HJEMMEARBEJDSPLADS. Teksten her er skrevet på den bærbare pc ved spisebordet i stuen i privaten.
Via web-mailen er jeg koblet op til arbejdet, og mobilen er inden for rækkevidde. Jeg kan udføre adskillige journalistiske opgaver hjemmefra: Researche på nettet, interviewe over telefonen og maile. Spisebordet er hurtigt forvandlet til en hjemmearbejdsplads.
Jeg er fastansat, og for at muligheden skal realiseres, kræver det, at min arbejdsgiver er med på sådan en ordning. Det er min arbejdsgiver heldigvis, på den måde, at det nogle gange er nogle timer, andre gange en halv eller en hel dag, jeg sidder her ved spisebordet.
Jeg har også børn, der skal hentes og bringes. Det, at jeg har mulighed for en gang imellem at arbejde hjemmefra, giver mig adskillige variations-muligheder, så familielivet bedre kan gå op:
Jeg kan færdiggøre min research på arbejdet, hente unger og bagefter skrive artikler ind. Jeg kan færdiggøre noget af min research, og den kilde, jeg mangler at få fat i, kan jeg ringe til, når ungerne er hentet. Jeg kan maile hele artiklen hjem, hente unger og efter ulvetimen give artiklen den finpudsning, som artikler oftest skal have.
Så skal jeg selvfølgelig ikke overdrive at skrive ulempe-timer på for aftenarbejdet ved skærmen. Jeg skal nok heller ikke holde alt for hårdt på min ret til barnets første sygedag.
Lyder det som rent 'fedteri' over for min arbejdsplads? Jeg bringer det faktisk til torvs mest af alt som udtryk for en undren over, at noget så indlysende simpelthen ikke er mere udbredt i vores fag.
Allerede i 2006 var 716.000 danskere, hver fjerde erhvervsaktive, registreret med en hjemme-arbejdsplads. Ledernes Hovedorganisation var allerede dengang ude med en konklusion om, at ordningen førte til bedre trivsel blandt medarbejderne, og at det klart øgede effektiviteten.
Anderledes i mediebranchen. Ifølge DJ-konsulenter forefindes der ingen konkrete husaftaler om hjemmearbejdspladser, og blandt mange medieledere stortrives en mistillid til, om 'familiefar' derhjemme ved spisebordet nu også får udrettet det, han skal.
Med andre ord trives macho-kulturen i bedste velgående. Den, der siger, at "rigtige journalister bliver da hængende, til de er færdige".
Til det er der vel kun at sige: Hvis man på arbejdspladserne ønsker at fastholde det i forvejen meget høje tal for journalister med stress-symptomer og langtids-sygemeldinger, skal man endelig fortsætte med en ledelsesstil, der stempler medarbejdere, der skal gå for at hente børn, som mindre seriøse end dem, der bliver hængende, til man er færdig.
En hjemmearbejdsplads stiller uden diskussion meget store krav til omstilling, fleksibilitet og nytænkning. Sådan nogle krav har vi jo aldrig mødt fra vores ledere, vel? Derfor kan vi selvfølgelig heller ikke tillade os at komme rendende og stille sådan nogle krav op over for dem, vel? /

Finn Due Larsen er 41 år og far til to piger på seks og syv år. Han er ansat i Furesøens Mediecenter og har tidligere arbejdet for en række lokale medier samt Billed-Bladet.