Ny politisk festival på Bornholm tiltrækker sig massiv opmærksomhed fra både politikere og journalister, fortæller presseansvarlig Michael Lambæk Nielsen til Journalisten.dk. Over 200 mediefolk kommer. Se listen med akkrediterede her.
I morgen starter Danmarks første politikfestival på Bornholm: Folkemødet. Over fire dage kan bornholmere og besøgende overvære 200 arrangementer.
Det er Bornholms Regionskommune, der står som hovedarrangør.
Festivalen tiltrækker sig også heftig opmærksomhed fra medierne, fremgår det af listen over akkrediterede mediefolk. Her er over 200 navne. Samtlige store dagblade er til stede, ligesom både DR og TV 2. TV 2 Bornholm alene har over 30 akkrediterede mediefolk.
Journalisten.dk fanger Folkemødets presseansvarlige, Michael Lambæk Nielsen på mobilen. Han går og forbereder pressecentret – en barak ud mod vandet ved Allinge.
Er I overraskede over den massive mediebevågenhed?
»Både ja og nej. Da Folkemødet blev planlagt og for alvor kom på skinnerne for et halvt år siden, tror jeg ikke, der var nogen i Bornholms Regionskommune, der havde regnet med, at det ville blive så stort,« siger Michael Lambæk Nielsen.
Folkemødet er inspireret af en gammel tradition på den svenske ø Gotland, Almedalsveckan.
»Vi har kunnet se, hvordan der er kommet flere og flere arrangementer, og jeg er sådan set ikke overrasket over opmærksomheden, når jeg kigger på Almedalsveckan,« siger Michael Lambæk Nielsen.
Hvorfor tror du, der er så mange mange mediefolk, der kommer til Bornholm for at dække Folkemødet?
»Jeg tror, det har noget at gøre med Bornholms unikke status som et ferieparadis – i dansk målestok. Der er selvfølgelig en dejlig udflugt i det, hvis man sidder andetsteds i landet. Her kan man møde kolleger og magthavere, og samtidig se, hvad det er for et fænomen.«
Folkemødet har også noteret sig svensk medieopmærksomhed.
»De svenske medier er interesserede i, hvordan vi tager imod dette lille adoptivfænomen fra Gotland,« fortæller Michael Lambæk Nielsen.
Derudover mener han, at tidsrammen er velvalgt fra mediernes synspunkt. Både fordi festivalen kun varer en halv uges tid, men også fordi der snart er valg.
Det snarlige valg har Folkemødet helt konkret kunnet mærke.
»Her er naturligvis en ny arena, der skal erobres. Venstre har for eksempel været meget opmærksomme fra dag ét. De har måske øjnet en mulighed for at komme i øjenhøjde med borgerne, sådan som venstrefløjen normalt er det til 1. maj.«
Michael Lambæk Nielsen understreger, at mediefolkene også tiltrækkes af selve arrangementerne.
Blandt andre står Dansk Journalistforbund bag et arrangement, hvor politikere og pressefolk bytter roller – og hvor eksempelvis Bertel Haarder skal interviewe Politiken-chefredaktør Bo Lidegaard på scenen. Du kan læse mere om det arrangement her.
Michael Lambæk Nielsen fortæller i øvrigt, at der allerede er fastlagt datoer for de kommende års Folkemøde på Bornholm.
Du kan se hele listen over akkrediterede mediefolk her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mest af alt virker det som en scene før det kommende valg.
Det er dog spændende med DJs arrangement. At lade politikere og journalister bytte rolle, det gad jeg godt se, hvordan det går. Forhåbentlig bliver arrangementet dækket.
- Martin /Kavlingen