Det sker ikke hver dag, at der bliver slået en fast stilling op som rendyrket featureskribent på en dansk mediearbejdsplads.
Men kort før årsskiftet skete det alligevel, da Information søgte en featurejournalist til weekendtillægget Moderne Tider, der – som det lød i opslaget – skulle kunne ”bringe reportagestoffet ind i centrum af historierne, og historierne ind i hjertet på læseren”.
Og sådan en journalist har de nu fundet. Navnet er Line Vaaben, og hun kommer fra en stilling som etik- og sundhedsmedarbejder på Kristeligt Dagblad. Tidligere har hun arbejdet på både Berlingske og Politiken.
»Jeg har altid set mig selv som feature- og reportageskribent af hjertet, men alligevel har jeg aldrig haft en stilling, hvor jeg har kunnet dyrke det fuldblods. Så da jeg så opslaget på fra Information, var jeg slet ikke i tvivl,« siger Line Vaaben, der har arbejdet som journalist i 14 år.
Featuren skal røre sin læser
Hvad en journalistisk feature helt præcist er, afhænger ofte af, hvem man spørger. Men for Line Vaaben handler det i høj grad om den effekt, teksten har på sin modtager.
»En feature er noget, man ikke kan slippe igen. Noget man som læser bliver rørt at, noget der sætter tanker i gang og får en til at opfatte verden anderledes, end man gjorde før,« siger hun.
Og netop dén effekt er ifølge Line Vaaben afgørende, hvis vi vil undgå, at folk holder op med at læse avis:
»Hvis folk også i fremtiden skal gide at læse det, vi laver, er det et helt afgørende element, at vi kan røre dem. Journalistikken skal flytte noget og få os til at tage stilling. Det kan featuren – og derfor synes jeg faktisk også, at featurejournalistikken fortjener mere anerkendelse,« siger hun.
Graverjournalistikken er finest
Line Vaaben understeger, at der sidder en række dygtige skribenter rundt omkring i landet, som dyrker feature- og reportagegenren. Men når det virkelig kommer til stykket, og det bedste journalistik skal kåres, er det sjældent featurejournalistikken, der står først for.
»Det er fortsat graverjournalistikken, der vinder priser, og bliver set som mest fornem. Det er stadig lidt finere at grave i bilag eller afsløre noget i en bank end at gå ud i virkeligheden og beskrive det levede liv. Men i min optik er det mindst lige så fint og vigtigt at grave i menneskeskæbner som i bilag,« siger hun.
Men kan featuren også være kritisk og undersøgende?
»Ork ja – sagtens! Den undersøger jo bare på en anden måde. Man behøver ikke altid en stigning, et fald eller en stor forskningsrapport for at kunne sige noget om virkeligheden. Derfor mener jeg også, at det faktisk ville klæde graverjournalistikken med flere featureelementer. Featuren skal ikke være en isoleret og eksklusiv ø, hvor man bare sidder og piller sig i navlen og lader sprogblomsterne springe,« siger Line Vaaben.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Helt enig i, at featuren er vigtig og fortjener anerkendelse. Men studser lige over definitionen på sådan en. Dels kan nyheden om Mandelas død eller en nøgtern graverartikel om grådige finansfolk da sagtens virke netop sådan på mig - det bli'r de vel ikke features af? Dels har jeg da læst adskillige features, som lod mig helt kold. Var de så ikke features – for mig? Man kan vel ikke definere en genre ud fra dens effekt. Nå, heldigvis kan vi sagtens klare os uden skarpe genregrænser.
Spændende - og kan feature-produkterne også indeholde graverelementer kan det jo sagtens være, at det bliver til en helt ny graver-feature genre, hvis graverne føler sig kaldet. Tænk sig, hvis man mødes på midten om et års tid - spændende.. -:)