I denne uge starter den tredje udgave af Folkemødet på Bornholm. Arrangørerne forventer ny rekord for deltagere.
Medierne har allerede sat en ny rekord. I alt er der præcis 500 akkrediterede mediefolk i skrivende stund, viser Journalistens optælling. Sidste år var der 400. Og året før 110.
DR er suverænt det medie, der dækker Folkemødet mest massivt. DR sender 134 akkrediterede medarbejdere til Bornholm. Det er altså cirka hvert fjerde navn på listen, der er sendt af DR.
Virker som proportionsforvrængning
Og det virker overdrevet, mener Børsens ansv. chefredaktør Anders Krab-Johansen.
»Selvfølgelig er det vigtigt for pressen at være til stede, når du har så mange toppolitikere, forskellige embedstyper og organisationer til stede. Men at det skal dækkes med mere end et par håndfulde medarbejdere kan jeg slet ikke forstå. Det må jo være i størrelsesordenen, hvad man plejer at dække en politisk begivenhed som et landsmøde med, eller måske lidt mere,« siger han.
»Det virker som proportionsforvrængning. De medarbejdere, der er på Folkemødet, kan jo ikke lave noget andet imens.«
Børsen har selv seks akkrediterede medarbejdere. Andre medier på listen tæller for eksempel TV 2, der i alt har 69 akkrediterede – langt de fleste fra TV 2 Bornholm.
DR afviser kritik
Men det er faktisk en del af pointen, at de mange DR-medarbejdere skal lave deres normale arbejde – fra Folkemødet. Det forklarer nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der afviser kritikken.
»Vi har sat os for at flytte en meget stor del af vores eksisterende programmer til Bornholm i de dage. Vi sender fx Detektor, Debatten, Deadline, Sara og David på P3, Kultursøndag på P1, en række P4-programmer og dele af TV Avisen. Derudover har DR også selv nogle arrangementer i vores eget telt,« siger han.
Er 134 medarbejdere ikke for mange til et arrangement som Folkemødet?
»Det tror jeg faktisk ikke, det er. Vi har sat os for i år for alvor at gøre Folkemødet folkeligt. Vi vil bringe debatterne ud til danskerne. Selv hvis der kommer 15.000 hver dag, er det en forsvindende lille del af den danske befolkning, der har mulighed for at deltage i Allinge. Derfor har vi besluttet, at det vil vi gerne støtte. Derfor dækker vi Folkemødet massivt,« siger Ulrik Haagerup.
Hvorfor er Folkemødet så vigtigt?
»Hvis man synes, Danmarks fremtid er vigtig, og politik er vigtigt, så skal man dække det og være til stede. Og det synes vi. Det er en politisk festival, som er til gavn for den demokratiske debat i det her land. Vores opgave som public service-virksomhed er at gøre danskerne klogere på den verden, de er en del af.«
DR har en særlig opgave
Ulrik Haagerup tilføjer, at de 134 medarbejdere også er inklusiv fx tekniske folk.
Anders Krab sammenligner Folkemødet med et landsmøde i forhold til dækning. Hvad siger du til det?
»Vi sender jo ikke store dele af TV Avisen eller hele Deadline fra et landsmøde. Man kunne vælge at dække Folkemødet med en praktikant. Men man kan også vælge at være massivt til stede med de programmer, folk kender. Det er det, vi gør.«
Ulrik Haagerup mener i øvrigt, DR har et særligt ansvar for at dække Folkemødet i forhold til andre danske medier.
»Vi skal og vil gerne dække emner, som er væsentlige – og ikke kun det, som interesserer allerflest mennesker. Der ville sikkert være flere seere i det, hvis vi dækkede en sexmesse. Men det er ikke vores opgave. Vores opgave er at gøre danskerne klogere og give dem mulighed for at få indsigt i væsentlige emner. Det tror jeg, Folkemødet kan.«
Du kan se programmet for DR’s eget telt her.
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Politurisme hedder det vist, og hvad skal Christiansborg-redaktionerne ellers lave, når butikken er lukket - så fred med det. De ser også så glade ud på udflugten til Solskinsøen. Jeg deler Jens Tovborgs lønlige håb.
DR afholder ikke egne events. De laver events, hvor deres ekstremt gavmilde donorer kan komme endnu mere til mikrofonen, end de gør til hverdag.
Når man tænker på at DR sender både radio og tv fra øen og afholder egne events er 134 mennesker vel OK. Det er ikke helt fair at sammenligne så produktionstung nyhedsformidling med et par skrivende journalister, der bare kan maile det hele hjem til KBH.
Ser i så fald frem til god og dyb dækning, der fortæller noget om konsekvenserne af de politiske meldinger for hr. og fru Danmark.
Håber inderligt at vi slipper for en såkaldt neutral dækning af, hvem der er uenige med hvem og hvad uden at seere eller lyttere kan udlede andet end, hvem der er bedst til at komme med iørefaldende oneliners. Go' tur til solskinsøen!
At DR sender 134 akkrediterede mediefolk til Bornholm de kommende dage – det vil i DRs tilfælde sige onsdag til søndag aften med efterfølgende buler af afspadsering, da det jo er 5 x 24 timer pr. mand.
DR har 2, ja 2, korrespondenter i EU. EU har en del mere betydning for de danske borgeres hverdag end det Folkemøde, der reelt er et elitetræf for den talende, kommunikerende klasse af journalister, politikere, lobbyister, interesseorganisationer, nogensinde får.
Naturligvis skal DR som public service station selvsagt skal dække Folkemødet, selv om det forekommer os relativt sjældent, at DR ellers orienterer os ret meget om Bornholm, men at det her forekommer at være blæst helt ud af proportioner.
Man kan dog håbe på at DR fremover vil være mere synlige og komme ud i distrikterne med deres landsdækkende flader og dele nyheder og underholdning, således alle i Danmark kan få glæde af historier andre steder fra end hovedstadsområdet.
Men når man sender så mange folk til Bornholm, så håber jeg virkelig at det ikke betyder at DR glemmer at prioritere landdækkende reportager fra andre steder af landet i fremtiden.
Flere