De 32 faste fotografer på Jysk Fynske Medier slipper ikke for en fyringsrunde. Fristen for at søge frivillige fratrædelser er udløbet, og kun to har meldt sig.
Det er ikke nok til at undgå fyringer, da ledelsen har besluttet at nedlægge syv fotograf-stillinger.
”Det er nok som forventet, når vi i årenes løb har været gennem så mange sparerunder, at dem, der har lyst til at gå frivilligt, allerede har haft muligheden for det flere gange,” siger Per Schultz-Knudsen, tillidsrepræsentant i Jysk Fynske Medier.
Fyringer meldes ud på torsdag
Dermed ender sparerunden på fotoredaktionen med, at fem fotografer skal fyres. Ledelsen melder ud, hvem der bliver fyret torsdag morgen.
Det er kun et år siden, at Jysk Fynske Medier skar 10 fotostillinger væk.
Som Journalisten tidligere har beskrevet, betyder den nuværende sparerunde, at Jysk Fynske Mediers fælles fotoafdeling nedlægges. Fotograferne tilknyttes i stedet direkte til et af de enkelte mediehuse.
Ledelsen vil ifølge Per Schultz-Knudsen præsentere en ny plan for fordelingen af fotografer på mandag.
Journalisten har tidligere forklaret, hvor Jysk Fynske Mediers fotografer sidder i dag. Det kan du få overblik over her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.