Mens resten af Frankrigs skrevne medier er i dyb krise, har onlineavisen Mediapart nu rundet 42.000 betalende abonnenter.

OVERSKUD. Oplagene siver, de unge læsere falder fra, og krisen har gjort indhug i annoncerne. Fremtidsudsigterne for avisbranchen i Frankrig er lige så slemme som i resten af verden, hvis ikke værre, og den skrevne presse skriger på frisk kapital.

Samtidig har samtlige større medier – ligesom i andre lande – svært ved at konvertere til en økonomisk rentabel model på nettet, ikke mindst fordi prisen på bannerannoncer konstant synes at bevæge sig én vej: Nedad.

Det er på den baggrund så meget desto mere overraskende, at det nye netbaserede medie Mediapart er på vej mod overskud. Onlineavisen blev stiftet for bare to et halvt år siden med en opsigtsvækkende forretningsmodel: 23 ansatte journalister bruger alle deres kræfter på undersøgende journalistik, og man kan kun læse deres, ofte alenlange, artikler ved at betale ved kasse 1: Et standardabonnement koster 67 kroner om måneden, mens arbejdsløse, pensionister og unge under 25 år slipper med 37 kroner. Til gengæld er reklamer bandlyst. 

Onlineavisens skriverier blev i lang tid ignoreret af den øvrige franske presse, men læserne strømmede alligevel støt til, og da Mediapart i foråret bragte en vaskeægte skandale om L'Oreal-milliardæren Liliane Bettencourts medvirken til skattesvindel og ulovlige valgkampsbidrag til torvs, steg abonnementstallene eksponentielt. Og det blev de ved med hen over sommeren.

For nylig rundede bladet 42.000 abonnenter, og eftersom forretningsmodellen kræver omkring 50.000 for at løbe rundt, er bladets stiftere ikke længere i tvivl om, at man kommer til at give overskud allerede fra omkring næste forår – langt tidligere end planlagt.

»Det er en nyhed, at man kan skabe et alment nyhedsmedie baseret på en forretningsmodel, hvor internetbrugerne betaler,« konstaterer chefredaktør François Bonnet, der har en fortid som udlandsredaktør på Le Monde.

DA MEDIAPARTS FEM STIFTERE FANDT sammen i 2007, var det ellers ikke ønsket om at skabe en onlineavis, der forenede dem. Målet var at skabe et uafhængigt medie med fokus på undersøgende journalistik, som de syntes der på grund af sparerunder blev mindre og mindre af i aviserne. Men kapitalkravene til at starte en printavis var ganske enkelt astronomiske, husker Mediaparts finansdirektør, Marie-Hélène Smiéjan.

»I Frankrig kræver det mellem 30 og 40 millioner euro at lancere en avis, og den slags penge kunne vi ikke finde. Eller også ville det ikke blive en uafhængig avis,« forklarer Marie-Hélène Smiéjan. Derfor faldt valget på et netmedie, hvor behovet for startkapital – som er tilvejebragt af stifterne personligt, der dermed også sidder på aktiemajoriteten – er væsentligt mindre.

Derefter meldte spørgsmålet sig, hvorvidt man skulle opkræve penge for indholdet eller ej. Men heller ikke det tog lang tid at afklare.
»Generelle nyheder genererer ikke tilstrækkeligt med reklameindtægter. Det virker måske for Google eller Orange, der har 10 millioner besøgende om dagen. Men der er ikke et eneste site for almene nyheder, der klarer sig efter gratisprincippet,« siger François Bonnet.

»Da vi startede, sagde alle, at vi var nogle gamle idioter, der ikke havde forstået, at indhold på web er gratis, og at det skal være kort, for folk gider ikke læse lange artikler og bruger højst 20-30 sekunder på en side: Maksimalt 1.000 tegn. Vi gjorde det stik modsatte: For det første krævede vi betaling for at kunne sikre os uafhængighed. For det andet bestemte vi at bringe indhold på nettet i alle slags former og formater.«
 
I DAG ER KRITIKKEN forstummet, og mange forsøger at lære af Mediaparts forretningsmodel, der i høj grad går ud på at vælge fra.
»Da jeg var chef for Le Mondes udlandsredaktion, disponerede jeg over fem-seks sider om dagen, men over halvdelen, tre-fire sider, blev brugt på klassiske nyheder, som man også kunne læse andre steder. Som chef havde jeg således kun to sider til reportager, undersøgende journalistik eller til at sætte fokus på et emne – og det var de to sider, der gjorde forskellen, for hvad der stod på de øvrige sider, havde alle de andre også. Det, vi gør her på Mediapart, er kun at lave de to sider,« forklarer Bonnet.

»Det, der retfærdiggør at opkræve betaling, er, at vi har et uafhængigt nyhedssite, der løber risici, og som er hårdtslående og laver undersøgelser, man ikke finder andre steder.«

At Mediapart insisterer på at være hårdtslående og uafhængig, kan man forvisse sig om ved at møde op en mandag morgen klokken 9 på cafeen 'Le 138' nær redaktionens lokaler i Paris.
Her inviterer Mediapart læserne med til optagelse af en ugentlig videokronik med den stærkt kontroversielle stand-up-komiker og kommentator Didier Porte.

Denne morgen er det præsident Nicolas Sarkozy og førstedamen Carla Bruni-Sarkozy, der får det glatte lag.
»Det fascinerer folk, hvordan en så smuk kvinde kunne finde på at gifte sig med en sådan gnom,« siger Didier Porte med sit karakteristiske tandsmil lige ind i kameraet, mens cafegæsterne morer sig.
Indslaget bliver lagt på www.mediapart.fr klokken 13 samme dag og trækker 40.000 seere.

DEN 23-ÅRIGE STUDERENDE Jonas er blandt de cafegæster, der værdsætter Mediaparts hårdtslående attitude, men understreger, at han omvendt kun ser onlineavisen som et supplement til nettets øvrige kilder – herunder Le Monde, som han for 12 euro om måneden læser på sin iPad.

»Jeg tænkte, at det var et godt supplement til en avis som Le Monde. I visse sager forsøger de at gå hele vejen, og de er ikke bange for at anklage. Le Monde er derimod en mere almindelig bred avis og mere behersket og afdæmpet end anklagende,« mener Jonas.

Tilbage på redaktionen understreger Bonnet, at netop fordi læserne får deres oplysninger fra flere kilder, har de også accepteret, at Mediapart i perioder satte næsten samtlige journalister til at grave i én og samme skandalesag og dermed lod næsten alt andet ligge.

»Det overraskende er, at det er vi ikke blevet kritiseret for. Nettet har afskaffet myten om, at man skal skrive om alt hele tiden,« slutter chefredaktøren.

FAKTA OM MEDIAPART
Mediapart gik i luften i marts 2008 og er stiftet af fire journalister og én direktør, der tilsammen er hovedaktionærer. 23 journalister er ansat til at producere mellem 35 og 40 artikler om ugen, som man kun kan læse online og kun ved at tegne abonnement. Der er ingen reklamer. Desuden er man på vej med et iPad-magasin, der løbende skal opsamle de bedste artikler fra www.mediapart.dk.
Mediapart har netop lanceret en engelsk hjemmeside, hvor man – indtil videre gratis – kan læse udvalgte artikler i engelsk oversættelse: www.mediapart.fr/english.