Det er en krigsfilm, men hovedpersonerne er hverken oprørere eller generaler. Det er helt almindelige mennesker, som den danske journalist, forfatter og dokumentarist Nagieb Khaja har udstyret med kameratelefoner og en opfordring til at filme det, de selv har på hjerte.

Optagelserne har Nagieb Khaja klippet sammen til den dokumentarfilm, der har premiere på torsdag, og som er blevet til i samarbejde med Magic Hour Films.

Journalisten.dk har set filmen og interviewet Nagieb Khaja, som håber, at hans værk kan være med til at skabe bedre forståelse for de mennesker, der bliver påvirket af krigen.

»Når du kender en person og har set, når personen er glad, så gør det et større indtryk, når personen er ked af det. Hvis du hele tiden tager fat i mennesker i elendighed, så bliver du immun over for det,« siger Nagieb Khaja til journalisten.dk.

Krigsjournalistikken: En falliterklæring

Dokumentaren består af optagelser af Nagieb Khaja undervejs i processen, men mest af alt af privatoptagelser, som de fem hovedpersoner har lavet på kameratelefonerne.

I alt har Nagieb Khaja delt mobiltelefoner ud til 30 personer, men nogle vendte aldrig tilbage med telefonerne, og nogle optog så lidt eller dårligt, at optagelserne måtte kasseres.

Resultatet er en film, der udtrykker hans indignation over den danske og vestlige mediedækning af Afghanistan, som alt for ofte er både ensidig og fejlagtig, forklarer Nagieb Khaja.

»Jeg synes, at vi har haft en naiv fremstilling af konflikten i Afghanistan, som ikke hang sammen med virkeligheden. Jeg synes faktisk, at dækningen af Afghanistan-krigen har været katastrofal og en falliterklæring for os, for det har været på forsvarets præmisser,« siger han.

Han mener, at selv om den danske dækning, der typisk har fokuseret på de militære problemstillinger, er vigtig, så er den langtfra tilstrækkelig.

»Hvad med de mennesker, som bor i det helvede? Hvad synes de? Jeg har før denne her film rejst rundt i Helmand og har haft adgang til civilbefolkningen, og de oplevelser, jeg har haft med dem, har ikke været de samme som det, der er blevet beskrevet i mange vestlige medier og rigtigt meget i de danske medier,« siger Nagieb Khaja.

Han mener, at det skyldes overfladiskhed i de danske redaktionslokaler.

»Når jeg har talt med redaktører på eksempelvis tv-stationer, så har det ikke været en prioritet at fortælle lokalbefolkningens historier. Når jeg har talt med dem om det, så har meldingen altid været, at ”det gør vi jo allerede”. Og så er det, jeg prøver at forklare dem, at de taler med folk i Kabul, og så kunne de lige så godt tale med folk i Islamabad eller Teheran, for der er ikke nogen krig i Kabul. Krigen er i Helmand for eksempel,« siger han.

Og når man endelig har reportere i de udsatte områder, så har de været i selskab med soldater.

»Når du er sammen med soldaterne, så får du kun adgang til nogle helt specielle kilder, for det er kilder, der samarbejder med militæret. Det er kilder, som de afghanske myndigheder håndplukker, fordi de passer ind i en eller anden casehistorie fra et kvindecenter eller lignende,« siger Nagieb Khaja.

Gåpåmod

Selv om filmen bryder med en række vante forestillinger om såvel Afghanistan som krigsrapportering, så er Nagieb Khaja tilbageholdende, da han bliver bedt om at give sit bud på, hvad filmen kan komme til at betyde for krigsjournalistikken.

»Jeg har jo ikke opfundet den dybe tallerken i forhold til at bruge civic journalism, men jeg har i hvert fald vist noget gåpåmod i forhold til at bruge alternative metoder til at få oplysninger på. Forhåbentligt kan jeg inspirere folk til at være mere kreative til at komme uden om nogle af de barrierer, der er, og jeg håber, at det kan have en afsmittende effekt på standen herhjemme og udlandet,« siger Nagieb Khaja.

Han peger på, at han med mobiltelefonen har brugt et værktøj, som har spillet en vigtig rolle i det arabiske forår, men at måden, han har brugt det på, har givet en anden dimension.

»I det arabiske forår bliver det brugt på en meget aktivistisk måde, hvor man ser fragmenter af kamp, demonstrationer og vold, mens jeg har gjort meget ud af at gøre de her mennesker til hele mennesker,« siger Nagieb Khaja.

»På den måde håber jeg, at min metode kan være med til at give en ekstra dimension til den måde, man bruger det værktøj.«

Hans erfaring er, at situationen ikke er nær så entydig, som den bliver fremstillet, og at billedet af lokale, der enten holder med Vesten eller Taliban, ikke er et, som han har genfundet i virkeligheden.