DJ-formand ærgrer sig over ROJ TV-konkurs

Det er »meget beklageligt«, at den kurdiske tv-station ROJ TV er tvunget i knæ og nu går konkurs, mener DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård. ROJ TV lukker efter en millionbøde, som den kurdiske tv-station får for at støtte PKK, der er på EU's terrorliste

Den kurdiske tv-station ROJ TV har i dag begæret sig konkurs. Selskabet bag oplyser i en pressemeddelelse, at det er blevet tvunget i knæ af den millionbøde, som det er blevet idømt af Østre Landsret i sidste måned.

Dommen fik ROJ TV for at fungere som talerør for den kurdiske bevægelse PKK, der bl.a. er på EU’s terrorliste.

Dansk Journalistforbund finder det meget beklageligt, at ROJ TV nu lukker. Forbundet har, siden sagen startede tilbage i 2005,flere gange ytret sig til fordel for tv-stationens ret til at sende.

»Det er meget beklageligt. Konkursen er desværre resultatet af en dom, hvor den økonomiske del er meget hård. Det er klart, at så hård en dom går ud over deres mulighed for at være en del af medielandskabet,« siger formand Mogens Blicher Bjerregård.

Østre Landsrets dom i sidste måned var en skærpelse af den straf, som byretten var nået frem til i januar. Ved landsretten blev bøden fordoblet, så hvert af de to selskaber bag ROJ TV skal betale fem millioner kroner. ROJ TV har også fået inddraget sendetilladelsen.

»Det går ud over en befolkningsgruppe, for hvem det betyder meget, at den tv-station er en del af mediebilledet. Det er vigtigt, at man har mangfoldigheden i medielandskabet,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

Men formanden mener ikke, at dommen som sådan er et nybrud i forhold til pressefrihed i Danmark.

»Jeg kan ikke se et nybrud i det. Det er heldigvis ikke hverdagskost, at medierne bliver udsat for det, som ROJ TV har været udsat for.«

Vil DJ gøre noget fremadrettet i forhold til sagen?

»Nu vil vi hjælpe dem af vores medlemmer, som kommer i klemme i forbindelse med lukningen, eventuelle fyringer, og hvad der ellers kan ske. Det er det, vi kan gøre nu og her,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

1 Kommentar

Niels Riis Ebbesen
21. AUGUST 2013
Det er jo temelig meget for
Det er jo temelig meget for sent, at DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård beklager overgrebet på kurdernes ytringsfrihed,

Dengang den skueprocess rullede i byretten og landsretten, som skulle effektuere Anders Fogh Rasmussens aftale med amerikanerne og tyrkerne om, at ROJ-TV skulle lukkes til gengæld for hans post som Nato generalsekretær, der holdt Dansk Journalistforbund og samtlige danske medier meget lav profil.

Alle medierne og journalister var totalt lammede, de frygte jo, at komme til at sige og skrive noget, som kunne genere regeringen, den kunne nemlig få den gode idé, at der til gengæld lige skulle spares en masse millioner på mediestøtten.

Og derfor sad journalisterne med foldede hænder og så på, at der blev begået et overgreb mod ROJ-TV, og ytringsfriheden i Danmark.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen