Tre år på ungdomsbladet Chili blev EB-journalisten og Cavlingvinderen Miki Mistratis journalistiske gennembrud, bl.a. da han gik undercover hos danske hooligans. Nu lukker bladet. »Det er skide ærgerligt, at det lukker, men de ligger som de har redt,« siger han.
Det var tabloidt og kantet. Ekstra Bladet møder Information. Der var masser af masser af plads til unge talenter og vilde idéer. Miki Mistrati, nyhedchef på Ekstra Bladet, kalder det ærgerligt, at ungdomsmagasinet Chili nu udkommer for sidste gang.
»Det var på Chili, at jeg fik mit journalistiske gennembrud. Jeg skylder dem alt,« siger Mistrati til Journalisten.dk.
Som ung var han i tre-fire år på Chili i begyndelsen af 1990erne. I samme periode skrev blandt andre Mads Brügger, Niels 'Fez' Pedersen og en af samtidens store poeter, Jesper 69 Green, for bladet. Redaktøren var Jan Eriksen, der nu er på B.T. på kulturreporter. Han gav skribenterne lov til at spille på hele banen.
»Jeg havde ingen journalistuddannelse, men kom til bladet og var fyr og flamme. Der skulle bare en masse journalistik ind i bladet, og det var Jan Eriksen totalt åben over for. Bladet var noget helt andet, end det endte med at blive,« fortæller Miki Mistrati.
I et halvt år var han for eksempel undercover i Brøndby Supports yderliggående South Side Brigade.
Folk vidste intet om hooligans dengang, men Miki Mistrati kunne i Chili dokumentere, at supporterne var en del af den yderste højrefløj.
»Jeg var med på togter og så, hvordan de smuglede våben ind på stadion. De var bindegale, og jeg var ved at dø af skræk. Det var dens slags, jeg fik lov til at lave.«
Det endte med, at historien blev en stor sag, som blev citeret både i Ekstra Bladet og kom på tv.
»Det var første gang, jeg oplevede at lave historier, der vakte opsigt og fik betydning,« fortæller Miki Mistrati om tiden på Chili, der sluttede, da Eleva2ren spurgte, om han ville arbejde for dem.
Han fik job på Nordisk Film, siden i DR, var med til at stifte Bastard Film, vandt en Cavling i 2004 og er i dag nyhedschef på Ekstra Bladet.
Han beskriver Chilis redaktion i begyndelsen af 90erne som en legeplads for unge spirer, der ville lave vilde historier.
»De gav mig mulighed for at udforske og prøve mig selv af – noget der er en kæmpe mangelvare i dag, hvor der ikke er plads til mange eksperimenter. Det kender jeg jo selv herinde, hvor jeg er praktikantvejleder.«
Miki Mistrati skrev om unge psykisk syge, og han optrådte for eksempel på forsiden i supermandskostume med sin unge søn i favnen. Historien handlede om unge – der ligesom ham selv – havde fået børn tidligt.
På Chilis Facebookside kan man se, at bladet det seneste år er gået undercover i Scientology, har testet toiletpapir og været på bordel i Sunny Beach. På forsiden har blandt andre været Johanne Schmidt-Nielsen, Rasmus Seebach og Amalie fra Paradise Hotel – datteren af Thomas Szigethy, der var med til at starte Chili i 1986.
I 2006 købte Aller 34 procent af Chili Group og overtog to år senere hele selskabet.
Miki Mistrati har fulgt bladet på afstand gennem årene og har lige nu et blad liggende på sit skrivebord. Han mener, at Chili dengang var en rugekasse, hvor der var mulighed for at lave spektakulære ting.
»Samtidig var de dybt kommercielle. De skulle sælge og tjene noget penge. Men dengang var der en bedre balance i tingene.«
De senere år er kæden faldet af, mener han.
»Det kommercielle kammede over. Det blev for meget reklame og for lidt indhold, og det gider unge mennesker ikke. De har sikkert også haft svært ved at rekruttere unge talenter.«
Hvad forsvinder med Chili?
»Det er skide ærgerligt, at det lukker, men de ligger som de har redt. De skulle have taget de unge mere seriøst. Der har været gode artikler i nyere tid, men de glemte at være talerør for de unge.«
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
I min tid på Chili (cirka 2006-08) gik det kun i en retning = Færre sære/skæve historier om de spændende og farlige emner og flere guides, paneler og 'venindehistorier' med lys tekstbaggrund og Illustrator-redigerede pastel-ponyer.
Jeg har været med til en lang række fantastiske redaktionsmøder. Jeg skylder bladet en masse for alt hvad jeg har lært der - jeg oplevede blandt andet en VIRKELIG stor gejst blandt os unge skribenter og de fastansatte journalister. Men det var bare ærgerligt, at prioriteterne blev så forvirrede, og redaktion og salg synes at fokusere på at klappe i takt med de andre magasiner i stedet for at styrke Chili's ellers stærke og misundelsesværdige brand.
Kære Søren,
Forstår så udemærket, at du føler dig stødt over en så ufin behandling og beskyldninger om at være blevet for kommerciel etc. Hvis Ekstra Bladet ville kigge lidt indad, så er oplaget siden 1995 faldet med cirka 100.000 fra 175.000. Journalisten kunne også vælge at bruge mere end én kilde per historie. Det undrer mig såre, at man ikke har valgt at høre dig.
God vind.
Mvh.
Lars
Når nu Journalisten tilsyneladende ikke selv har tænkt sig at bede mig om en eller anden kommentar, vil jeg være så skide fræk at skrive den her alligevel.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de journalistiske såvel som økonomiske forhold var meget bedre under Miki Mistratis tid på CHILI. For det første var der endnu ikke noget, der hed finanskrise - i hvert fald ikke på printannonce-markedet - og derudover skulle redaktionen ikke kæmpe mod både iPhones, iPads og iNternet om læsernes tid i de store spisepauser rundt omkring på ungdomsuddannelserne. Da jeg i sin tid først begyndte at læse CHILI på mit gymnasie, var internettet faktisk sådan noget, man skulle reservere tid til på skolens kontor, så der var ikke så mange andre valgmuligheder end CHILI og Tjeck. Dermed blev magasinerne til min - og så mange generationers før min - journalistiske talerør. Vi kunne jo ikke bare blogge, statusopdatere, læse gratisavis eller kravle over Big Brother husets mur, hvis vi var utilfredse med noget.
I dag ser det desværre noget anderledes ud. Jeg vil absolut ikke vove mig til at skyde skylden for CHILIs lukning på hverken det store, stygge internet eller de faldende ungdomsårgange (som jo ellers giver færre læsere til CHILI, rent statistisk set). Til gengæld vil jeg give annoncemarkedet - eller mangel på samme - skylden for magasinets situation, for vi er trods alt ikke det eneste printmedie, der har taget den triste konsekvens af udsigterne til endnu et økonomisk annus horribilis. Og sidst jeg tjekkede Journalisten.dk, var der ingen, der havde sagt, at de dygtige folk fra Urban eller Berlingskes Thomas Søie havde "ligget som de havde redt". Måske ER det rent faktisk udelukkende på grund af økonomien, at CHILI nu er lukket? Kunne det være en mulighed, Miki? At vores øgede kommercialitet og manglende balance mellem indhold og indtjenings-lyst (eller hvad vi nu skal kalde det) rent faktisk skyldtes, at vi prøvede at REDDE din, vores og andres journalistiske rugekasse, og ikke køre den i sænk, som du desværre synes at antyde?
Sandheden er, at CHILIs læsertal gennem det seneste år er steget - og steget forholdsvis meget. Jeg medgiver gerne, at der gennem de seneste 10-20 år er blevet truffet nogle redaktionelle og journalistiske valg på de skiftende redaktioner, som måske har været forkerte. Og det har kostet læsertal. Nogle ville sikkert også finde de hovedrystende tåbeligt, at jeg - som den vist nok første chefredaktør siden ham, der satte Lis Sørensen på forsiden - har valgt at køre med kendte mennesker på coveret, når jeg og resten af redaktionen fandt det relevant, men når et magasin kører med så omfattende en løbende journalistisk udskiftning, så bliver der af og til truffet nogle valg, som de efterfølgende redaktioner så må forholde sig til, arbejde med eller forsøge at ændre, hvis det er muligt. Men at give min redaktion - eller for så vidt bare, de seneste par redaktioner - skylden for, at magasinet nu er lukket, er ikke fair, ligesom det i min optik heller ikke synes rimeligt at antage, at vi har haft svært ved at tiltrække talenter. Hvem ved, måske er det Nadia, Sofie, Ditte eller Andreas fra min redaktion, der om 10 år vinder priser for deres dokumentarer?
Vi blev ekstra kommercielle, fordi det var vores virkelighed, og den økonomiske dagsorden, vi måtte forholde os til. Jeg ville da også ønske, at jeg kunne blæse fire opslag af i træk på at trainsurfe, infiltrere hooligans eller spille "citygolf" midt inde på HC Andersens Boulevard, men det har bare ikke været muligt. Tiderne er skiftet, og de medier, der æder den største del af den øretæve, har desværre været ungdomsmedierne. Men at sige, at det skulle være min redaktions skyld, at CHILI nu er lukket, er simpelthen bare ikke bred ymer, som de unge vist siger nu til dags.
Venlig hilsen
Søren McGuire
Chefredaktør, CHILI (indtil i mandags)