Lokalmedie: ”Facebook er jo følelser. Vi skal vise, at vi ikke er robotter”

Medierne udtrykker flere og flere holdninger på Facebook, mener SDU-forsker. Ét af dem er Dagbladet Roskilde, der ofte kommenterer de nyheder, de deler. ”Når det er en god nyhed, synes jeg ikke, det gør så meget, at man skriver ’jubi’ eller ’pyha hvor godt,’ siger redaktionsleder

”Frem til nu har vi jo haft som standard, at hverken journalister eller nyhedsmedier har en holdning til noget som helst. Langsomt, men sikkert, er den opfattelse ved at blive udfordret især på mediernes facebooksider.”

Sådan sagde journalistisk lektor på SDU Filip Wallberg i går til Journalisten i forbindelse med en aktuel sag, hvor TV 2 – stik imod mediets egne retningslinjer – i et facebookopslag havde givet udtryk for en holdning til en nyhed, de selv dækkede og delte. TV 2 har nu ændret teksten på Facebook.

Men TV 2 er ikke det eneste medie, der indimellem deler nyheder på de sociale medier med kommenterende tekster. Hos Dagbladet Roskilde, der hver dag deler deres nyheder på mediets facebookside, udtrykker flere opslag fra de seneste uger en holdning eller en følelse omkring deres egne historier.

Det gælder for eksempel nyheden om, at en forsvundet pige er fundet, der blev delt med teksten: ”Pyha… det var godt”. Eller historien om et lokalt amfiteater, der blev delt med ordene: ”Jubii. Amfiteateret indvies. Resultatet er blevet rigtig flot.” En anden historie om et forsinket byggeprojekt i kommunen blev af lokalmediet delt med teksten: ”At store byggeprojekter bliver forsinket er vist mere reglen end undtagelsen…”

Vil gerne være i øjenhøjde med læserne

Til Journalisten forklarer Dagbladet Roskildes redaktionsleder Lars Ahn Pedersen, at de – så vidt han ved – ikke har en formuleret praksis for, hvad de kan og ikke kan skrive i mediets facebookopslag.

”Men vi udtrykker os jo på forskellige måder på forskellige platforme. På Facebook vil man gerne være lidt mere dus med sine læsere og komme lidt mere i øjenhøjde med dem. Vi vil gerne have den der lidt uformelle dialog med brugerne – og så er det ikke altid, vi lige rammer rigtigt,” erkender han.

Det gælder for eksempel deres facebooktekst om, at det vist nærmere er reglen end undtagelsen, at store byggeprojekter bliver forsinket. Teksten fulgte med en nyhed om, at en moské i Roskilde ikke når at stå klar til tiden.

”Den har vi diskuteret. Det var nok ikke lige den vinkel, jeg ville have valgt. Det kan godt være, det lige er gået lidt for hurtigt i det tilfælde med at finde på en tekst,” siger Lars Ahn Pedersen.

Vil tage en snak internt  

Heller ikke facebookteksten til en nyhed om en narkodom til en 23-årig er redaktionslederen – set i bakspejlet – helt tilfreds med. Den nyhed blev delt med teksten: ”Tsk, tsk, tsk”.

”Lige den er jeg heller ikke så vild med. Jeg kan godt følge, at man skal være varsom med at lave den slags holdningsprægede opslag,” siger Lars Ahn Pedersen.

Men synes du, I er varsomme med at udtrykke holdninger til de historier, I dækker og deler?

”Der er nok noget, vi lige skal tage en snak om internt og være lidt mere opmærksom på,” siger han.

OK, når det er en god nyhed

Selv om Dagbladet Roskilde lægger op til at ville stramme lidt op på deres praksis, understreger Lars Ahn Pedersen også, at det nogle gange kan være OK for dem at skrive holdningsprægede facebookopslag.

”Når det er en god nyhed, synes jeg ikke, det gør så meget, at man skriver ’jubi’ eller ’pyha hvor godt’. For Facebook er jo følelser. Vi skal også vise, at vi ikke er robotter. Men det er en balancegang,” siger han.

Han kan for eksempel ikke se problemet i, at de som nyhedsmedie udtrykker glæde over, at en pige, der har været forsvundet, nu er fundet uskadt.

”Det er rigtigt nok, at vi der giver udtryk for en holdning. Men lige i det tilfælde har jeg svært ved at se, hvad man ellers skulle have gjort. Eller hvad der skulle være i vejen med det. Det var jo godt, at hun selv vendte hjem, og at der ikke var sket hende noget,” siger han.

Og hvad med jeres facebooktekst: ”Jubii. Amfiteateret indvies. Resultatet er blevet rigtig flot.”Der er jo ikke nogen kilder i artiklen, som siger, det er blevet flot – så hvorfor skriver I det?

”Man kunne måske godt have udeladt den sidste del af det. Men omvendt tror jeg også, at alle i byen er glade for, at amfiteatret åbner igen, for det har jo været lukket i det meste af et år nu. Så jo, det er da en god nyhed.”

Men der kunne vel godt sidde borgere i Roskilde og synes, at det nye amfiteater er grimt?

”Det er jo et historisk sted i byen, der bare været nedslidt. Og nu har man simpelthen brugt penge på at renovere det. Så der er rigtig mange, der har et forhold til det.”

Men det er vel irrelevant for spørgsmålet om, om det er i tråd med jeres måde at lave journalistik på, at I på nogle af jeres platforme kan udtrykke en holdning?

”Jamen, det er igen, fordi det er forskellige platforme. Men jo, det er noget, man skal være varsom med. Og også noget, vi lige vil vende internt på redaktionen,” siger Lars Ahn Pedersen.

 

 

0 Kommentarer