I begrædelig stilhed kunne Søndagsavisen for eksempel for nylig publicere en ellers opsigtsvækkende artikel, der handler om, at en ny dansk undersøgelse – den første sandsynligvis i verden af sin art – viser, at kritisk omtale i medierne kan give invaliderende stress.

Undersøgelsen er foretaget på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
Journalisten har i fred og ro kunnet gennemføre en opfølgning og uddybning af artiklens urovækkende konklusioner, for bortset fra et par telegramhistorier har ingen medier dækket sagen.
Det kan selvfølgelig skyldes, at andre historier har presset sig på.

For eksempel historien om, at EU vil forbyde lakridspiber. Den skulle jo dækkes, ikke mindst fordi den passer direkte ned i den EU-skabelon, der ligger som funktionstast på alle redaktioner: EU er dumme bureaukrater.
Historien er så god, at den skriver sig selv. Hvilket den så fik lov til.

Konklusionen i den væsentlige undersøgelse er, at 25 personer ifølge den højeste fagkundskab er blevet traumatiseret, fordi de blev ramt af uretfærdig mediedækning. Forskerne fastslår ligeud, at negativ medieomtale er lige så psykisk invaliderende som decideret fysisk vold.

Selv om vi som stand ikke fandt anledning til at orientere læsere og andre mediebrugere indgående om de ubehagelige konklusioner, kan vi jo godt prøve at lære noget af dem.
•    Flertallet af de mennesker, der er blevet traumatiseret af medieomtale, er nederst på samfundsstigen. Mange er reelt, hvad vi i gamle dage kaldte medlemmer af arbejderklassen eller lavere funktionærer.
•    De fleste af dem blev gjort til skurke i lokalpressen. Meget tyder på, at selv anonymiseret omtale af kritiske sager kan udløse traumatiserende forløb, hvis folk genkendes og udstødes lokalt.
•    Ifølge undersøgelsen var ingen af de personer, der blev ramt af den traumatiserende omtale, ”skyldige” i sagens kerne. De blev hovedpersoner i en god historie, hvor der var kritik og mistanke – men ingen konkret afgørelse.

Det er tankevækkende – men tænker vi over det?