»Der gik fire år, hvor jeg skrev hver dag, før jeg tjente penge«

Katja Moikjær droppede jobbet som kommunikationsmedarbejder og stiftede skønhedsbloggen Pudderdåserne. »Jeg laver på mange måder mere klassisk journalistik nu, end da jeg lavede kommunikation«

»Jeg har skiftet stofområde, og jeg skriver kritisk hver dag. Jeg laver på mange måder mere klassisk journalistik nu, end da jeg lavede kommunikation,« siger Katja Moikjær, der er uddannet journalist og cand.comm.

Sammen med Helene Randløv Hansson driver hun firmaet Pudderdåserne – der præsenteres således:

”Pudderdåserne er Danmarks største skønhedsblog med masser af gode råd, makeupguides, røde læber og ærlige anmeldelser – 100 % fri for bullshit. Hver måned har vi over 200.000 besøg, heraf cirka 70.000 unikke. Et tal, der stiger måned for måned.”

Det er en alsidig forretning. Katja Moikjær og hendes makker blogger, tester produkter, researcher og laver interviews.

[[nid:33844]]

Katja Moikjær har tidligere arbejdet helt klassisk som lokaljournalist på Lolland Falsters Folketidende og kommunikationsmedarbejder i blandt andet Gladsaxe Kommune.

»Men ved siden af havde jeg den gamle drøm om at lave kritisk skønhedsjournalistik.«

Der manglede noget

Katja Moikjær så et hul i markedet.

»Det var enten damebladene, der skrev, at det her produkt virker, eller Tænk og Politiken. Der manglede noget ind imellem. Det var også tit folk uden journalistisk uddannelse, der skrev om emnet, og journalister så lidt ned på området,« siger hun.

Katja Moikjær kunne se i udlandet, at flere af bloggerne kunne leve af det. Så Pudderdåserne blev stiftet.

»Jeg besluttede mig for at gå i gang. Det gode var, at det ikke kostede noget, jo 200 kr. om året for bloggen, og en fandens masse tid, hårdt arbejde og blod, sved og tårer.«

Katja Moikjær kontaktede sin gamle veninde, Helene Randløv Hansson, der arbejdede som sygeplejerske, og Pudderdåserne startede op på en server i en vens kosteskab.

Hun tjente i opstarten af bloggen sine penge som traditionel freelancer, og de seneste to år har hun trappet kunderne ned, så hun og hendes makker i dag udelukkende lever af indtægterne Pudderdåserne.

»Vi er et perfekt match. Hun er et levende makeupleksikon. Vi skriver begge to. Selv om jeg lokkede hende med, at hun ikke skulle skrive. Hun har lært mig at lægge makeup, hun har selv lært sig at skrive.«

Bliver ikke rig

Indtjeningskurven er steget støt gennem de fem år.

»Hvis man vil være blogger for at tjene penge, så lad være. Der gik fire år, hvor jeg skrev hver dag, før jeg tjente penge, og jeg arbejdede som freelancer ved siden af.«

Hendes råd er: Tænk først i målgruppe og indhold, annoncerne kommer først senere, når der er mange læsere.

For det kan være svært at overbevise annoncørerne om, at de skal satse på en blog.

»Det er et benhårdt marked med hensyn til annoncører. Det kræver megen overtalelse, at de skal trække over på onlinemedier i stedet for at rykke helsides annoncer ind i traditionelle medier.«

Ud over de annoncer, læserne kan se på hjemmesiden, er der også affiliate links. Det vil sige, at Pudderdåserne linker til en webshop og får en procentdel for det.

Yderligere indtægter kommer fra bannerannoncer og tekstreklame, der tydeligt er markeret.

Katja Moikjær er optimistisk med hensyn til den nærmeste fremtid.

»Hvis jeg kigger fem år frem, og det fortsætter sådan her, så kommer det til at se rigtig godt ud. Vi har også lavet vores egen serie hudplejeprodukter,« siger Katja Moikjær.

I 2013 lancerede Katja Moikjær bloggen buildingblogs.dk, hvor hun deler ud af sin viden om at blogge professionelt.

Dette er den tredje artikel i en serie på fem om historiefortællere, der kan levere til flere platforme og i forskellige genrer.

 

 

 

 

0 Kommentarer