BTMX fyrer syv journalister

Som led i Berlingske Medias sparerunde skulle 12 redaktionelle stillinger nedlægges på BTMX. Nu er situationen afklaret: Fem fratræder frivilligt, og syv fyringer fandt sted til morgen. Tillidsmand: ”Det var en meget, meget ubehagelig situation”

Den 28. februar meldte Berlingske Media ud, at 29 redaktionelle stillinger skulle nedlægges – heraf 14 hos BTMX. Dette blev siden forhandlet ned til 12.

I dag er situationen endeligt afklaret.

Fem journalister har valgt at fratræde frivilligt. Og til morgen blev syv journalister ringet op af en sekretær med beskeden om, at de skulle til samtale med ledelsen. Herefter er de syv blevet afskediget. Det oplyser tillidsmand på BTMX Rasmus Skat Andersen.

”Folk skulle have telefonerne åbne mellem 8.00 og 8.30. Det var en meget, meget ubehagelig situation,” siger han.

 ”Vi havde håbet, at der kom frivillige fratrædelser nok til, at man ikke var tvunget til at foretage fyringer.”

”Det er hårdt at skulle sige farvel til gode kolleger, og først og fremmest er det selvfølgelig sindssygt synd for dem, der bliver fyret. Det er virkelig en hård dag at komme igennem,” fortæller Rasmus Skat Andersen.

De praktiske vilkår er dog ens for de journalister, der fratræder frivilligt, og dem, der er blevet fyret.

”Men fyringer er meget mere ubehagelige end frivillige fratrædelser, hvor personen selv har sagt: ”Jeg kan se mig selv et andet sted”. Når der er tale om en fyring, har personen ikke lyst til at forlade stedet. Og under en fyringsrunde bliver alle sat i en situation, hvor de ikke ved, om de er købt eller solgt,” siger Rasmus Skat Andersen.

Situationen blev også afklaret hos Berlingske til morgen. Her skulle 15 redaktionelle stillinger nedlægges. 11 journalister valgte at fratræde frivilligt, og fire bliver fyret, oplyser Mediawatch.

0 Kommentarer