Ekstra Bladet er blevet ramt af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, da avisens medlemmer af Dansk Journalistforbund tirsdag eftermiddag er gået hjem.
Det skriver Ritzau ifølge eb.dk.
Ekstra Bladets tillidsmand Anders Stoffer bekræfter over for Ritzau, at det er utilfredshed med lønforhandlingerne, der har udløst strejken.
»Medarbejderne på Ekstra Bladet er skuffede og overraskede over det, vi er nået frem til i forhandlingerne. Derfor har de besluttet at nedlægge arbejdet,« siger han.
Udspil: 0 kroner i personlige tillæg
Det er ifølge Dansk Journalistforbund forløbet af de lokale forhandlinger om personlige tillæg, gældende fra 1. april, der har udløst konflikten.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2014 blev resultatet, at skalalønnen på Ekstra Bladet og alle andre mediehuse i Danske Mediers Arbejdsgiverforening 1. marts 2016 steg med 288 kr. svarende til en gennemsnitlig lønstigning på 0,7 procent.
Nu føres der lokale lønforhandliinger mellem chefredaktionen og tillidsrepræsentanterne om regulering af de personlige tillæg.
Her lød udspillet fra ledelsen på de tre første møder på 0 kr.
Poul Madsen undrer sig
Forhandlingerne mellem ledelsen og medarbejderne begyndte før påske, og ifølge Anders Stoffer står de to parter meget langt fra hinanden I forhandlingerne.
Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, undrer sig over, at medarbejderne har nedlagt arbejdet.
»Jeg troede, vi var midt I forhandlingerne,« siger han ifølge eb.dk.
Fagligt møde onsdag kl. 10
Ifølge Ritzau-telegrammet mødtes Dansk Journalistforbund klokken 18:30 tirsdag aften med Danske Mediers Arbejdsgiverforening.
Arbejdsgiverorganisationen stillede krav om, at arbejdet genoptages med det samme. Medarbejderne holder et nyt fagligt møde i morgen klokken 10.
Ekstrabladet.dk kører videre som normalt, og avisen udkommer også onsdag.
Opdateret klokken 06.13 med oplysninger fra Dansk Journalistforbund om størrelsen på de personlige tillæg udspillet af ledelsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.