Den skotske The Guardian-journalist Ewen MacAskill var meget skeptisk, da han sammen med de to amerikanske journalister Glenn Greenwald og Laura Poitras tog til Hong Kong for at møde den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden den 1. juni sidste år.
»Vi vidste godt, at det her var stort, men vi var bange for, at Snowden var en joke. At han ikke eksisterede. Så vi tog til Hong Kong for at sikre os, at det her var ægte. Jeg mødte Snowden om tirsdagen, og vi publicerede den første historie om Verizon om torsdagen,« fortæller Ewen MacAskill, der arbejdede på The Guardians New York-redaktion på daværende tidspunkt.
De tre journalister har skrevet artiklerne om NSA-overvågningen ud fra de dokumenter, whistlebloweren Edward Snowden valgte at lække til dem i juni sidste år. De tre har netop vundet en Pulitzer Pris for dækningen af sagen.
Til det første møde havde Edward Snowden medbragt en lang række dokumenter og andre former for bevisførelse.
»Vi blev hurtigt overbevist. Jeg havde lavet en aftale med min redaktør i New York om, at jeg skulle sende en sms, hvor der stod, ’the Guinness is good’, hvis Snowden var ægte. Hvis han ikke var, skulle jeg skrive, ’the Guinness is bad’. Jeg sendte den første sms,« fortæller Ewen MacAskill.
iPhone i fryseren
Ewen MacAskill fortalte sin historie i går aftes på IT-Universitetet i København, da Dagbladet Information i samarbejde med Dansk Journalistforbund afholdt en mini-konference om overvågning. Anledningen er udgivelsen af den amerikanske journalist Glenn Greenwalds nye bog ’Overvåget. En insiderberetning om Snowden, NSA og den amerikanske overvågningsstat’.
Første gang Ewen MacAskill skulle interviewe Edward Snowden, spurgte han, om han måtte optage interviewet på sin iPhone.
»Snowden kiggede på mig og sagde, at den telefon skal ud herfra. Den kan fungere som en mikrofon, selv om den er slukket. Han var først tilfreds, efter at jeg havde lagt den i en fryser tre rum væk,« fortæller Ewen MacAskill.
Arbejdet med Snowden har siden betydet ændrede kommunikationsformer for Ewen MacAskill. Han bruger i dag kun helt sikre kommunikationsveje blandt andet ved hjælp af kryptering.
»Jeg var naiv før. Det er jeg ikke mere,« siger han.
Kildernes vigtighed
Under overskriften ’Mediernes ansvar for at kræve gennemsigtighed og dække overvågning’ holdt medieforsker på RUC Rasmus Kleis Nielsen, DJ’s næstformand, Lars Werge, samt redaktionschef på Information Nikolai Thyssen tre korte oplæg i løbet af aftenen.
Rasmus Kleis Nielsen fremhævede blandt andet kildernes afgørende betydning i sager som NSA-overvågningen.
»Ud over penge og ressourcer har de danske journalister brug for kilder til at kunne skrive sådan nogle historier. Politikerne skal være villige til at indgå i den debat. Det er de ikke på nuværende tidspunkt. Vi har stadig ikke fået sat ord på, hvorfor denne her linje er den rigtige for Danmark,« sagde han.
»Jeg er bekymret for, om vi er i stand til at beskytte kilderne. Det største spørgsmål for mig er – hvor er den næste Edward Snowden? Er der den type person i Danmark eller et sted som Tyskland for eksempel? Snowden og Chelsea Manning lever med de personlige konsekvenser resten af deres liv. Det er svært at forestille sig, at man kan dække det her uden helte som dem,« sluttede Rasmus Kleis Nielsen.
Også Ewen MacAskill var i sit oplæg inde på Edward Snowdens skæbne.
»Den vigtigste uafsluttede del af denne her historie er for mig Snowdens skæbne. Han ville ikke til Rusland. Han ville gerne have været i Vesteuropa,« sagde han.
Debatten er altafgørende
Ewen MacAskill forklarede, at han var overrasket over den måde, som Edward Snowdens afsløringer var blevet modtaget af den danske regering.
»Før jeg kom hertil, havde jeg troet, at Danmark ville være ligesom Tyskland, så det overrasker mig, at det ikke er tilfældet,« sagde han med hentydning til, at debatten har taget kraftigt fart i Tyskland, efter at det kom frem, at forbundskansler Angela Merkels private mobiltelefon er blevet overvåget af amerikanerne.
DJ’s næstformand, Lars Werge, bemærkede, at det var aflytningen af Merkels telefon, der åbnede den tyske befolknings øjne for omfanget af aflytningen her.
»Herhjemme var det Line Baun Danielsens frisørbesøg. Det er tankevækkende, at det er Se og Hør-sagen, der skal til for at vække den debat her,« sagde han.
NSA's begrundelse for masseovervågningen har været, at det er med til at forhindre terrorisme. Men Ewen MacAskill frygter for eksempel, at den britiske og amerikanske regering vil give The Guardian skylden, hvis et nyt terrorangreb finder sted.
»Der er en reel fare for, at terrorister får ram på den vestlige verden igen. Jeg håber virkelig ikke, at regeringerne vil sige, det er The Guardians skyld, fordi de her dokumenter kom frem i lyset. Folk er alt for naive, når det handler om, hvad der bliver indsamlet af informationer om dem,« sluttede Ewen MacAskill.
På konferencen blev det flere gange fremhævet, at politikerne fra regeringspartierne og de store oppositionspartier bør gå ind i debatten. Rasmus Kleis Nielsen fra RUC mente for eksempel, at journalister ikke kan løfte opgaven alene.
»Der er nogle små tusinde journalister herhjemme, og en stor del af dem laver livsstil, sport og alt muligt andet stof. Journalisterne kan ikke ændre de her ting alene. Hvis man virkelig vil gøre noget, må man melde sig ind i et politisk parti eller en interesseorganisation. Det kræver et engagement som det, vi ser her i dag,« sagde han.
Konferencen kan ses i sin helhed her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Var det ikke på tide, at DJ arrangerede en gå-hjem- møde om Snowden med f.eks. Per Kofod?
Måske er medlemmer af Dansk Journalistforbundet mere interesseret i fusioner og overindskomster?
Jeg vil meget gerne ved mere om Snowden - og om hans situation lige nu. At der også er en lovforslag om at tilbyde Snowden asyl i Danmark gør, at sagen ikke er helt irrelevant.