
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udfordrer den danske pressefrihed med sit angreb på Ekstra Bladets historie om hustruen Sólrun Løkke Rasmussens arbejdsplads, mener Lars Werge. Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Når statsminister Lars Løkke Rasmussen lægger Ekstra Bladet under pres, er det et eksempel på, at pressefriheden i Danmark har fået sværere kår.
Det mener formand i Dansk Journalistforbund (DJ) Lars Werge, der i hårde vendinger kritiserer statsminister Lars Løkke Rasmussen.
”Lars Løkke Rasmussen er en del af en bekymrende udvikling, hvor regeringsmedlemmer – både nuværende og tidligere – og politiske partier taler forbi pressen og forsøger at mistænkeliggøre pressens motiver og repræsentanter,” siger Lars Werge til Journalisten.
Formandens udmelding kommer, efter at statsministeren i en lang debat på Twitter beskyldte Ekstra Bladet for at lave fake news i forbindelse med hans hustru Sólrun Løkke Rasmussens ansættelse på N. Zahles Gymnasieskole i København. Løkke Rasmussen var ikke tilfreds med Ekstra Bladets dækning, og ifølge Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, krævede statsministeren både et dementi, og at avisen med historien blev stoppet.
Dermed mener Lars Werge, at landets statsminister er med til at skabe forringede vilkår for pressefriheden – netop i de dage, hvor Reporters Without Borders har udsendt deres årlige opgørelse over pressefriheden i 180 lande verden over. En opgørelse, hvor Danmark i år falder fra en 4. plads i 2017 til en 9. plads. Listen bliver for andet år i træk toppet af Norge.
Danmarks fald på listen skyldes journalisten Kim Walls død, men ubådssagen er ikke den eneste grund til at råbe vagt i gevær, mener DJ-formanden.
”Hvis det står til troende, at statsministeren har forsøgt at presse Poul Madsen til at stoppe udgivelsen af en avis – og det har jeg ingen grund til ikke at tro på – er det dybt kritisabelt. Statsministerens ageren i denne sag er endnu et eksempel på en betydningsfuld politiker, der ikke har forstået, at man ikke skal blande sig i, hvordan medierne bliver lavet,” siger Lars Werge.
Forskere: Werge overreagerer
To forskere ved DMJX mener dog, at Werges sammenkædning af EB-Løkke tvisten og generelt mindre pressefrihed er skudt over målet.
”Jeg er bekymret over, at medierne og formanden for Dansk Journalistforbund reagerer, som de gør. Der er jo ingen i ramme alvor, der tror, at Lars Løkke vil have Ekstra Bladet til at lukke eller trække en avis. Alle i medierne skal skelne mellem natlige Twitter-strømninger og det, der formelt kommer ud fra magthaverne,” siger Lars Kabel, lektor på DMJX.
Vibeke Borberg, områdechef for Forskning og Viden samme sted:
”Mit indtryk er, at pressefriheden er godt beskyttet i Danmark. Politikerne tilkendegiver, at de ønsker en høj pressefrihed, og domstolene tillægger mediefriheden betydelig vægt i deres afgørelser. Det giver vide rammer for pressefriheden.”
Hun siger videre:
”Jeg tror ikke, at Løkkes reaktion i sig selv sætter pressefriheden under pres, men det afhænger af mediernes reaktion på hans udfald og deres håndtering af den nye kommunikationsvirkelighed med sociale medier. Jeg vil ikke håbe, at det presser medierne, at Lars Løkke Rasmussen skriver, som han gør, på Twitter.”
Journalisten.dk har forelagt Lars Werges udtalelser til Statsministeriet og bedt om et svar på kritikken. Ministeriet er ikke vendt tilbage med et svar.
Skidt for omdømmet
Selv om der er langt fra Danmarks aktuelle 9. plads på listen fra Reporters Without Borders til for eksempel Tyrkiet, der er placeret som nummer 155 på listen, mener Lars Werge, at degraderingen er bekymrende.
”Vi har et problem med pressefriheden. Degraderingen er til at føle på, og det er skidt for vores omdømme. Landene, der ligger godt i de her målinger, har efter min opfattelse en forpligtelse til at sikre, at de holder deres gode placeringer. Det gælder både medier, politikere og myndigheder,” siger Lars Werge.
At pressefriheden i Danmark er udfordret, mener Lars Werge blandt andet kommer til udtryk i nedskæringer på public service-medierne og lovgivning.
”Vi ser en stigende tendens til, at politikerne gerne vil kontrollere og begrænse medierne, og vi kender til hudløshed historien om offentlighedsloven, der begrænser pressens mulighed for at agere som presse.”
Vibeke Borberg er delvist enig:
”Indskrænkningerne i offentlighedsloven påvirker ikke i sig selv pressefriheden, men det indskrænker journalisternes indsigt i dokumenter, der gør det muligt for dem at opfylde rollen som offentlig vagthund, og dét er et stort problem.”
Også Lars Kabel er enig med Lars Werge i, at pressefriheden i Danmark er presset.
”Magthavere og andre, der bruger medierne til at promovere sig selv, lægger et pres på medierne. Det synes jeg ikke, er unaturligt. Men her er det vigtigt at skelne mellem, at pressefriheden er under pres, og pressefriheden som værende truet. Den er presset, men den er slet ikke i nærheden af at være truet,” siger Lars Kabel
Kim Wall
En af begrundelserne for Danmarks lavere placering på årets World Press Freedom Index er mordet på den svenske journalist Kim Wall. Et mord, som den danske opfinder Peter Madsen netop har fået en livstidsdom for.
Kim Wall blev dræbt, mens hun var på opgave. Men selv om intet tyder på, at Peter Madsen dræbte Kim Wall, fordi hun var journalist, kan mordet have en indvirkning i forhold til pressefriheden, vurderer Vibeke Borberg.
”Kim Wall er der for at lave et interview, så i det øjeblik, hun går i ubåden, er hun journalist på arbejde. Jeg synes ikke, at det kan udelukkes, at sagen vil lægge en dæmper på andre journalisters – beklageligvis især kvindelige journalisters – lyst til at researche eller dække specielle personer og miljøer,” siger hun.
Lars Werge, er det rimeligt, at Danmark mister placeringer på RSF’s liste på grund af Kim Walls tragiske død?
”Kim Wall var på arbejde som journalist, da hun blev myrdet. Hvis en journalist bliver dræbt under udførelsen af sit job, har det betydning for landets pressefrihed,” siger Lars Werge.
Rettet torsdag den 26. april klokken 19.35: Det fremgik tidligere af artiklens indledning, at det var et faktum, at statsminister Lars Løkke Rasmussen havde forsøgt at stoppe en artikel. Journalisten har ikke belæg for denne påstand og har derfor fjernet den. Vi beklager fejlen. Det er desuden nu fremhævet i underrubrikken, at forskere ikke mener, at pressefriheden i Danmark generelt er udfordret.
4