search

DF’ers EU-bog er en anstrengende rodebutik med gode pointer

ANMELDELSE. ’Det store EU-bedrag – Mediernes fortielser og fordrejninger’ af Dansk Folkepartis Anders Vistisen har klare pointer undervejs. Men de drukner i øgenavne og postulater, hvor forfatteren gør sig skyld i den type fordrejninger, han beskylder medierne for (opdateret 3/4 kl. 09.35)

På mange punkter er det et ambitiøst projekt, som Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen har kastet sig over: En husstandsomdelt bog, som skal åbne øjnene for, hvor upålideligt medierne dækker EU-stoffet.

På knap 100 letlæste og indimellem veloplagte sider kaster Vistisen sig over navngivne journalister, politikere og eksperter med eksempler på, hvad han ser som en ukritisk, ensidigt EU-positiv dækning i dansk presse.

Han har gode pointer undervejs – mere om dem om lidt – men desværre drukner projektet i hans egen ensidighed og interesse i dels at nedgøre ”EU-uhyret”, dels at få medierne til at ligne EU’s velvillige håndlangere.

Der er mangler og fortielser i EU-dækningen, javel, men det er der også i Vistisens gennemgang, som bliver trættende i sin iver efter at håndplukke de værste eksempler og i smædekampagnen mod blandt andre DR’s Ole Ryborg – ”grand old Euroman”, som Vistisen kalder ham.

Her rammer Vistisen plet

Som sagt er der væsentlige pointer undervejs. Vistisen går blandt andet til angreb på mediernes forkærlighed for meningsmålinger og tilbøjeligheden til at vinkle dem, så det giver størst mulig sensation. Det er ikke en ny kritik, men den er relevant, og ofte giver meningsmålinger trods navnet meget lidt mening. De er bare hurtige, magelige historier.

Vistisen rammer også plet, når han nævner mediernes tilbøjeligheder til at finde case-personer uden at stille dem relevante modspørgsmål. Han nævner blandt andre 70-årige danske Grethe, der efter 50 år i Storbritannien ikke er blevet britisk statsborger og nu skal søge om lov til at blive. Vistisens genfortælling af artiklen er fordrejet, og Grethe viser sig såmænd at være Brexit-tilhænger, men hovedpointen – at medierne ofte ukritisk har stillet plads til ’nogen det er synd for’-historier – er jeg enig med ham i.

Og forfatteren har en pointe, når han fremhæver mediernes tilbøjeligheder til at bruge de samme eksperter igen og igen. Han har det, når han nævner risikoen for, at journalister bliver sammenspiste med deres kilder, han har det, når han spørger, om det ikke netop burde være mediernes opgave at gøre EU-stoffet ”interessant, dragende og vedkommende”. Han har ret i, at tænketanke burde varedeklareres langt klarere, end de bliver.

Og han har naturligvis ret i, at medierne alt for ofte holder mikrofonen for bizarre politiske udmeldinger – hvad han selv og hans parti har været dygtige til at udnytte.

Hovedindtrykket bliver manipulerende  

Men undervejs tårner fortielserne sig op, og hovedindtrykket bliver manipulerende.

For eksempel bruger han tidligt i bogen en del plads på de mange skræmmebilleder, som politikere og debattører har malet frem forud for vigtige EU-afstemninger om forbehold. Påstande, som end ikke de økonomiske vismænd ville bakke op i deres rapporter. Så langt, så korrekt.

Hvad han ikke fortæller, er, at medierne faktisk dækkede vismandsrapporterne i 2000. Og når Vistisen kan fortælle, at økonomer betegnede tal fra Finansministeriet som ”et absurd notat med vanvittige tal”, skyldes det, at JP i en søndagsudgave i juni 2001 blæste det ud på forsiden i artiklen ”Det store illusionsnummer”.

Vistisen nævner, hvordan Bendt Bendtsen på de konservatives landsråd forud for afstemningen om forbeholdet for retssamarbejdet fik sammenlignet det at være tilhænger af forbeholdet med at sympatisere med pædofile. Han nævner ikke, at medierne efterfølgende gav plads til kritik af udtalelsen, blandt andet fra Vistisens egen partiformand.

Naturligt nok i disse tider fylder dækningen af Brexit en del, og her er det Vistisens påstand, at medierne stort set ikke dækker, at EU i forhandlingerne har opført sig ”bedrevidende og afvisende”. Man skal vist have befundet sig på en anden planet nogle år for ikke at være fuldt ud klar over, at EU i en række sammenhænge har afvist de britiske krav.

Relevant kritik mister sin skarphed

Vistisen blander også lystigt journalistiske artikler og avisernes debatstof sammen. Børsen har således aldrig i en artikel om Brexit skrevet om ”stakkels lille England”. Det var i en avisleder signeret af daværende chefredaktør Anders Krab-Johansen, og da Vistisen naturligvis udmærket kender forskellen, er det svært at tro, at det er en smutter. Men det passer ind i hans fortælling.

Forfatteren nævner også lakridspiberne og de krumme agurker og andre klassikere, som bliver taget ud af deres reelle sammenhæng. De krumme agurker var således en dansk sejr i bestræbelserne på at få de danske agurke-standarder gjort fælles, så danske gartnere fik en konkurrencefordel, men hos Vistisen er det blevet et eksempel på EU-galskab.

Det er ærgerligt, at en ellers relevant mediekritik forsvinder og mister sin skarphed i Vistisens egen dagsorden. Der er meget, vi kunne gøre bedre i vores dækning – ikke alene af EU. Men netop EU-stoffet bliver ofte stedmoderligt behandlet, og det er trods Vistisens påstande bestemt ikke altid til EU’s fordel.

Tværtimod kan jeg komme i tanke om en del historier og forslag fra EU, som medierne har twistet til endnu en historie om de skøre bureaukrater nede i Bruxelles. Det seneste direktiv om balance mellem familie og arbejde (som i dansk presse forkert blev til et direktiv om barsel til fædre) er et godt eksempel.

Vistisens egne fortielser og fordrejninger kommer til at skygge for pointerne. Men det bør ikke forhindre os som medier i at tage dem alvorligt. Heller ikke selv om hensigten er at udskrige os som folkefjender.

Læst i sin helhed bliver ’Det store EU-bedrag’ først og fremmest et eksempel på, at visse politikere ser medierne som en fjende, når de ikke makker ret og gengiver virkeligheden, som politikerne ser den. Det er en tendens, der er forstærket de senere år, og den er bekymrende.

 

 Susanne Sayers er selvstændig journalist

Opdateret 3/4 kl. 09.35: Anmeldelsens omtale af case-personen Grethe er ændret, efter at journalisten bag har gjort opmærksom på fejl i bog og dermed anmeldelse.

Kommentarer
4
Mads Bonde Broberg
02.04.19 15:10
Kære Susanne,

Kære Susanne,

Der er desværre en fejl i bogen og dermed også i din anmeldelse. Den 70-årige Grethe Hauge søger ikke om statsborgerskab, som Anders Vistisen (og du) skriver.

Det drejer sig i stedet om det såkaldte ”settled status”, som er en særlig, permanent opholdstilladelse for nuværende EU-borgere i UK, der vil blive boende efter brexit, og som har boet i landet i mindst fem år. Vistisen blev gjort opmærksom på fejlen i en e-mail den 22/3.

Der bor over 3 mio. EU-borgere i UK, og der var på tidspunktet for interviewet med GH nervøsitet for, hvordan indenrigsministeriet skulle håndtere en masse ansøgninger samtidig. Ministeriet har begået en del fejl gennem årene, ikke mindst den store Windrush-skandale, som du kan læse mere om på nettet og også er kort beskrevet i artiklen om GH. Artiklen ligger også her: https://jyllands-posten.dk/premium/indblik/International/ECE10985212/efter-50-aar-i-storbritannien-skal-danske-grethe-hauge-soege-om-lov-til-at-blive/

Jeg er forresten forbløffet over, at du kan konkludere, at GH "frygter for sin fremtid". Det har Vistisen ikke engang skrevet i sin (fejlagtige) udlægning. Hun frygter ikke for sin fremtid, og hun støtter desuden brexit. Det ville du havde vidst, hvis du havde læst artiklen, før du nævnte den som et eksempel på, at Vistisen ”rammer plet”. GH var ganske enkelt bare utilfreds med, hvordan man dengang planlagde at håndtere "settled status" (regeringen er siden kommet kritikken delvist i møde og har ændret nogle af tingene).

Med venlig hilsen

Mads Bonde Broberg
London-korrespondent, JP

P.S. At et spørgsmål ikke er optrykt i en artikel betyder ikke nødvendigvis, at det ikke blev stillet. Det blev det f.eks. her.
Fremhævet af Journalisten
Susanne Sayers
02.04.19 15:40
Kære Mads, tak for den. Nej,
Kære Mads, tak for den. Nej, jeg tjekkede ikke den omtalte artikel, hvad jeg naturligvis skulle have gjort. Her tog jeg Vistisens påstand for pålydende. Det beklager jeg. Jeg prøver at se, om jeg kan få lov at redigere, så det står korrekt.
Fremhævet af Journalisten
Jesper Bech Pedersen
02.04.19 20:03
Så altså... Vistisen gør sig
Så altså... Vistisen gør sig skyldig i det, han selv kritiserer EU for, og derefter gør Susanne Sayers sig så skyldig i det, hun kritiserer Vistisen for at kritisere EU for. Er der nogen, der kan faktatjekke Mads Bonde Broberg, så vi kan få et lag mere på :-)
Fremhævet af Journalisten
Mads Bonde Broberg
02.04.19 20:32
Tak, Susanne. Alt godt. Mads
Tak, Susanne. Alt godt. Mads
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen