Hvorfor besluttede du dig for, at du ville til udlandet?
“Da jeg var lille, glorificerede jeg udlandskorrespondenter. Jeg valgte også at læse historie med fokus på det moderne Iran, fordi jeg gerne ville arbejde med det som journalist. Iran var mere lukket på det tidspunkt og et mysterium for mange. Det kribler med fede historier. Man kunne bruge en hel karriere udelukkende i Iran.”
Hvornår besluttede du dig for det?
“Jeg rejste som 19-årig i Sydamerika og forsøgte at sende nogle artikler ind til danske aviser, som aldrig vendte tilbage. Når jeg tænker tilbage, er det måske forståeligt nok. Flere år senere, da jeg var færdig med min bachelor i historie, fik jeg arbejde som politisk rådgiver på den danske ambassade i Iran og flyttede derned. Det var en måde at komme til at bo i Iran uden pressevisum, som er vildt svært at få. Jeg havde tidligere arbejdet for Universitetsavisen og Soundvenue, og på ambassaden begyndte jeg så småt at skrive mere seriøst om Iran, blandt andet for Ræson.”
Hvordan fik du hul igennem til de her internationale medier?
“Jeg læste journalistik på Columbia University, hvor jeg fik skærpet min journalistiske sans og lærte at skrive godt på engelsk. Derefter fik jeg et fellowship på BBC i seks måneder som journalist. Så rejste jeg til Iran igen. Den første artikel, jeg solgte, var til Foreign Policy, som jeg fik kontakt til gennem en god ven, der var korrespondent for Washington Post.” [quote:0]
Hvordan var det?
“Studiet på Columbia og mit fellowship på BBC havde givet mig forhåbninger om en international karriere, men det kan være svært at få gennembrud til udenlandske medier som freelancer, så det var betryggende, at jeg kunne sælge mine ting.”
Hvad skete der derefter?
“I Iran begyndte jeg også at skrive for The Economist og Weekendavisen. Jeg fik efterhånden en moderat, men stabil indkomst. Det vanskeligste ved at bo i Iran som journalist var, at jeg ikke havde noget pressevisum. Jeg var nødt til at arbejde for medier, der ikke nødvendigvis påkaldte sig den store opmærksomhed blandt de iranske myndigheder. Det var frustrerende at sidde som en af de eneste udenlandske journalister på et tidspunkt, hvor Iran var en af verdens største historier, uden at kunne arbejde så meget, som jeg ville.” [gallery:0]
Hvad har det sværeste været?
“Det tager noget tid, før du kan leve af det som international freelancejournalist. Især webbaserede magasiner betaler ofte ikke så meget. Til at starte med skal du vænne dig til, at du måske kun får 150 dollars for en artikel på 2.000 ord. Mit held var, at min kone havde et godt job i Iran, så jeg ikke behøvede at tjene så meget. Du laver nogle gange journalistik for noget, der nærmer sig en slaveløn.”
Hvordan fik du jobbet på The Guardian?
“Vi flyttede fra Iran til Afghanistan i 2014 på et tidspunkt, hvor mange af de internationale tropper blev trukket ud af landet. Med dem forsvandt også mange journalister, selv om Afghanistan stadig er en vigtig historie. Så vi tog chancen og flyttede derhen. Det viste sig at være den rigtige kalkule. The Guardian hev deres korrespondent ud af landet, og hun anbefalede mig til at overtage. Redaktører får mange mails med idéer og henvendelser, så at hun ville sige god for mig, betød, at de tog mig seriøst.”
Hvad er det bedste ved det job, du har?
“Det er berigende at føle, at ens arbejde giver mening. Både fordi det er vigtigt at blive ved med at fortælle afghanernes historier, også efter at det ikke længere er opportunt for store magter at være her. Men også fordi historierne her har et enormt universelt, menneskeligt drama. Det handler om liv og død, helt bogstaveligt.”
Hvilke praktiske udfordringer er der i dit arbejde og dit familieliv?
“Risiko for kidnapninger og vold. Eller bomber, der sprænger midt i byen. Hver gang man rejser rundt i landet, kræver det planlægning. Det er svært at være spontan. Der er så meget korruption og bureaukrati hernede. Og når du af princip ikke betaler bestikkelse, så går det meget langsomt. Og så kan man ikke lige gå ud efter arbejde og få sig en cocktail med sin kone eller gå til koncerter. Det har vi ikke gjort i de seks år, vi har boet i Iran og Afghanistan. Så når vi kommer til Europa, tager vi altid som noget af det første i biografen og ser en trashy Hollywood-film.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
ret almindelige iagttagelse at personer kan blive invaderet af sit "objekt", sin
studiegenstand,endda en modstander,helt ud i det groteske,fx.Stockholmsyndromet.
Denne Sune Engel(far Hans?) Rasmussen(far Anders Fogh?) synes i sine reportager
at have pådraget sig en kraftig dosis af denne lidelse,idet hans reportager meget
ofte " forstår" de lokale først ;refererer fx Irans fascistledelse omhyggeligt, efter
nærmest som en sidebemærkning i starten nævner 100 dræbte i den seneste
masakre på sin egen befolkning som dette sygelige,terrorstøttende regime har
forvoldt.Er det ikke tredje gang disse fanatikere myrder løs? Men de søde centrum
venstre såkaldte journalister,finder kynisk uopdyrkede markeder,taler muslimfacier
ne efter munden,refererer leflende, og kan på mystisk vis helt "glemme" den kæmpende befolknings stemmer,for slet ikke at tale om USAs positive indsatser.
Lille S.E.R.s internationale "succes"(Guardian,WSJ) beror nok udelukkende på
hans ovennævnte syge, enhver demokratisk indstillet journalist vil selvfølgelig
ikke finde sig i styret,og tager hjem.De mest hæderlige bliver selvfølgelig straks
udvist!! Lille Sune bryster sig af det modsatte! Det kan blive småt for enhver !
Fascister skal ikke forstås,næppe forhandles med,de skal bekæmpes og bekriges
med,stort set alle midler.Det er læren af 2.Verdenskrig.(Hitler elskede de dejligt
autoritære muhammedanske våbenfæller;Amadinejad benægtede Holocaust)
Tilværelsens journalistiske lethed og skriftens åndløshed: En lille dum dansker
med den sociale opstignings dykkersyge,ak,ak.