Journalisterne Martin Schibbye og Johan Persson er nu frie til at tale om deres tid som fanger i Etiopien, dømt for terrorisme. Den lange indespærring skal bruges til at fortælle historien om et etiopisk nedbrud.

Siden de landede på svensk granit, har man kunnet følge deres færden på Twitter. Den første dag gav de interviews i over fem timer, og de har svaret på spørgsmål igen og igen, så formuleringerne er brugt op. Alligevel er det journalist Martin Schibbye og fotojournalist Johan Persson, der efter 14 dage i medierullen takker for besøget, da Journalisten møder dem på deres kælderkontor i en forstad til Stockholm. De har noget, de gerne vil ud med efter 14 måneder i etiopisk fængsel:

Det er en jävla international skandale, at omverdenen lod Etiopien dømme to journalister for terror, lyder deres budskab.
Sidste sommer blev de to anholdt i den etiopiske ørken. Her var de i gang med at lave en historie om et svensk olieselskabs indblanding i den uroplagede Ogaden-region – ved hjælp af den lokale, væbnede oprørsgruppe ONLF. For det blev de sidste år idømt 11 års fængsel ved den etiopiske domstol.

I sidste måned blev det til 14 måneder, da Etiopiens premierminister valgte at benåde dem. Men det skulle slet ikke have været kommet så vidt:
»Det, som skete i ørkenen, strider ikke bare imod etiopiske, men også internationale konventioner. Der burde være en rygmarvsreaktion fra det internationale samfund, hvis det sker igen med andre journalister. Vi følte os fredløse. Journalister skal ikke forfordeles, men vi er der for at rapportere fra en konflikt, og verdens mest udsatte mennesker skal have mulighed for at møde en journalist og fortælle om situationen,« forklarer Martin Schibbye.

Nu er de tilbage i det lille indelukkede kælderlokale, som de deler med to andre freelancejournalister. Et verdenskort fylder bagvæggen, mens seks plastikure tæller sekunderne i lande langt væk. Bunker stabler sig op. Der er småt og nusset med møbler, der kunne stamme fra deres drengeværelser. Pengene bliver brugt til journalistik.
 
Ideen til den farefulde færd stammer tilbage fra 2009. Under en reportagerejse mødte Johan Persson flygtninge fra Ogaden, der fortalte grusomme historier om overgreb fra de etiopiske sikkerhedsstyrker.
»Samtidig var der meget positiv presse om Lundin Oil. Alle blev opfordret til at investere i aktien, og det var en helt ukritisk, uproblematisk dækning,« fortæller Martin Schibbye.

30. juni 2011 krydsede de grænsen fra Somalia til Ogaden sammen med en smugler for at få bekræftet historierne om overgreb på civilbefolkningen i olieområderne. Inde i Ogaden skulle de mødes med rebeller fra ONLF, der skulle vise dem rundt.

Hvorfor valgte I at samarbejde med væbnede styrker?
»Arbejder man i en konfliktregion, er man tvunget til at gå i seng med en af parterne. Vi valgte rebellerne, men selvfølgelig var vi opmærksomme på, at de også havde en agenda,« forklarer Schibbye.
»Vi ville gerne undgå de etiopiske myndigheders glansbillede af regionen,« tilføjer Persson.
Kort efter at de havde krydset grænsen, bliver de opdaget af sikkerhedsstyrker, men formår ved hjælp af hasarderet kørsel og ørkenstøv at ryste dem af sig. Efter fire dage bliver de opsporet 400 kilometer inde i landet. De bliver overfaldet af 150-200 soldater, netop som de har taget skoene af og sat sig under et træ for at drikke lidt te.
 
Herefter følger fire bizarre dage i ørkenen. Sikkerhedsstyrkerne optager en film med svenskerne, hvor de vil have dem til at indrømme, at de er terrorister. De skal posere foran et lig, og en kampscene bliver iscenesat i solnedgangen. Imens kæmper svenskerne for at få lov til at træffe deres ambassadør.

På fjerdedagen bliver de kørt mod regionens hovedstad, hvor de på vejen bliver hevet ud af bilen i hver sin retning, Martin Schibbye bliver truet med en pistol til at indrømme, at han er terrorist. Pistolen bliver affyret, men ind i et træ. Johan Persson hører skuddet og tænker, at Schibbye muligvis er død:
»Det var så langt ude, at jeg på en måde var ligeglad eller ikke forstod det,« prøver han at forklare i dag.

Vicepræsidenten for Ogaden-regionen når også at ankomme, inden svenskerne bliver overladt til det føderale politi. Her prøver Schibbye at forklare etiopierne, at de overtræder alle internationale konventioner:
»Hvad vil du gøre? Ringe til Geneve?« spørger vicepræsidenten til svar og rækker konfronterende sin mobiltelefon frem.
4. juli får de lov til at møde den svenske ambassadør, Jens Olander, og omverdenen ved, at de er i live, dog som fanger.

»Vi er stadig i gang med at vurdere, hvad vi kunne have gjort anderledes. Havde vi vidst, hvad vi ved i dag om, hvor højt militariseret konflikten er i Ogaden, var vi ikke rejst ind,« siger Martin Schibbye. Telefonerne har ringet konstant, siden de landede i Sverige den 11. september. – foto: Magnus Laupa

Sidste år beskrev Journalisten, hvordan anklagen for terror mod de to journalister også førte til en debat om udenrigsminister Carl Bildts dobbeltrolle i sagen: Samtidig med at han var øverst ansvarlig for at få svenskerne fri, kunne han kobles til journalisternes historie. Udenrigsministeren har siddet i bestyrelsen for Lundin Oil, hvis rolle i urolighederne i Ogaden svenskerne ville undersøge.

De understreger dog, at de ikke tog til Etiopien alene med det formål at smudse udenrigsministeren til, forklarer Johan Persson:
»Men der var en kobling, fordi Bildt havde siddet i bestyrelsen i Lundin Oil.«

Derfor fandt flere svenskere det påfaldende, at Udenrigsministeriet valgte at bruge det såkaldt 'tysta diplomati', hvor tilfangetagelsen blev dysset ned.
I første omgang bakkede Schibbye og Persson op om det stille diplomati.
»Vi bad vores venner og familie om ikke at gøre en stor sag ud af det. Analysen gik på, at hvis alt forblev i det skjulte, ville Etiopien løslade os, fordi prisen for en formel anklage ville være for høj i forhold til et internationalt pres. Det er den information, som går fra etiopiske kanaler til det svenske diplomati,« siger Martin Schibbye.
Men i september blev anklagerne om terrorstøtte fremsat, og som Schibbye lakonisk udtrykker det: »Etiopien tog fusen på Sverige.«

Kort efter udtalte formanden for det svenske journalistforbund, Jonas Nordling: »Det er uhørt, at man som journalist ikke kan regne med regeringens opbakning i en fuldstændig ubegrundet retssag,« og de svenske medier tog historien og Bildts dobbeltrolle op.

Hvad mener I selv om strategien om det tysta diplomati?
»Nu er vi frie, så er det svært at være kritisk. Vi kom jo ud efter kun et år og ikke tre eller fire år, så på den måde virkede det jo,« siger Martin Schibbye.

Fortryder I, at I tog af sted?
»Vi er stadig i gang med at vurdere, hvad vi kunne have gjort anderledes. Havde vi vidst, hvad vi ved i dag om, hvor militariseret konflikten er i Ogaden, var vi ikke rejst ind,« siger Schibbye. Samtidig erkender de begge, at det var dumt at rejse ind i området med fotos, hvor de poserer med våben, taget for sjov med en sikkerhedsvagt i nabolandet Somalia.

Hvad der er sket med det materiale, som de nåede at få i hus inden anholdelsen, er Martin Schibbye og Johan Persson varsomme med at tale om, ligesom de heller ikke vil komme ind på, hvordan det var muligt at skrive og interviewe medfanger i fængslet. Der er ingen grund til at vække den sovende bjørn, som Persson formulerer det.
»I fængslet gik det hurtigt op for os, at vi var landet midt i noget meget større. Vores medfanger var journalister og politikere. Vi var landet midt i et slags etiopisk nedbrud, og det var klart, at det ikke hjalp vores sag, at vi var journalister. De var vrede på os, fordi vi var journalister,« fortæller Schibbye.

I disse dage er de ved at indsamle og genskabe det materiale, der blev tabt. Journalistiske priser er blevet indrammet, pointer fra Etiopien er ridset op med blå tusch på whiteboardet, og ytringsfrihed er gået fra at være en støvet paragraf til et smerteligt savn. Historien om Lundin Oil skal stadig skrives, men nu skal erfaringerne fra ørkenen og historierne fra fængslet vendes til konstruktiv journalistik om det etiopiske nedbrud, fortæller Schibbye.
»Man kan jo også se det på den her måde: Hvor mange journalister får lov til at se indersiden af et diktatur i 14 måneder?«