Programmet 'Gintberg på kanten' imponerede ved public-service konference og blev stemt ind som næstbedste programformat i Europa.
For få uger siden fik programmet 'Gintberg på kanten' seerprisen ved årets TV Festival i København. Og nu kan stand-up komikeren og holdet bag programmet hænge endnu et fint diplom op på væggen. Ved konferencen Eurovision Creative Forum blev programmet stemt ind blandt de tre bedste programformater i Europa. Det skriver dr.dk.
'Gintberg på kanten' følger stand-up komikeren Jan Gintberg på rejser rundt til den danske udkant. I sidste sæson besøgte Gintberg byer i blandt andet Nordjylland og på Falster, og i denne sæson slår han også vejen forbi Færøerne. Et af formålene med programmet er ifølge DR at fremme integration og den geografiske forståelse i Danmark ved hjælp af humor og selvironi.
»'Gintberg på kanten' viser, at det faktisk er muligt at løse den mildest talt udfordrende opgave at lave væsentligt og skarpere public service-tv med høj underholdningsværdi, og dermed fange både de unge og det brede publikum samtidig,« siger redaktionschef Signe Aggerholm fra DR Danmark Livsstil i Aarhus, til dr.dk.
På konferencen Eurovision Creative Forum mødes tv-folk fra hele Europa, Mellemøsten og Nordafrika for at udveksle ideer og erfaringer. Direktøren for European Broadcasting Union, arrangøren af konferencen, mener, at 'Gintberg på kanten' er en del af en tydelig tendens i tv-branchen.
»En lang række europæiske tv-stationer arbejder lige nu med at blande underholdning og dokumentarprogrammer i såkaldte "edutainment-formater". Formaterne er en perfekt kombination af underholdende historiefortælling og autencitet," siger schweiziske Ingrid Delterne.
Vinderen i formatkonkurrencen blev et program fra den norske station NRK – 'Gør aldrig dette hjemme'. I programmet viser de to unge, mandlige værter i bedste Jackass-stil, hvad man absolut ikke skal gøre indendørs. Nummer tre blev belgiske VRT's program 'Basta!' som blander undersøgende journalistik og underholdning.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.