
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Klokken 10 bliver der holdt medarbejdermøde på TV 2, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed kommer og svarer på spørgsmål.
Det sker, efter at den første dansker er blevet smittet med coronavirus. Den pågældende er medarbejder på TV 2.
”Vi bruger alle kræfter på at få det her møde klokken 10 til at komme op og stå. Der er mange med spørgsmål. Derfor kommer Styrelsen for Patientsikkerhed og svarer på dem. Det er forståeligt, at man har brug for svar,” siger Lennart Steen, der er fællestillidsrepræsentant på TV 2.
Onsdag fik Jakob Tage Ramlyng, der er den ramte medarbejder på TV 2, symptomer på sygdom, og natten til torsdag kom beskeden fra Roskilde Sygehus om, at testen var positiv for coronavirus. Det skriver tv2.dk.
”Vi er selvfølgelig dybt rystede over, at det, vi troede var stærkt usandsynligt, nu er vores virkelighed,” skriver Jakob Tange Ramlyng selv i et opslag på Facebook ifølge TV 2.
Jakob Tage Ramlyng var i sidste uge på skiferie i Chiesa i Valmalenco i provinsen Sondrio i det nordlige Italien sammen med sin familie.
Hans kone og ene søn har haft symptomer på sygdom med hoste og feber, men er testet negativ for virussen. Parrets anden søn har ikke udvist symptomer og er derfor endnu ikke blevet testet.
Jakob Tage Ramlyng skal opholde sig i sit hjem på Sjælland i to uger.
Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, fortæller til tv2.dk, at myndighederne besøger TV 2 torsdag og ikke kan afvise, at flere vil blive sat i karantæne.
Jakob Tage Ramlyng mødte kortvarigt op på arbejde på TV 2 onsdag. Søren Brostrøm siger dog, at man skal være i ret tæt kontakt for at blive smittet. Direktøren oplyser til tv2.dk, at det danske beredskab er startet natten til torsdag.
”Det startede med håndteringen af patienten og hans pårørende, som er testet negativ. Men så går vi også allerede i gang med kontaktopsporing – det kommer vi til at fortsætte med i dag, også hos jer (på TV 2, red.), fordi det er jeres kollega, der er blevet smittet,” siger han til TV 2.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.