David Carr: »Journalistikken lever i bedste velgående«

Vi lever i en gylden alder, mener The New York Times-journalisten David Carr. »De værktøjer, vi har i dag, kunne vi end ikke drømme om i gamle dage,« siger han på årets Fagfestival

Vi lever i en gylden alder, mener The New York Times-journalisten David Carr. »De værktøjer, vi har i dag, kunne vi end ikke drømme om i gamle dage,« siger han på årets Fagfestival

En rockstjerne er han ikke. Men The New York Times-journalisten David Carr begyndte alligevel sin velbesøgte optræden på årets Fagfestival med en gammel traver, som turnerende musikere har brugt i årtier:
»Jeg besøgte Christiania i går. Dejligt sted – dyre cykler og fremragende marihuana.«

Derfra stod den absolut ikke på aldrende hits. Tværtimod.
»Medierne ændrer sig, og nye ting bryder frem,« lyder det fra Carr, da ordstyrer Lasse Jensen forklarer, at han gerne vil tale om, hvorvidt journalistikken – som vi kender den – er ved at dø.

For de uindviede er David Carr medie- og kulturjournalist på The New York Times. I Danmark er han muligvis bedst kendt fra dokumentarfilmen "Page One: Inside The New York Times".

Bevares, David Carr forklarer, hvordan de nationale og lokale medier i USA klarer sig udmærket, mens de regionale medier er ved at forsvinde. Puf!

Mediedøden hænger sammen med redaktører og journalister, der siger: "Sådan plejer vi at gøre".

»Medierne må tilbyde forbrugerne nye produkter og ikke bare sige: "Giv os jeres penge". Kogt helt ned handler det om value for money og om at skabe et fællesskab mellem mediet og forbrugeren.«

Et buzzword hos David Carr er "new media" og udnyttelsen af for eksempel Facebook (som han godt nok kalder et sted fyldt med mennesker, som han slet ikke vil tale med) og – hans yndling – Twitter.

»I stedet for at se det som en trussel skal vi bruge new media. I begyndelsen var Twitter et Frankensteins monster, som jeg helst ikke ville lege med. Men se, hvordan det fungerer i dag. Vi kan ramme en helt ny målgruppe med vores tweets,« siger han – og henviser til, at The New York Times netop gør det med de tweets, de sender af sted hvert fjerde sekund.

Mediedød og stigende arbejdsløshed til trods mener David Carr, at selve journalistikken har det bedre end længe set.

»Vi er kommet langt siden faxmaskinen, og de journalistiske værktøjer vi har i dag, kunne vi end ikke drømme om i gamle dage. Internettet lader os faktatjekke historier i langt højere grad end tidligere, hvorfor vi som journalister har langt mere ammunition at skyde med.«

Han fortsætter:

»Når vores efterkommere kigger tilbage, er jeg sikker på, at de vil kunne se, at vi netop nu lever i journalistikkens gyldne alder.«

 

 

0 Kommentarer