, at jeg skulle repræsentere dens interesser - selvom mine holdninger og faglige hensyn ikke har meget med geografi at gøre.
Jeg er stærk tilhænger af systemet, hvor man er delegeret og repræsenterer nogen, men manges virkelighed afspejler ikke den opstilling. Og de mange bliver formentligt flere. Det er en virkelighed, DJ bør tage op, hvis man vil have et levende demokrati.
Flere