Lars Grarup er ny digital chefredaktør på Politiken. »Vi vil inden for tre år løse den gordiske knude for, hvordan vi øger betalingen for indhold,« siger han til Journalisten.dk. Annoncesælgere og netredaktion skal tale mere sammen.
Politikens samler alle digitale kræfter under Lars Grarup, der nu går fra 'chefredaktør' til 'digital chefredaktør'. Han får fremover ansvaret for alle digitale medarbejdere på Politiken. Ændringen betyder også, at annoncesælgere og redaktionelle medarbejdere skal i tættere dialog.
Journalisten.dk har talt med Lars Grarup om Politikens digitale strategi.
Hvad bliver anderledes på Politiken?
»Vi prøver at fokusere alle vores digitale kræfter under ét tag – både de redaktionelle, udviklingsmæssige og forretningsmæssige. Der er tre overskrifter for den beslutning: Vi vil bevare kvaliteten, vi vil bevare trafikken, og vi vil inden for tre år løse den gordiske knude for, hvordan vi øger betalingen for indhold,« siger Lars Grarup til Journalisten.dk.
»Det er også nyt, at vi knytter tættere bånd mellem annonceafdelingen og de redaktionelle medarbejdere. På Politiken har traditionen altid været, at sælgere og journalister er meget separerede fra hinanden. Men i avisen har vi nogle hvide sider, hvor vi ved, at der kommer annoncer. Sådan fungerer det ikke på nettet, digital indtjening er meget mere komplekst. Vi er simpelthen nødt til at have en lang række indtægtsstrømme for at tjene penge.«
Politiken går nu i gang med grundige drøftelser blandt lederne på det digitale område for at finde ud af, hvordan avisen kan indføre brugerbetaling på nettet.
»Siden internettets opståen har det i høj grad været defineret som et frit medie. Det betyder, at man kun har stået på det ene ben – annoncer. Vi skal kigge på, hvordan vi får det andet ben – abonnement – til at fungere.«
Mange medier internationalt eksperimenterer med forskellige modeller. Hvad kommer til at kendetegne Politikens tilgang?
»Jeg tror ikke på, det bare kan lade sig gøre ved at tage en masse indhold, der har været gratis, og flytte det om bag en betalingsmur. Jeg tror mere på, at vi kan udvikle nogle nye elementer, vi kan lægge digitalt – og som ikke ligger i vores gratis univers, men i et betalingsunivers. Derfor skal vi på kryds og tværs af vores redaktionelle medarbejdere finde ud af, hvordan vi ved hjælp af synergi kan producere indhold, folk vil betale for.«
Hvad betyder 'synergi' mere konkret i den sammenhæng?
»Jeg kan give et eksempel: Vi har lige relanceret vores fotosite. Politikens dygtige fotografer tager et hav af billeder hver dag. De billeder, der ender i avisen, er relativt få af dem, der produceres. På nettet kan vi lave billedhjul og fortælle de historier, fotograferne har været ude at fotografere. Så skriver vi nogle korte tekster til, der forklarer billederne. Det er noget af det, vi gerne vil kigge nærmere på. Vi overvejer også, hvordan vi kan bruge levende billeder kommercielt i fremtiden.«
Kunne det for eksempel være, at læserne betaler for at se web-tv?
»Det kunne det sagtens. Men det er noget, vi arbejder stille og roligt videre på.«
Tidligere har Politiken slået hårdt på vandtætte skodder mellem journalister og sælgere. Er det ikke et problem, at de nu skal arbejde tættere sammen?
»Det kan der sagtens være et problem i, hvis annoncefolkene får indflydelse på det redaktionelle indhold og redigerer politiken.dk. Det sker ikke. Den redaktionelle power ligger stadig hos de redaktionelle medarbejdere. Det her er udtryk for, at det at skabe digital indtjening er langt mere komplekst end indtjening på print. Derfor er vi nødt til at have en tættere dialog,« siger Lars Grarup.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Nu er dagbladen jo også forretninger der skal køre rundt og sælge varer....
Der er ikke nogen modsætning i at opretholde en høj integritet og blive bedre til at tjene penge. Google er et godt eksempel - den dag de tager betaling for at placere en søgning højere oppe end den algoritmisk fortjener er den dag de graver deres egen grav. Det ved de udmærket godt, og derfor er der vandtætte skotter mellem annonceafdelingen (som iøvrigt er så godt som 100% automatiseret) og søgemaskinen.
Max Kim Tobiasen henviser til amazon og google, og det er da rigtigt, at de fra begyndelsen forstod mere end samtlige dagblade tilsammen. Men de to er først og fremmest forretninger, der skal sælge varer. Hvis Politiken skal opretholde et skær af uvildighed, kan de hverken lade annoncører bestemme eller betale nyhederne, tankegange, som de tidligee har været inde på, da de på et fortalte, at de ville lade sponsorer få indflydelse på deres temaer.
"Annoncesælgere og netredaktion skal tale mere sammen."
Så ved vi, hvad der er i vente. Avisen skal bringe det stof, som annoncørerne vil have.
Clemens Kjærgaard og hans dygtige stab på Ræson gnider sig allerede i hænderne, fordi det går så dårligt for aviserne. Hvis Politiken tror, at folk vi betale for artikler, der er blevet til gennem et samarbejde med sælgere og redaktion, glemmer de vist at folk rent faktisk kan tænke. I øvrigt bør det i givet fald få indflydelse på deres støtte fra skatteyderne.
Mit forslag vil være, at Kulturministeren øremærker en passende pose pengen fra den kommende mediestøtte pulje, som skal bruges til udviklingen af et fælles mikrobetalingssystem til alle de danske internetmedier. Det vil nemlig gøre mediestøtten til en hjælp til selvhjælp, for hvis ikke de danske medier får skabt en holdbar løsning, hvor de på helt almindelige markedsvilkår får betaling for deres varer (nyheder), så ender medierne jo op med at være en branche, som kun kan overleve, hvis politikerne vil være villige til at bevilge dem mere og mere i bistandshjælp (mediestøtte).
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Micropayments, som er det du hentyder til, har lidt været en hellig gral på nettet de sidste ti år. Der er rigtig mange der har prøvet, men ingen der endnu har haft success.
Den største hurdle har været "kyllingen og ægget" problematikken - der er ingen firmaer der vil bruge systemet før der er forbrugere nok til at retfærdiggøre det, og der er ingen forbrugere der vil bruge det før der er nok firmaer der har det. Men jeg tror faktisk at hvis man starter med en niche (nyheder på nettet) og et geografisk afgrænset område (Danmark) vil der være en mulighed for at gøre det til en success. Hvis det lykkedes vil man senere kunne udvide systemet så man også kan bruge det andre steder, f.eks. på blogs og til at købe statistikker på nettet, etc. Potentialet er stort.
Den anden hurdle er, som du også antyder, at alle medier skal være enige om at bruge systemet. Det bliver nok svært, men det er ikke umuligt. Ritzau bliver jo også brugt af de fleste medier så tanken er ikke ukendt.
Svindel har også vist sig at være en faktor man skal tage højde for.Det kan blive en meget dyr fornøjelse hvis man ikke får løst dette problem ordentligt.
Derudover er der selvfølgelig nogle tekniske, designmæssige og usability mæssige problematikker der skal løses - men dette kan gøres med den rette ekspertise. Den er jeg dog ikke sikker på at dagbladene er i besiddelse af.
Flere