Dansk Journalistforbund har for første gang valgt at ”adoptere” en journalist fra et andet land. Den kvindelige tyrkiske kollega Füsun Erdogan sidder på syvende år i et kvindefængsel i udkanten af Istanbul. I denne uge har hun været for retten, og danske Esben Ørberg var med i retslokalet.
Han er til daglig kommunikationskonsulent i DJ, men er udsendt på vegne af det europæiske forbund EFJ.
Hvad betyder det, at DJ har ”adopteret” Füsun Erdogan?
»Det betyder, at vi giver hende ekstra opmærksomhed og holder øje med, hvordan det går hende. Vi hjælper med penge, hvis hun får brug for det, og så prøver vi at skabe opmærksomhed om hendes sag,« siger Esben Ørberg.
I fængsel for at være socialist
Den usædvanlige "adoption" falder sammen med voldsomme protester i gaderne i Tyrkiet. Her protesterer store dele af befolkningen imod Erdogan-styret, der bl.a. har optrappet sin kontrol med medierne de senere år.
Füsun Erdogan er en af 50 tyrkiske journalister, der sidder fængslet. Hun sidder bag tremmer, fordi hun angiveligt forsøger at omstyrte det tyrkiske samfund. En anklage, Ørberg ikke giver meget for.
»De hævder, at hun opfordrer til voldelig marxistisk omstyrtelse af samfundet. Det eneste, der er rigtigt i den sag er, at hun er erklæret socialist og har skrevet en bog om Rosa Luxemburg (polsk revolutionær, læs wiki her, red.). Det er åbenbart nok til at fængsle hende,« siger han.
Füsun Erdogan var – før hun blev fængslet – en anerkendt radiojournalist i Istanbul. Men de seneste syv år har hun altså siddet fængslet og kan kun kommunikere via breve eller via sin søster, som får lov at besøge fængslet en gang imellem.
Füsun Erdogan er plaget af sukkersyge, ligesom hun i efteråret blev opereret for kræft. Årene i fængsel tærer hårdt på hendes helbred.
For retten i tirsdags
Tirsdag i denne uge var hun så for retten. Her skulle en dommer forholde sig til, om det er fair, at hun bliver siddende i fængsel. Esben Ørberg sad i retslokalet sammen med det tyrkiske forbund og en række andre internationale organisationer.
Men efter et par timer blev der kaldt til pause. Og under pausen blev de fremmødte orienteret om, at dommeren havde besluttet at udskyde sagen. Denne gang til efteråret.
Esben Ørberg ærgrer sig, men er ikke overrasket. Tyrkiet har de seneste år optrappet chikane af journalister og angreb på pressen. Det er bl.a. også derfor, der sidder 50 kolleger i fængsel.
»Chikanen er blevet langt mere udpræget. Mange journalister er blevet afskediget, bare fordi de gør deres arbejde. Det gælder også på private medier. Det er lykkedes for regimet at ramme journalisterne på brødet. Myndighederne har en kolossal indflydelse til at få folk ud af vagten,« siger Ørberg.
Hvert tredje medlem tvunget ud af forbundet
Et andet eksempel er det tyrkiske journalistforbund. I Tyrkiet er det en meget lille spiller med kun 1.000 medlemmer. Men alligevel er forbundet en torn i øjet på styret, fordi de organiserer journalisterne. Derfor har myndighederne for nylig også slået til imod fagforeningen.
»For bare 14 dage siden mistede det tyrkiske forbund 500 medlemmer kollektivt. Det var alle dem, der var ansat på det nationale nyhedsbureau, som blev tvunget til at melde sig ud. Det var altså hvert tredje medlem. Det siger lidt om den chikane, der foregår.«
Esben Ørberg håber, at det kan hjælpe Füsun Erdogan og de andre tyrkiske kolleger, at der bliver råbt op fra for eksempel EFJ. Men han tror, EU lige nu er den bedste nøgle til at bremse problemerne for pressen.
»Den bedste vej er nok EU-systemet. Tyrkiet står på spring for at komme ind, og derfor kan EU stille nogle krav. Derfor arbejder EFJ også på at påvirke Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen og få dem til at gribe ind,« siger Esben Ørberg.
Læs også: Uddannet til censur
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Flot handling af DJ!