
Både Morten Messerschmidt og Søren Espersen bryder med armslængdeprincippet i en del af deres kritik af DR's 'Historien om Danmark', mener Lars Werge. Ritzau/Mogens Flindt
Europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) bryder med armslængdeprincippet, når han forlanger, at DR skal fjerne det seneste afsnit af ’Historien om Danmark’ fra sin hjemmeside.
Sådan siger Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, efter at Morten Messerschmidt torsdag udtalte sig om DR-serien på vegne af sit parti.
”Når man decideret siger, hvad DR bør gøre, så er man jo ikke engang bare inde og rode med armslængdeprincippet – så bryder man med det,” siger Lars Werge.
Morten Messerschmidts udtalelse kommer oven på en heftig debat om dokumentarserien, der har fået kritik fra flere historikere for at være venstreorienteret og udelade borgerlige politikeres aftryk på danmarkshistorien.
”Selvfølgelig kan politikere have holdninger, og de skal ikke have berøringsangst i forhold til at udtrykke dem. Men det er både uklædeligt og helt forkert at forsøge at påvirke armslængden med den slags udtalelser. Og selvfølgelig skal DR ikke fjerne afsnittet, fordi DF ikke er tilfreds med det,” siger Lars Werge.
Messerschmidt: Werge bør læse op
Morten Messerschmidt afviser Lars Werges kritik med, at han som EU-parlamentariker ikke er underlagt kravet om armslængde.
”Jeg deltager i debatten som samfundsborger. Og jeg synes ærlig talt, Lars Werge burde gå på tidlig weekend og læse lidt op på, hvad armslængdeprincippet er,” siger Morten Messerschmidt og forklarer:
”Det handler om, at folk, der har direkte indflydelse på et anliggende, skal holde sig fra at detailstyre det. Og hvis der er et område, som EU ikke har kastet sin klamme hånd over, så er det, hvad Danmarks Radio sender,” siger han.
Espersens udmeldinger også over stregen
Lars Werge kritiserer også, at Dansk Folkepartis Søren Espersen allerede mandag truede med, at sidste afsnit af 'Historien om Danmark' kunne få konsekvenser i forbindelse med næste års forhandlinger om et nyt medieforlig.
”Jeg synes i den grad, Søren Espersens udmelding er over stregen. Han siger jo, at hvis DR ikke retter ind og tilrettelægger deres indhold efter, hvad de mener i DF, så vil det få konsekvenser for DR’s finansiering. Der har man ikke nogen armslængde længere. Og man sætter medarbejdere og ledelse i DR under et pres, som ikke er i orden,” siger Lars Werge.
Til det siger Søren Espersen selv:
”Det er jo skønt med armslængde. Men hvad hvis dem på den anden side af armen har til formål at drive venstreorienteret propaganda? Hvad gør vi så? Vores problem er, at vi opfatter, at DR har en agenda,” siger han.
Men erkender du, at din udtalelse bryder armslængdeprincippet?
”Jeg forstår godt, hvad Lars Werge siger. Men hver gang, der har været sager af den her karakter, har vi jo råbt op. Og hver gang siger DR, at de tager kritikken til sig. Men så kommer det her alligevel. Selvfølgelig kan man ikke dirigere DR’s programmer. Men jeg efterlyser bare en metode til, hvordan vi så kan undgå direkte angreb på os fra en statsinstitution,” siger Søren Espersen.
Enig Messerschmidt
Morten Messerschmidt erklærer sig ”fuldstændig enig” med sin partifælle i, at dokumentarafsnittet bør få konsekvenser for DR i det kommende medieforlig.
”Når DR som her fungerer som politisk aktør, må man også kunne kritisere dem som politiker. Et så mastodontagtigt foretagende som DR må kunne tåle kritik. Skal vi, som har en anden opfattelse af, hvordan danmarkshistorien bør udlægges, bare folde hænderne og sige: Okay, så har DR vundet,” siger han.
Lars Werge understreger, at han ikke mener, at politikerne bør afholde sig fra at ytre meninger om DR og mediets indhold.
”Man kan sagtens kritisere, at de glemte at spørge en borgerlig historiker, eller hvad det nu er. Der er mange måder at angribe udsendelserne og vinklingen på. Man når de lægger det her tryk, kan det betyde, at DR lægger begrænsninger på sig selv. Og det bryder med en tradition, som jeg ikke mener, vi bør bryde med,” siger han.
4