Danmarks nye røde netmedie: Medierne er for borgerlige

Danske medier er for borgerlige, mener redaktør på det nystartede røde netmedie solidaritet.dk. Det vil skrive om konsekvenserne af politikernes beslutninger – og gå hårdere til Lars Løkke end til Pernille Skipper: ”Vi vil selvfølgelig være mere kritiske over for de borgerlige,” siger redaktør

Lørdag gik det socialistiske netmedie solidaritet.dk i luften med en vision om ”at få de historier og vinkler frem i lyset, som du ikke læser andre steder”.

Redaktionen består af journalist med en fortid på dagbladet Information Kim Kristensen. Redaktør for nye medier Tamara Rønbach har været tilknyttet Socialistisk UngdomsFront og Enhedslistens Landskontor. Idéhistoriker Morten Hammeken er ansvarshavende redaktør.

Derudover opfordrer solidaritet.dk frivillige til at bidrage med historier.

Bag mediet står Mediehuset Solidaritet, der har modtaget 1,3 millioner kroner i udviklingsstøtte fra Kulturstyrelsen. Målet er at give historier med et socialt perspektiv større opmærksomhed, end de får i det øvrige mediebillede, forklarer Morten Hammeken.

”Det kan for eksempel være ofre for jobcentrene, afviklingen af den almene boligsektor og folk, der bliver fanget i systemet. Vi har lige bragt en historie om Næstehjælperne, der gør opmærksom på fattigdom blandt børn i Danmark,” siger Morten Hammeken.

Borgerlig presse

Han mener, at de danske medier er for højreorienterede, når man ser på de redaktionelle prioriteringer.

”De vinkler, der er i den danske presse, er for borgerlige. Vi vil gerne komme med et venstrefløjsperspektiv. Vi melder klart ud, at vi har et socialistisk udgangspunkt, og at vi orienterer os mod de sociale bevægelser.”

Hvor ser du, at journalister er borgerlige?

”Jeg ser det ikke i form af misinformation. Det er mere prioriteringen. Nogle historier mangler fuldstændigt eller bliver kun dækket i meget lille omfang i de danske medier. Vi har for eksempel en kronik af Preben Wilhjelm, (tidligere folketingsmedlem for VS, red). Han efterlyser en uvildig Irakkommission. Det er et eksempel på noget, vi mener fortjener større fokus. Vi vil gerne bringe andre ting ind i samtalen,” siger Morten Hammeken.

Men er forslaget om en Irakkommission ikke historier, man ville kunne finde i for eksempel Dagbladet Information?

”Jo, Information er på mange måder klart en af de bedre aviser. Jeg vil ikke sige, at al journalistik er utilstrækkeligt, som det er nu. Men vi vil gerne sætte fokus på fx de sociale bevægelser nedefra – vise den virkelighed, folk oplever som en konsekvens af den borgerlige politik. Der bliver blandt politikere for eksempel talt meget om ghettoer. Men hvad siger de, der selv bor i en såkaldt ghetto?”

Mest kritisk over for Løkke

I ønsker at levere kritisk og informativ journalistik. Vil I være lige så kritiske over for Pernille Skipper som over for Lars Løkke Rasmussen?

”Vi er som udgangspunkt socialister, så vi vil selvfølgelig være mere kritiske over for de borgerlige, fordi vi har et rødt værdigrundlag. Men vi skal også være et uafhængigt medie, så der er plads til interne debatter om for eksempel Enhedslistens, Alternativets eller SF’s politik. Vi håber at skabe en levende debatkultur, så vi alle sammen bliver klogere. Vi skal ikke være et partimedie for nogen, men orientere os bredt,” forklarer Morten Hammeken.

Solidaritet.dk har en målsætning om at være ”fuldstændigt uafhængig af partipolitiske og kommercielle interesser”.
Samtidig overvejer partiet Enhedslisten at give opstartsstøtte til mediet. Men Morten Hammeken fastholder, at Solidaritet kan være uafhængig, selv om Enhedslisten måtte bidrage økonomisk.

”For mig handler det om at holde en formel distinktion mellem partipolitik og dét, vi rapporterer. Vi vil gerne have støtte, fordi vi ikke har en gruppe rigmænd eller investorer i ryggen. Derfor er vi interesseret i støtte i opstartsfasen. Men der skal være transparens, og ingen skal diktere vores redaktionelle arbejde, altså hvordan vi vinkler eller udvælger historier.”

Men kan I være fuldstændigt uafhængige, hvis I får opstartsstøtte fra Enhedslisten?

”De kan give os penge, og de kan trække støtten igen, hvis de ikke kan bakke op om vores linje. Vi kan sagtens levere kritisk uafhængig journalistik, også med støtte fra for eksempel Enhedslisten.”

Socialisme i praksis

Det er ikke kun netmediets titel, der skal signalere solidaritet. Prisen for at være medlem er også baseret på solidaritet. De rige skal nemlig betale mest. Hvis man tjener over 38.000 kroner om måneden, er prisen 150 kroner om måneden. Hvis man tjener under 14.000 kroner om måneden, slipper man med 15 kroner. Målet er 500 abonnenter i år.

Hvis I når 500 medlemmer til årsskiftet, hvad er omsætningen så?

”Det er svært at give et præcist tal, fordi prisen for et medlemskab er indkomstgradueret. Hvis du tjener mange penge, skal du betale 10 gange så meget, som hvis du er studerende på SU. De bredeste skuldre betaler mest, det er socialisme i praksis for os. Men uanset hvor mange penge der kommer ind, kører vi videre,” siger Morten Hammeken.

4 Kommentarer

Jess Thorsen
23. MARTS 2019
I Danmark findes ikke eet
I Danmark findes ikke eet medie som varetager lønmodtagernes reelle interesser
Hanne Rasmussen
21. MARTS 2019
Herlig brug af skattekroner.

Herlig brug af skattekroner.

Tre venstreekstremister starter en blog, men kalder det journalistik og avis, og straks er der statsstøtte i millionklassen klar, samt et ukritisk interview fra fagbladet.

Skal alle højreradikale der har en blog ikke også have lidt støtte?

Man kunne håbe at et fagblad ville være mere kritisk indstillet overfor et så åbent angreb på almindelige journalistiske dyder, og et projekt som jo kun kan skade faggruppens image yderligere.
Thorbjørn Thiesen
21. MARTS 2019
Vil I gå hårdt til de
Vil I gå hårdt til de ministre der tror de ved noget om økonomi f.eks Simon-Emil Amnitzbøll, eller Joachim B. Olesen?
Jesper Bech Pedersen
21. MARTS 2019
Er en kronik om irak
Er en kronik om irak-kommisionen virkelig det bedste eksempel, I kan hive frem, når I bliver spurgt til, hvilke historier de "højreorienterede" medier ikke dækker? Den sag er da en af de mest dækkede i nyere tid på tværs af alle danske medier.