Har journalister et ansvar for at redde verden?
Det spørgsmål har Journalisten stillet både rejse– og motorjournalister, efter at madanmelder Martin Kongstad har meldt ud, at han – af hensyn til miljø og klima – ikke længere vil anmelde oksekød.
Hos Greenpeace opfordrer man anmeldere til at tage stilling til klimaet, mens Danmarks Medie- og Journalisthøjskole maner til besindighed.
Udtryk din holdning – hvis du har en
Birgitte Lesanner mener som chef i en international miljøorganisation som Greenpeace selvsagt, at man bør gøre noget ved klimaproblemerne.
”Klimaproblemet er den største trussel, vi har, og jeg håber, de fleste danskere har en holdning. Også journalister. Dem, der har en holdning, skal bruge sin platform,” siger hun.
Birgitte Lesanner medgiver dog, at ikke alle journalister har mulighed for at være aktivistiske i deres arbejde. Hun freder for eksempel nyhedsjournalisterne, fordi de fleste i nyhedsmøllen arbejder ud fra princippet om tilstræbt objektivitet.
”Hvis du sidder som nyhedsjournalist og skal dække et klimamøde i Bonn, så kan du jo ikke bare plastre din dækning til med, hvad du i øvrigt selv synes om kød og flyrejser,” siger Birgitte Lesanner.
Anderledes forholder det sig, ifølge Greenpeace-chefen, med journalister, der optræder som anmeldere i spalterne. Det gælder, uanset om man anmelder biler, rejser eller mad.
”De tager i forvejen stilling til, hvad vi skal putte i munden, eller hvilken bil vi skal køre i. Så er det helt naturligt, at de inddrager deres holdning til klima, hvis de har en,” mener Birgitte Lesanner.
”Ikke op til den enkelte journalist”
Men på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole advarer rektor Jens Otto Kjær Hansen mod, at journalister laver journalistik ud fra et aktivistisk synspunkt.
”Det er ikke en individualistisk ret, man har som journalist. Man må ikke være filter og bestemme, hvad læserne skal oplyses eller ikke oplyses om,” siger han.
Hvis journalister skal gå aktivistisk ind i klimadebatten, skal det være, fordi det medie, journalisten arbejder på, overordnet har deklareret et aktivistisk udtryk.
”Der er ikke noget galt i som journalist at være aktivistisk, men det skal være på aktivistiske medier,” siger han og understreger, at modtagerne skal vide, hvad de får fra et medie.
”Det handler om kontrakten med læserne. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi kommer til at se medier, der melder ud til læserne, at de kun vil forholde sig til ting, der ud fra et grønt synspunkt er forsvarligt. Det er fint, og det har medier ret til. Men det er ikke op til den enkelte journalist,” siger rektoren.
Birgitte Lesanner er uenig.
”Al forandring starter hos det enkelte menneske. Det kan jo være, at den anmelder, der siger, han ikke længere vil anmelde kæmpe store steaks, får sin redaktør til at tænke over, om ikke mediet burde have en holdning til klimaet,” siger hun.
”Man kan ikke fraskrive sig sit personlige ansvar og sige, at det er nogle andre, der må tage stilling,” understreger hun.
Oplagt at bruge sin stemme
Birgitte Lesanner mener, det er ærgerligt, hvis man ikke som anmelder-journalist udnytter sin store modtagerskare ved at bruge sin stemme. Det ville, ifølge Greenpeace-chefen, klæde anmeldere at tænke lidt over, om deres anbefalinger i virkeligheden er samfundsgavnlige.
”Er det egentlig vildt smart at anbefale folk at spise foie gras, og behøver man opfordre folk til at flyve til Maldiverne på en weekendtur?” spørger hun.
Hun understreger dog, at hun ikke vil pådutte folk en holdning til klimaet.
”Hvis madanmelderne er ligeglade og synes, foie gras er vildt lækkert, eller vil rejse til Sydafrika for at smage løve, så må de jo gøre det. Men de, der tænker over klima og etik, skal altså have lov til at lade det fylde i journalistikken,” siger hun.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Emnet er for stort.
Det faktum, at de fleste ikke bare tager fejl (det demokratiske flertal af forbrugere har vænnet sig til, at beskrivelsen af og problemernes alvor afhænger af, hvad flertallet vil og kan forholde sig til), og at medierne lever af at sælge det budskab, som forbrugeren vil købe, udelukker definitivt, at man nogen sinde vil kunne forholde sig forpligtende til det selvnegerende i den herskende sociale livsstil.
Social succes i den form, som medierne lever af at sælge, er selvnegerende. Hvad der er godt for den ene i økonomisk forstand, betyder øget omsætning og forbrug af de livsbetingelser, som kun antydes inden for behandlingen af problemet, global menneskeskabt opvarmning.
Hele tiden skubbes fakta væk.
Som om det stod en frit for, at definere hvad der er sandt i videnskabelig forstand. Donald Trump er ikke problemet, men det fremmeste eksempel på den praksis, som samtlige medier her til lands har praktiseret og delvis praktiserer, nemlig det, at lade det være op til den frie forbruger af budskaber at afgøre med sig selv, om der findes et problem her i relation til ødelæggelsen af livets klimatiske livsbetingelser.
Den store fortælling om, at hvad der er godt for den ene på markedets betingelser, fx Donald Trump, det er ikke bare godt for denne, men garanten for udviklingen mod den bedste af alle verdener, den er død. Bl.a. på grund af den uhyggelige trussel mod selve livet, de latterligt mange uselvstændigt tænkende forbrugere af "succes" er for netop livets forudsætninger.
Problemstillingen levner ikke plads til den almindelige pladderoptimistiske tilgang til det at positionere sig.
Hvis man skal tale om det her på et intellektuelt forpligtende plan, så bliver det bare for uhyggeligt, destruktivt for omsætningen, oplagstallet osv.
Derfor er og bliver mediernes tilgang til stoffet pladderoptimistisk fake news.
Selvfølgelig må journalisterne selv bestemme, hvad de vil anmelde. Det gør de jo allerede nu. Nogle anmelder gladeligt om oksekød og foi gras, hvis de synes, det er lækkert. Andre vælger det fra. Madanmeldere skriver netop ikke ud fra et objektivt grundlag, men ud fra et subjektivt.
Det er da forfriskende at madanmeldere ikke er de samme, men netop har forskellig smag!
Jeg mener det udvander debatten, at man opfinder en problemstilling til formålet. Det er på ingen måde oplagt, at journalisterne kun kan perspektivere ift. miljø og klima, hvis de bryder med fagets grundlæggende principper og tilfører artiklerne et aktivistisk element.
Jeg har selvfølgelig ikke ret til at skyde den danske journaliststand alle mulige skumle hensigter i skoene. Men jeg tror nu alligevel det ville sikre objektiviteten bedre vilkår, hvis man f.eks. gjorde bæredygtighed og den slags til en naturlig del af forbrugerstoffet, på lige fod med de traditionelle parametre (pris, størrelse osv).
Og her er Kongstad et udmærket eksempel. For det er jo fint nok, at han tilsyneladende har set »lyset« og derfor ikke længere vil anmelde retter med oksekød. Men hvordan stiller det forbrugerne bedre? Hvad enten der kommer oksekød på tallerkenen eller ej, er du jo allerede helt ude i miljøbelastningens tungeste ende, det øjeblik, du stikker gaflen i et stykke restaurantmad. Hvis Kongstads »aktivisme« skulle give nogen som helst mening, skulle han gå hele vejen og droppe enhver form for restaurantmad. Men det ville jo unægteligt gøre hans restaurantanmeldelser til en noget tam affære. Så det eneste logiske må være, at han dropper aktivismen og i stedet tilføjer miljøbelastning, som et helt naturligt parameter i hans anmeldelser, på lige fod med smag, dyrkningsmetoder osv.