Chefredaktør efter konkurs: Alt er tabt

Mandag blev webmediet DenOffentlige begæret konkurs. Chefredaktør Nick Allentoft har satset alle sine værdier i virksomheden bag mediet. ”Jeg skal ret hurtigt tjene penge, hvis ikke jeg skal tvinges til at melde mig på jobcentret,” siger han

Mandag modtog Nick Allentoft, chefredaktør og stifter af webmediet DenOffentlige, en chokerende besked fra Sø- og Handelsretten. Hans virksomhed Allentoft Holding – og dermed mediet DenOffentlige – var begæret konkurs.

DenOffentlige har eksisteret siden 2013 og har omkring 100.000 månedlige læsere.

Mandagens melding kommer efter et cirka tre måneders forløb, og da Journalisten onsdag taler med Nick Allentoft, er han tydeligt berørt af mandagens konklusion.

”Jeg har ingen opsparinger. Jeg har ingen penge på min bankkonto. Jeg har ingenting,” siger han og forklarer, at han de seneste 18 år har satset alle sine værdier i virksomheden.

Unavngiven samarbejdspartner som katalysator

Forhistorien op til mandagens konkursbegæring er sær. Det erkender Nick Allentoft. På både Facebook og DenOffentlige skriver han, at konkursbegæringen kommer fra en tidligere betroet samarbejdspartner, der var blevet bortvist fra DenOffentlige, efter at han ifølge Nick Allentoft havde misbrugt tillid og stilling.

Nick Allentoft vil ikke fortælle, hvem samarbejdspartneren er.

”Det er ikke op til mig at afgøre, om han offentligt skal rodes ind i denne her sag,” siger han til Journalisten.

Grunden til bortvisningen kan Nick Allentoft heller ikke komme nærmere ind på. Men han fortæller, at samarbejdspartneren efter bortvisningen fremsatte et krav på 300.000 kroner og gik direkte til en konkursbegæring.

”Han mente, han havde ret til en bonus for det arbejde, han havde udført i firmaet igennem et år. Det mente jeg overhovedet ikke, for det var der ingen aftale om, og samarbejdet var misligholdt,” forklarer Nick Allentoft.

Ikke muligt at imødekomme kravet

Kravet var ifølge Nick Allentoft umuligt for DenOffentlige at efterkomme. Han fortæller, at mediet sidste år begyndte at give overskud. 

”Men når man har en virksomhed med en så lille økonomi som DenOffentlige, er et krav på 300.000 kroner jo fuldstændigt urealistisk,” siger han.

DenOffentliges forretningsmodel var primært drevet af medlemmer, som betalte for at bidrage med indhold til mediet. I alt gjorde over 50 regioner, kommuner, organisationer og konsulentfirmaer brug af den mulighed. Mediets redaktion supplerede selv med uafhængigt indhold.

Derudover stod annonceindtægter for en mindre del af indtjeningen, og Nick Allentoft fortæller, at også et jobmarked med ledige stillinger var på vej som indtægtskilde.

Fremtid vigtigere end fortid

Da Nick Allentoft modtog konkursbegæringen for cirka tre måneder siden, kontaktede han skifteretten for at bestride begæringen. 

”Vi sagde, at selskabet har det godt, og det er solvent. Og at det her krav på 300.000 kroner er helt ude i hampen,” siger han.

Det videre forløb i Sø- og Handelsretten og mandagens konklusion har Nick Allentoft svært ved at forstå. Han mener ikke selv, der er grundlag for, at hans virksomhed mandag blev begæret konkurs.

”Men man har to valg, når man får en besked, som jeg fik i mandags. Man kan vælge enten at kæmpe for retfærdighed, eller man kan beslutte, at man er nødt til at komme videre. Er fortid eller fremtid vigtigst?” siger han.

Nick Allentoft fortæller, at han er nødt til at fokusere på fremtiden. Og det har helt lavpraktiske årsager.

”Jeg skal ret hurtigt tjene penge, hvis ikke jeg skal tvinges til at melde mig på jobcentret,” siger han.

Nick Allentoft har de seneste fem år skrevet om et truet velfærdssamfund – herunder jobcentrene.

”Det er det sidste sted, jeg ønsker at melde mig,” siger han og påpeger, at han har været selvstændig de seneste 25 år.

I næste uge begynder han arbejdet med at finde ud af, hvad han nu skal leve af. Han forventer, at hans bog 'Velfærdsillusionen' kan blive en trædesten for ham.

”Men denne uge bruger jeg på at håndtere situationen og svare på de mange hundrede søde mails og beskeder, jeg har fået,” siger han.  

0 Kommentarer