Hamas formåede at kontrollere mediebilledet under den seneste konflikt i Gaza med hjælp fra den arabiske og islamisk hældende satellit-kanal al-Jazeera. Det skriver Information torsdag.
Al-Jazeera var den eneste tv-station, der var villig til at følge Hamas' dagsorden, men de arabiske medier, som kunne have nuanceret billedet, blev intimideret til tavshed eller til at følge trop af Hamas. Det konkluderer Information i artiklen 'Hamas holder Gaza i jerngreb'.
Information beretter om en tv-producer, der til dagbladet fortalte, at efter Hamas overtog magten i landstriben i juni 2007, fik de lokale tv-kanaler ordre til udelukkende at dække Hamas' pressemøder, hvis de fortsat ville holde deres folk beskæftigede.
Under konflikten blev et mediehus i Gaza bombet af Israel. Her holdt blandt andet tv-stationen al-Arabia til – en tv-station, der i området opfattes som støtter af Fatah, Hamas' rivaler i kampen om magten i Gaza. Det forlyder, at Hamas bevidst blokerede for udgangen til bygningen, således at al-Arabiyas medarbejdere blev fanget under det israelske bombeangreb. Men denne udlægning afvises dog af ledelsen på al-Arabiya af frygt for reaktionerne fra Hamas, skriver Information.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.