”Episoden, som journalisten og praktikanten har forklaret den, kommer helt bag på mig og er selvfølgelig helt uforeneligt med BT's etiske principper.”
Sådan sagde BT’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen, da han blev konfronteret med en sag fra 2010, hvor en daværende BT-journalist sammen med en fotopraktikant snød sig ind på et hospital i Norge ved at udgive sig for at være venner med to indlagte.
Journalisten og fotografen stod frem her på journalisten.dk med deres historie i sidste uge.
Det var en aktuel sag fra Nakskov, der fik den gamle episode til at dukke op. Her skulle en unavngiven journalist ifølge BT angiveligt have snydt sig ind til et brandoffer ved at udgive sig for at være et familiemedlem. Sagen har vakt forargelse mange steder.
Men nogle gange kan det være en helt legitim journalistisk metode at udgive sig for at være en anden, end man er. Det fortæller Vibeke Borberg, mediejurist og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Spørgsmålet er, hvornår det er i orden og hvornår, det ikke er?
Spørg dig selv: Har historien offentlig interesse?
Vibeke Borberg forklarer, at der ikke er nogen regler, som regulerer området. Der er regler om brugen af skjult kamera, men ikke nogen om undercover-metoder.
Indirekte har Højesteret dog ved flere lejligheder sagt god for metoden. Og der er en helt afgørende tommelfingerregel, man som journalist kan bruge, hvis man overvejer at gå undercover, fortæller Vibeke Borberg:
»Kodeordet her er offentlig interesse. Når man laver journalistik, der har offentlig interesse, så er grænserne for metoderne, man kan bruge, meget mere vide end i andre sammenhænge.«
Men hvordan vurderer man, om historien, man håber at få frem ved at gå undercover, har tilstrækkelig offentlig interesse?
»Generelt skal der faktisk ikke ret meget til, før et emne har offentlig interesse. De emner, der ligger inden for samfundssfæren, og som normalt vil blive taget op i den almindelige nyhedsdækning, har typisk offentlig interesse. Det kan være aktuelle politiske emner, der optager befolkningen eller har en høj informationsværdi. Barren er faktisk meget lav – der skal ikke ret meget til,« siger Vibeke Borberg.
Husk: Du kan ikke love kildebeskyttelse
Ifølge mediejuristen bør det også være med i enhver journalists overvejelser, at man afskriver sig muligheden for at beskytte sine kilder, hvis man går undercover.
»Medvirkende i skjulte kameraoptagelser og undercover er ikke omfattet af kildebeskyttelsen. Den gælder kun, når der er etableret et såkaldt betroelsesforhold – og det kan man ikke etablere, hvis kilden ikke ved, at man er journalist. Det betyder, at hvis man som journalist afdækker ulovligheder med de her metoder, så kan mediet blive pålagt at udlevere den her information til politiet,« forklarer Vibeke Borberg.
Hun påpeger også, at undercover-metoden først bør bringes i spil, når alle andre muligheder er udtømte.
»Det skal være sidste udvej. Undercover, skjult kamera og så videre kan kun bruges, når det simpelthen ikke er muligt at afdække og dokumentere sin historie på anden vis,« siger Vibeke Borberg.
Bliver du ’agent provocateur’?
Et andet væsentligt spørgsmål, man som journalist må stille sig selv, er om man overhovedet kan dokumentere sin historie på den måde. Det handler om, om man som journalist kommer til at agere ’agent provocateur’.
»Man må spørge sig selv, om vi kan vide, at den her reaktion ville være fremkommet under andre omstændigheder. Man skal altså være sikker på, at der ville være handlet på samme måde, hvis journalisten, der er undercover, ikke havde fremprovokeret handlingen,« siger Vibeke Borberg.
Hun nævner DR’s Cavling-vindende dokumentarserie ”I Skattely” som eksempel. Pressenævnet vurderede i sagen, at DR’s optagelser af en bestemt advokats rådgivning ikke dokumenterede, at advokaten tog selvstændigt initiativ til at rådgive journalisten om muligheden for at undgå beskatning i Danmark.
Pas på med visse roller
Vibeke Borberg nævner desuden, at det ikke er helt ligegyldigt, hvem eller hvad, man giver sig ud for at være som undercover-journalist.
»Nogle personer indtager en særlig samfundsfunktion, som gør, at vi typisk har en særlig tillid til dem. Det bedste råd er nok at holde sig fra at gå undercover som for eksempel politibetjent eller læge. Problemet med det er, at du giver nogle personer indtryk af, at du har en særlig autoritet, som du ikke har,« siger hun.
Derudover understreger Vibeke Borberg, at almindelig presseskik også gælder, når man får sine historier hjem ved brug af undercover-metoden. Det betyder blandt andet, at man skal forelægge sine oplysninger for de kilder, der optræder i ens research og tilbyde dem at stå frem eller kommentere kritikken.
Og hvad nu, hvis man er gået undercover, men ikke får det ud af det, som man havde regnet med?
»Så kan man ikke bruge det til noget – så skal det i skuffe. Hvis det, man har fået noget frem med en kontroversiel metode, ikke dokumenterer det, man troede, så kan det ikke offentliggøres,« siger Vibeke Borberg.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er intet mindre end en gåde, hvordan mediejurist Vibeke Borberg kan henvise til DR's "I skattely" og samtidigt til Pressenævnets afgørelse vedr. en enkelt af optagelserne i denne serie.
Pressenævnet kritiserer nemlig ikke DRs journalist, undertegnede, for at være agent provocateur. Nævnet har end ikke fundet anledning til at beskæftige sig med spørgsmålet. Af gode grunde.
Kritikken går nemlig på, at der foreligger en situation, der så samtidig udelukker agent provocateur.
Med Borbergs ord er der tale om "Agent provocateur" hvis der ikke "ville være handlet på samme måde, hvis journalisten, der er undercover, ikke havde fremprovokeret handlingen".
Pressenævnet giver - kort fortalt - udtryk for, at der fra denne ene specifikke rådgivning vises skjulte optagelser af en skatterådgivning, der efter nævnets vurdering er efter bogen - og at det dermed ikke var nødvendigt at dokumentere dette med brug af skjult kamera.
Det er Pressenævnets tolkning af en kompliceret skatteteknisk rådgivning. Tilrettelæggerne har selvsagt i det sendte program fremlagt en anden vurdering, men DR har selvfølgelig taget nævnets holdning til efterretning.
Væsentligt lige i denne sammenhæng er dog, at man ikke kan kritisere "I skattely" for brug af agent provocateur med Pressenævnet som kilde. Tager man Pressenævnets vinkel, så kan der jo ikke kan være "fremprovokeret" en handling, når Pressenævnet ikke finder, at der er foregået noget usædvanligt.
Pressenævnet udtrykker altså ikke, at der foreligger agent provocateur i afgørelsen.
Det mener vi selv sagt heller ikke. Blandt andet baseret på, at det var det et hyppigt og væsentligt selling point blandt den overvejende del af de besøgte rådgivere, at de netop havde leveret tilsvarende skatteløsninger til andre kunder.
Det er bekymrende, når en mediejurist vildleder om Pressenævnsafgørelser.