Hvordan fanger og fastholder man læsernes opmærksomhed gennem 8.000 ord om forholdene for udenlandske arbejdere på amerikanske baser i Irak og Afghanistan, eller om politiets brug af hemmelige meddelere?

Det ved amerikanske Sarah Stillman noget om. Hun er undersøgende journalist, og har som fast skribent for The New Yorker vundet flere priser for sin journalistik om blandt andet ovenstående emner. Hun beskæftiger sig ofte med tunge temaer som borgerrettigheder, retsstof og videnskab.

Torsdag delte hun ud af sine erfaringer med lange artikler på konferencen ’Når langt er godt’, som Dansk Journalistforbund og Pressens Uddannelsesfond afholdt i Berlingskes lokaler.

Netop historien ’The Invisible Army’ fra 2011 om forholdene for udenlandske arbejdere på amerikanske baser var Sarah Stillmans første store artikel til The New Yorker. Men den strøg langt fra direkte i spalterne, da hun kom hjem fra sin reportagerejse og pitchede historien.

”Jeg havde tit hørt, af det at være journalist indeholdt en masse afvisninger. Men jeg havde ikke selv oplevet det. Før jeg prøvede at få den historie ud,” fortalte hun på konferencen.

Og det leder til hendes første råd:

Råd nummer ét: Find en hovedperson

”Jeg er især interesseret i store strukturelle systemhistorier. Men det er meget vigtigt altid at finde en karakter, som du kan fortælle historien igennem. En hovedperson, der kan vække læsernes empati. Lange historier bliver simpelthen ikke læst, hvis der ikke er en hovedperson, som folk kan blive følelsesmæssigt investeret i,” siger Sarah Stillman.

”Du kan ikke fortæller 10 menneskers vilde historier i én historie. Derfor har jeg én hovedhistorie. Jeg bruger lang tid på at finde ud af, hvordan jeg fortæller min hovedpersons historie fra start til slut og samtidig fortæller den store historie. Og så har jeg måske tre sub plots. Men det er altid en balancegang, hvor mange personer læseren kan have i sit hoved uden at miste empatien for dem.”

”Et af mine værktøjer til at skabe empati for mine karakterer, er at vise dem som handlekraftige. Det er ikke altid den case med den mest forfærdelige historie, som er den bedste. Og så giver jeg kontekst. For at få sympati for en persons situation er du nødt til at have kontekst.”

Råd nummer to: Gå ud fra, at læseren falder fra 

”Jeg starter altid min skriveproces med den præmis, at læseren nok helst vil lægge bladet fra sig. Og så er det mit job at få dem til at blive hængende og læse videre.”

”Det handler meget om at finde motoren i historien, og om at arbejde med cliffhangers og overgange. Hvornår lægger du noget frem, og hvornår holder du information tilbage? Før jeg skrev ’The Invisible Army’ satte jeg mig ned med en bunke lange artikler, som jeg syntes, fungerede godt, og så analyserede jeg mig simpelthen frem til, hvad det præcist var for greb, der fastholdt mig som læser.”

”Når jeg skal i gang med at skrive, spørger jeg altid mig selv: Hvordan ville filmversionen af den her historie se ud? Jeg prøver at fortælle historien i scener. Jeg er også begyndte at tænke mine overgange mere filmisk. Før i tiden tænkte jeg meget over at lave elegante overgange, hvor jeg virkelig tog læseren i hånden og forklarede. Men det gør de jo ikke i film. Der klipper de bare mellem scenerne – og man forstår det godt alligevel.”

Råd nummer tre: Stol på din underbevidsthed

”Når jeg kommer hjem med alt mit materiale, smider jeg først det hele ind i et noteprogram. Alle dokumenter, alle interviews, alle optagelser – alt smider jeg derind. Og så sidder jeg og kigger på det og er ved at dø og tænker, at det bliver en katastrofe.”

”Men så træder jeg tilbage og spørger mig selv: Hvad vil du fortælle? Jeg tror meget på underbevidsthed og mavefornemmelse. Så jeg starter med at tænke på, hvilke fem ting, der i hvert fald skal med. Hvilke ting ville jeg fortælle en ven? Og hvilke fem ting er de mest overraskende? ’The Rule of Five’, kalder jeg det. Og så prøver jeg at lukke alt andet ude og fokusere på dem.”

”Det kan være alt fra en lille bitte anekdote til noget en kilde har sagt, eller noget jeg selv har oplevet. Noget, som bare ikke vil forlade mig, og som jeg ikke kan få ud af hovedet. Jeg har dårlig hukommelse, så andre ville sikkert huske meget mere. Men jeg tror på, at det, du husker, er det, der er vigtigt,” siger Sarah Stillman.