Deltagerlisten på Dansk Journalistforbunds og Kommunikationsforums fælles konference Del12 er fyldt op. Initiativtageren håber, at overraske deltagerne.
Dansk Journalistforbund og Kommunikationsforum lancerede i marts kommunikationskonferencen Del12 på Journalisten.dk. De kan nu melde alt udsolgt, og det glæder en af initiativtagerne Troels Johannesen, der er kommunikationskonsulent i DJ.
»Vi er glade og glæder os til at dele noget af det bedste fra kommunikationsbranchen.«
Det er første gang, DJ og K-forum går sammen om at arrangere en kommunikationskonference. Den skal ses som en del af DJ's indsats på kommunikationsområdet, og skal gøre deltagerne klogere på politisk, intern og digital kommunikation.
Ane Cortzen fra DR2s TV!TV!TV! er vært til konference, og spindoktor for den norske statsminister Jens Stoltenberg, Sindre Beyer er blandt oplægsholderne. Han holder oplæg om, hvordan man håndterede kommunikationen efter bombeangrebet mod regeringskontorerne i Oslo og tragedien på Utøya.
Del12-konceptet går ud på, at både oplægsholdere og deltagere skal dele viden og erfaringer.
»Jeg håber, vi har lavet et format, som overrasker deltagerne og byder dem på en konferenceoplevelse, som de ikke får andre steder. Meningen er, at oplægsholderne skal udfordres til at dele deres erfaringer, og hvad der inspirerer dem. De skal dele med deltagerne, og deltagerne skal dele med hinanden,« siger Troels Johannesen til Journalisten.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.