Ansat inde fra det coronaramte TV 2: ”Nogle er kede af det, nogle er vrede, nogle er paf”

16 ansatte er indtil videre blevet sendt hjem og i karantæne fra TV 2, efter at en kollega har fået konstateret coronavirus. ”Det er hårdt for alle,” siger tillidsrepræsentant Lennart Sten. Nyhedsdirektør fastslår, at risikoen for smitte er ”lille”

”Det er hårdt for alle, og hverdagen er forandret.”

Sådan lyder reaktionen fra fællestillidsrepræsentant Lennart Sten på TV 2 efter en hektisk dag på TV 2 som en konsekvens af, at hans kollega Jakob Tage Ramlyng natten til i dag fik konstateret coronavirus.

16 ansatte er indtil videre i løbet af dagen blevet sendt hjem og i karantæne fra TV 2 ifølge mediet selv. Det er sket, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har været på TV 2 og har screenet medarbejderne. De hjemsendte er nogle af dem, der har haft tættest kontakt med deres smittede kollega.

Lennart Sten fortæller, at der stadig er screeninger i gang på TV 2, og at antallet af hjemsendelser kan stige løbende.

”Der bliver stadig screenet herude. De ryger gradvist i hjemmekarantæne, hvis styrelsen skønner, de skal det,” siger han og tilføjer:

”Dem, der eventuelt er smittede, smitter ikke endnu, men det begynder de at gøre fra i morgen. Derfor skal det her ske nu.”

”Der er halvtomt herude nu”

Lennart Sten fortæller, at Styrelsen for Patientsikkerhed først og fremmest har haft fokus på at screene de medarbejdere, der har været i kontakt med den smittede medarbejder.

Dernæst screenes dem, der er gået forbi den ramte medarbejder på eksempelvis gangen.

”Der er læger, der står til rådighed for at snakke med dem, udspørge dem om alt muligt og svare på spørgsmål fra dem. Der er jo en masse spørgsmål fra folk, som kan have nyfødte børn eller gamle forældre eller andet,” siger han og tilføjer, at en stor gruppe TV 2-ansatte, der ikke har været i kontakt med den ramte, også har et stort behov for information.

Hvordan er det at være der lige nu?

”Der er halvtomt herude nu. Folk er taget hjem til pårørende, fordi de har brug for ro.”

”De har det sådan, at de er forpustede. Det er underligt, at det rammer sådan her. Det er enormt usikkert, og man skal forholde sig en hel masse til omgivelserne, der er nervøse. Nogle er kede af det, nogle er vrede, nogle er paf.”

”Det har stor indvirkning på folks liv, alt skal jo aflyses, ting man skal eller glæder sig til bliver sønderskudt, fordi intet er vigtigere end det her. Alt er på standby.”

Hjemsendte: Uvirkeligt og irriterende

En af de hjemsendte TV 2-ansatte er TV 2 News-vært Karen-Helene Hjorth, der har talt med bt.dk. Hun er hjemme i sin lejlighed på Nørreport Station og kan ikke se sin datter de næste to uger på grund af karantænen.

”Det er så uvirkeligt. Det sværeste bliver uden tvivl, at jeg skal være væk fra min datter i to uger. At jeg ikke kan give hende et kram i to uger,” siger hun og tilføjer, at hun med al sandsynlighed ikke er smittet.

En anden hjemsendt er journalist Camilla Pihl. Hun fortæller til Ekstra Bladet, at hun de næste 14 dage ikke kan se sin kæreste, der er flyttet midlertidigt ud af deres lejlighed, mens hun er i karantæne.

Hun er dog ikke nervøs, siger hun.

”Det er bare irriterende at være i denne her situation, at man er nødt til at skippe alle planer de næste 14 dage, men jeg er ikke nervøs for, at det er en alvorlig sygdom for mit vedkommende,” siger hun.

Ifølge nyhedsdirektør Mikkel Hertz er der ikke stor risiko for, at de hjemsendte er smittet med coronavirus.

”Det er nogle, som Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer kan være i risikozonen. De gjorde det klart på mødet, at den generelle risiko, for at Jakob, i de timer han har været her i går, har smittet nogen, er lille,” siger Mikkel Hertz til Journalisten.

0 Kommentarer

Læs også

TV 2

Coronavirus har ramt TV 2-medarbejder – mødte ”kortvarigt” op på arbejde

27. FEBRUAR 2020
13 ansatte er sendt hjem i karantæne på TV 2 - her er status på Coronaudbruddet

Corona på TV 2: 16 ansatte er sendt hjem i karantæne – her er status

27. FEBRUAR 2020