Presselogens formand revser Dyrby: Ufint over for BT’s politiske journalister

Michael Dyrby har varslet, at han som chefredaktør på BTMX vil indføre et rotationsprincip på den politiske redaktion. Det møder kritik fra Marchen Neel Gjertsen, formand for Folketingets Presseloge: ”Man risikerer at miste enormt meget viden og nogle rigtig dygtige journalister”

I dag har Michael Dyrby sin første arbejdsdag som ansvarshavende chefredaktør på BT og Metroxpress.

Men allerede i går kunne de ansatte på BT her på Journalisten læse, at deres nye chefredaktør har planer om at indføre et rotationsprincip på avisens politiske redaktion.

”Ingen kommer til at sidde 15 år på BT’s politiske redaktion,” sagde Michael Dyrby. 

Den udmelding møder kritik fra Marchen Neel Gjertsen, formand for Folketingets Presseloge og leder af Jyllands-Postens politiske redaktion.

”Jeg synes, det er ufint over for BT’s politiske journalister, at de skal læse i deres fagblad, at deres nye chef har planer om at rotere dem ud. For netop BT’s politiske redaktion er faktisk befolket af en skare, hvor flere har været der i mange år,” siger hun.

Dyrby: Ville være ufint af mig ikke at stå ved holdningen

Til Marchen Neel Gjertsens kritik skriver Michael Dyrby i en sms til Journalisten:

”Jeg er ikke bevidst om, at Folketingets Presseloges formand er fællestillidsmand for de politiske journalister på Christiansborg. Jeg har tidligere udtalt mig om et rotationsprincip, og det ville være både ufint og utroværdigt af mig ikke at vedkende mig den holdning nu, hvor jeg også har et ansvar,” skriver han.

Journalisten har været i kontakt med leder af BT’s politiske redaktion, Andreas Karker, og BTMX’s tillidsmand. De ønsker ikke at kommentere Michael Dyrbys udmelding.

Erfaring er en god ting

Men spørger man Marchen Neel Gjertsen, er det ikke bare være ufint af den nye chefredaktør at melde tankerne om et rotationsprincip ud i pressen. Det vil også være uklogt for avisens dækning at indføre det.

”Den politiske journalistik er et håndværk, som bestemt ikke bliver dårligere af, at man har erfaring og indsigt opbygget gennem mange år. Tværtimod synes jeg, at nogle af de dygtigste politiske journalister, vi har, har været med i mange år. Man risikerer at miste enormt meget viden og nogle rigtig dygtige journalister,” siger hun og spørger: 

”Synes Michael Dyrby, at DR’s Christine Cordsen er en dårlig politisk journalist? Er Weekendavisens Arne Hardis og Avisen Danmarks Elisabeth Svane ude af stand til at passe deres job, fordi de har skrevet om politik i mange år? Det synes jeg ikke, og derfor er hans ide helt sort for mig.”

Christiansborg er ikke en gravplads af reportere

Ifølge Michael Dyrby selv, skal et rotationsprincip på BTMX dæmme op for det, han tidligere har kaldt ”dødedansen” mellem journalister og politikere. Han mener, at danskernes holdning til både journalister og politikere er kendetegnet ved en tillidskrise.

Så langt er Marchen Neel Gjertsen enig.

”Men jeg tror, at sidste vej til at løse den, er at kaste mudder på hinanden og snakke om, at bestemte journalister skal sparkes ud. Den skal løses ved, at vi gør os umage og nøje overvejer, hvilke historier vi laver,” siger hun.

Hun mener desuden ikke, at aldersfordelingen på de politiske redaktioner på Christiansborg kalder på, at der er behov for et rotationsprincip, hvor folk automatisk ryger ud efter et bestemt antal år i deres stilling.

”Jeg kan berolige Michael Dyrby med, at Christiansborg ikke er en gravplads af reportere, der har været med i mange år. Der er faktisk mange unge og meget udskiftning,” siger hun.  

2 Kommentarer

Michael Kjærgård
2. FEBRUAR 2018
Hvis 15 års reglen skal stå
Hvis 15 års reglen skal stå til troende er der flere på BT der allerede skylder. Det er heldigvis sjældent man oplever en ny chef komme valsende ind med en så udtrykt mistillid til sine ansatte. Jeg prøvede det selv engang. Mediet eksisterer ikke længere.
Hans Peter Toft
2. FEBRUAR 2018
Det sædvanlige forsvar, når
Det sædvanlige forsvar, når man flytter arbejdspladser og medarbejdere,at man mister viden. Men til gengæld, får man nye øjne til at se på politikken og politikkerne. Journalister som måske ikke er blevet " bon-kammerat" med de politikere, som de er sat til at berette objektivt om. Med alt for tætte bånd, som uvægerligt vil blive opbygget, ved en lang uafbrudt journalistisk indsats på Christiansborg.