Når Odense-festivalen Tinderbox i næste uge blænder op for musikken, vil Se og Hør ikke være at finde blandt journalisterne og fotograferne i festivalens presseområde.
Forleden fik bladet nemlig afslag på den ansøgning om presseakkreditering, som de sendte tilbage i marts måned. Og det undrer Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg:
»Det slående i deres begrundelse er, at vores produkt – det som jeg kalder et medie – åbenbart ikke er vurderet til at kunne give dem det, de forventer at få. Det har jeg aldrig oplevet før. Det er ellers kutyme, at medier har lige ret til at dække begivenheder, der er offentlige eller halvoffentlige,« siger han til Journalisten.
Også Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, har blandet sig i sagen. På Facebook kalder han det ”problematisk”, at Tinderbox ikke åbner for alle dele af pressen til akkreditering.
Pinborg: Tinderbox vil redigere medierne
I en sms til Se og Hør – som Niels Pinborg har delt på Facebook – lyder begrundelsen for afslaget fra Tinderbox blandt andet: ”Da I ikke anmelder koncerter eller skriver om maden, boder etc., har I fået afslag”.
Er det ikke en fair nok begrundelse?
»Jo, hvis de var redaktører på et blad. Men de skal jo ikke gå ind og redigere medierne. Og hvis det alligevel er en vennefest, må de jo lade være med at invitere pressen. Det andet er en form for smagsdommeri,« siger Niels Pinborg og tilføjer:
»Jeg tror, vi er fire eller fem mand på Roskilde i år, og de har da aldrig nogensinde spurgt os, hvad vi har tænkt os at lave derfra.«
Over for Journalisten afviser Morten Hopballe, pressetalsmand for Tinderbox, at afslaget til Se og Hør skulle bunde i smagsdommeri eller et forsøg på at undgå kritisk pressedækning:
»Vi har fået rigtig mange ansøgninger om akkrediteringer. Også flere end sidste år – og det er vi selvfølgelig glade for. Men vi har ikke plads i vores presseområde til at give fornuftige arbejdsforhold til alle de journalister og fotografer, der gerne vil med. Derfor har vi været nødt til at vurdere, hvordan vi bedst fordeler akkrediteringerne. Vi har valgt en masse medier fra – blandt andet Se og Hør,« siger han.
Tinderbox: Vi har ikke et horn i siden på Se og Hør
Morten Hopballe fortæller, at de har givet presseakkreditering til omkring 300 journalister og fotografer, mens der er givet omkring 100 afslag.
Hvorfor er et af landets største ugeblade ikke blandt de 300?
»Vi er godt klar over, at Niels Pinborg er overbevist om, at vi har et horn i siden på Se og Hør. De har vi ikke. Men vi har set på en masse parametre – blandt andet hvem mediets målgruppe er, og hvordan de vil dække Tinderbox. Og den samlede vurdering er altså, at Se og Hør ikke kommer med i år,« siger Morten Hopballe.
Hvad er det konkret ved måden, de vil dække jer på, som I ikke bryder jer om?
»Jeg går ikke ind i en diskussion af, hvorfor enkelte medier har fået akkreditering og andre ikke har. Men vi er en musikfestival først og fremmest. Og Se og Hør har for eksempel ikke en masse koncertanmeldelser i deres medie,« siger han.
Har I sagt nej til andre med lige så mange læsere?
»I hvert fald nogle, der er tæt på.«
Interesseret i at få bedst mulig dækning
Ifølge Niels Pinborg ville Se og Hør have dækket Tinderbox med reportage blandt gæster, artister og kendte foran og bagved scenen.
»Jeg vil godt vove at påstå, at vi ville lave præcis de samme slags backstage-reportager, som Ekstra Bladet, BT og Fyens Stiftstidende kommer til at lave. Og alt andet lige ved Tinderbox jo heller ikke, hvad Ekstra Bladet vil lave derfra. Jeg tror heller ikke, at Poul Madsen på Ekstra Bladet eller Olav Skaaning på BT har skrevet under på at levere bestemte ting,« siger han.
Det bekræfter Morten Hopballe fra Tinderbox, at de ikke har.
Men hvordan kan I så overhovedet vurdere, hvordan de enkelte medier vil dække jer?
»I deres ansøgning skriver de, hvordan de vil dække festivalen. Og så er det jo vores vurdering, om det giver mening at akkreditere dem. Vi er også en kommerciel virksomhed, som har interesse i at få den bedst mulige dækning. Og vores vurdering er, at Se og Hør ikke er med til at bidrage til den bedst mulige dækning,« siger han.
Konsekvenser for den frie presse
Spørger man Se og Hørs chefredaktør, rummer afslaget fra Tinderbox perspektiver for hele den frie presse:
»Jeg appellerer til mine kolleger på de andre medier om ikke at lade sig spænde for den her vogn. Perspektivet er jo, at man komme til at se ”invitations-journalistik”, hvor spindoktorer og kommunikationsfolk har siddet og vurderet de enkelte medier, og så kun inviterer dem, man bryder sig om,« siger han.
Den udlægning af den aktuelle sag afviser Morten Hopballe fra Tinderbox:
»Sådan er det jo ikke. Pinborg lever i sin egen lille verden, og det er noget sludder, når han mener, det handler om, hvem der skriver de rigtige historier. Man må gerne lave kritiske historier om Tinderbox,« siger han.
Niels Pinborg understreger, at det ikke handler om, at Se og Hør bare vil have fribilletter. De betaler gerne selv.
Hvorfor kan I så ikke bare købe en festivalbillet til jeres journalist, tage afsted og lave det, I nu havde tænkt jer at lave?
»For det første er det formentlig forbudt at fotografere uden tilladelse. Og for det andet er konkurrencen med de andre medier jo vingeskudt, når de kan komme backstage, og vi ikke kan,« siger Pinborg.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Lasse Lindquist, det med den fjerde statsmagt er fortid, mediestøtten har nemlig medført, at pressen ikke længere er demokratiets bidske vagthund, medierne er blevet transformeret til magthavernes skødehund, der logrer med halen for at få endnu en go'bid...
Et tilfælde som det her kan give anledning til en mere overordnet – og i mine øjne væsentligt vigtigere – overvejelse: Hvordan har de traditionelle medier tænkt sig at fastholde sine privilegier fremover?
For god ordens skyld vil jeg sige, at jeg er uddannet som journalist, og jeg er all in for den fjerde statsmagt.
Så meget desto mere er det relevant at se på, hvad der, så vidt min teoriundervisning har lagt op til, har været grundlaget for mediernes særstatus hidtil. Det drejer sig basicly om, at der har været efterspørgsel fra magthavere mv. på en kommunikationskanal til offentligheden. Det kunne fx være ift. at få kommunikeret lovforslag, politik osv. (den tørre del), at få omtale af sin virksomhed og produkter eller sin person, hvis ens succes beroede på kendskab.
Derfor har det været en god deal at tale med pressen. Undervejs i 1900-tallet er det blevet så selvfølgeligt, at journalister og medier i nogen grad har omtalt det som om, at det var en del af den sociale kontrakt i et demokrati – ja faktisk nærmest grundlovssikret. Men betyder en fri presse, at alle skal tage telefonen, når de ringer? Betyder det, at Se & Hør kan være sikre på at komme backstage hos Tinderbox (der i øvrigt skider højt og flot på lige, hvad der passer dem og vidst binder optrædende kontraktuelt til kun at spille deres venues i Europa)?
Næh. Det må Tinderbox sgu da selv om.
Og hvad konstituerer et medie? Der er bloggere med større reach end de klassiske dagblade. Forventer Pinborg tilsvarende opstandelse, hvis en af dem ikke bliver akkrediteret til et eller andet arrangement, de mener har deres publikums interesse?
Det virker måske lidt som, at jeg bare vil bashe mediers ophøjede selvforståelse, men det er kun til dels tilfældet.
Jeg vil mega gerne have en fri og kritisk presse, der kan presse magthavere i alle mulige former til at svare for dem selv og deres handlinger.
Men det efterhånden bedagede skift fra informationsunderskud (de myrader af mediekanaler, der ikke er bundet op på ejerskabet af en trykpresse) ændrer, som jeg ser det, fundamentalt på mediernes pressionsmidler, så hvis vi skal kunne nyde fordelene af en fjerde statsmagt, må der findes på et eller andet.
Måske overser jeg noget?
Det er nok kun en meget lille del af Tinderbox-segmentet, som køber og læser Ser & Hør, og hvis bladet insisterer på, at dække Tinderbox festivallen, så kan det jo bare betale for et par billetter.