search

Bland dig: Så hellere taxachauffør

KARRIEREDROP. "Hvorfor i alverden kører du så taxa, når du er journalist?" Vantroen lyser ud af min passager, som selv har været til optagelsesprøve på sit yndlingsstudium uden held.

KARRIEREDROP. "Hvorfor i alverden kører du så taxa, når du er journalist?"
Vantroen lyser ud af min passager, som selv har været til optagelsesprøve på sit yndlingsstudium uden held. Turen er lang nok til, at jeg kan nå at fortælle hende, hvorfor det ikke behøver at være en ulykke, hvis hun forfølger en anden karriere. På mit afgangsbevis fra Danmarks Journalisthøjskole står der 1980, og allerede dengang blev der uddannet flere journalister, end der var reelle journalistiske jobs til, forklarer jeg.
Hertil kommer vores volumensyge forbunds groteske optag af folk uden fagets (ud)dannelse. Og siden er der på tåbelig og aldeles overflødig vis tilkommet endnu to journalistuddannelser, som årligt pumper tjenstivrige, rødmossede kolleger ud til – ja, hvad?
Lad derfor dette være en opfordring til vore tre udklækningsanstalter om at etablere en overbygning, der kunne præparere kandidaterne til den virkelige medieverden, hvor det anno 2008 kan være formålstjenligt at supplere med en tillægs uddannelse – som for eksempel taxachauffør – hvis formålet altså vel at mærke er at overleve.
Det er nemlig ikke den rene romantik, der har drevet Yours Truly ud i den aalborgensiske trafik dag og nat. Hjemkommet fra syv-otte gode freelance-år i udlandet med ofte spændende opgaver og en journalistisk pris i bagagen burde det være en smal sag at finde et regulært job. Specielt når man som jeg var så fleksibelt indstillet, jobmæssigt og geografisk, at man ikke var bleg for at rejse til den anden ende af landet – eller verden for den sags skyld.
Et hav af ansøgninger og en håndfuld jobinterview senere er jeg blevet klogere: De vil have ungt kød derude, vil de. Ungt, uerfarent, sprødt, rødmosset kød – helst med en logrende hale i den ene ende og en snotnæse i den anden.
Det er en kvalificeret fordom, som bakkes op af adskillige aktuelle eksempler.
"Så bliv da freelancer igen," siger vennerne. Jo, det bliver jeg også, når der bliver råd til det, for jeg elsker at skrive. Men denne klumme udgør i sig selv et lysende eksempel på, hvorfor man ikke kan forlade sig på at sælge artikler til journalistiske medier, når man har en studerende kone og to små børn at forsørge. 1.500 kr. før skat rækker ikke langt. Og det er ikke kun vores eget fagblad, der nøjes med at kaste skammelige småmønter efter freelancere. Man skal nemlig ikke regne med ret meget mere for en gennemarbejdet kronik eller baggrundsartikel til et af vore før så stolte landsdækkende dagblade.
Det forhold at der aldersdiskrimineres ved ansættelser, kan der næppe gøres meget ved. Når der samtidig indskrænkes, lukkes ned og fyres overalt, og der fortsat pumpes nye, rødmossede kolleger i dyngevis ud på et i forvejen goldt marked, er der jo ikke andet for end at se sig om efter noget helt andet.
Så derfor kære kolleger, rust jer til de nye tider. Nu kunne vi i en af de sidste udgaver af Journalisten møde en kollega, der har læst videre til lokofører. Selv har jeg realiseret Dan Turèlls gamle drøm om at blive taxachauffør. Det handler trods alt også en hel del om kommunikation – både verbalt og horisontalt.

Kommentarer
3
Ulrik Rosenstand
09.12.08 14:02
Taxachauffør - et livsfarligt erhverv

Tak til Leif Carlsen for den svada til de ansvarlige for journalisterhvervets endeligt - i hvert tilfælde for journalister over 30, som ryger ud af cirkulation. Har selv været samme tur igennem efter en gang langtidsledighed. Kørte taxi i næsten fem år. Mest nat. Kommunen tilbød et erhvervskørekort, da der er et enormt gennemtræk i taxibranchen og konstant mangel på chauffører, som vil udsætte sig for tjansen: At køre alko-Danmark hjem. Jeg slog til og kunne lave ca. 11-12.000 pr. måned efter skat - for 60 timers arbejde om ugen... 17 til 05 (hjemme kl. 06:00). Der er tale om ren provisionsløn: 47 pct. af det, man kører ind på taxameteret - minus skat!

Mindre end understøttelse, men de eventuelle drikkepenge på et par hundrede eller tre om ugen, var et lille plaster på såret. De er jo skattefrie (så har jeg sluppet det ud i offentligheden - en ellers velbevaret "hemmelighed" blandt chaufførerne, som SKAT endnu ikke har opdaget).

Efter to voldelige overfald fik jeg imidlertid stress og en depression og er nu på kontanthjælp. Var først sygemeldt i mange måneder. Ingen støtte fra vognmand - han vaskede sine hænder.

Taxibranchen er både hyggelig og knaldhård.  Mobning imellem chauffører og fra vognmandens side er dagligdag for nye chauffører; hvor meget kan den her mand klare, før han viser svaghedstegn? Dog er der givende, menneskelig kontakt med mange kunder, så man alligevel glæder sig til at komme på arbejde.

Erhvervet har desværre en lav gennemsnits-levealder. Folk DØR i snit, når de er i 50erne... diesel- og anden forurening giver simpelthen en markant overdødelighed p.gr.a. kræft. Stillesiddende arbejde med adrenalin i blodet er heller ikke sundt for hjertet i længden - mange chauffører bliver desuden kraftigt overvægtige. 12-timers fast nattevagt giver en smadret søvnrytme, som jeg stadig kæmper med (kan ikke sove om natten). Og trafikulykker er hyppige, når man kører længe og forholdsvis hurtigt - en lørdag nat kører man ofte 400 km eller mere. Jeg blev torpederet med 70 km/t en enkelt gang - af en 18-årig nybagt bilist. Airbaggen reddede mit liv.

Og endelig er der de kunder, der ganske enkelt vil svine én til verbalt og nogle gange decideret banke chaufføren! To gange blev jeg fysisk angrebet - helt uden forvarsel! Og den ene gang oven i købet af en indvandrer-kollega, på baggrund af forskellene i temperament og "respekt" for manden, som mente, at han var over mig i hakkeordenen.Man skal altså passe på på jobbet - hele tiden. Når der er noget at lave - for mange søndage tilbringer man i en tom bil mens man venter og venter... uden at tjene en krone den dag!

Nej tak, ikke mere taxajob til mig. Selv om jeg savner de åbne landeveje, de kønne piger og søde, gamle damer - og at køre de lækre, nye Mecedes'er. Overvejer nu at søge førtidspension - mine jobansøgninger resulterer ikke i noget som helst, ikke engang, når det handler om ufaglært arbejde! Arbejdsløse sorteres nemlig i dag fra i ansøgerfeltet. Grotesk, men virkelighed anno 2008 lol

Fremhævet af Journalisten
Leif Carlsen
14.12.08 16:25
Re: Taxachauffør - et livsfarligt erhverv

Hej Ulrik - tak for din kommentar. Ja, jeg ved jo godt, jeg langt fra er den eneste, der er røget af mediekarrusellen (havde det så bare været en leasing ditto, så man havde stoppet noget til side). Bare her i Aalborg er vi mindst to erfarne, uddannede journalister, der kører taxa. 

Man kan sige meget om jobbet, og du har allerede sagt en del af det væsentlige. Indtjeningsmæssigt er det jo en skandale. Man kan vitterligt sidde en hverdagsaften/-nat med en hyre på 30-40 kr./timen - før skat - da det jo udelukkende er provision, ganske enkelt fordi der ikke er noget at køre med. Og i weekenden er der til gengæld så travlt, at man kører uafbrudt 14-16 timer for at kompensere for de dårlige dage - med de helbredsrisici og faremomenter, det indebærer.

 Når det går skidt, og der ikke er noget at køre med, føler du dig virkelig som en luderkarl, der holder der i din dyre bil og bare håber nogen snart får brug for dine uovertrufne skills i trafikken og din formidable stedfindersans og lokalkendskab.

Men når der er gang i den, er du til gengæld marodøren, der kiler sig ud og ind i den tætte trafik og behændigt kaster rundt med de voldsomme hestekræfter til din rådighed, mens du nådigt holder ind til siden og med et nik giver husly til en enkelt blandt den skov af hænder og blottede lårbasser, der forsøger at vinde din gunst og flage dig til standsning.

Drikkepengene sidder løst sådan en fredag/lørdag og udgør en ikke uvæsentlig del af lønnen, men ellers må man alt i alt sige, det er en utaknemlig tjans. På positivsiden tæller også, at det vitterlig er et frit job uden irriterende opsyn af hverken ledere eller mellemledere (mellemlederne er ofte de ledeste, ikke sandt) - og gider du ikke køre mere, kan du bare køre hjem eller springe en dag over. Det er et job, der er præget af individualister - næppe to chauffører er ens. Vil du snakke med kollegerne, er det bare at stige ud af bilen. Og vil du ikke, er det også helt i orden - ingen tager notits af, at du går [kører] dine egne veje.

Så alt i alt er jeg glad for at have prøvet jobbet, men regner bestemt ikke med at blive gammel i gårde. Heldigvis har jeg et minimalt forbrug, så jeg behøver ikke den store indtjening. Nogle kolleger har en virkelig god hyre, op mod 500.000 kr./året er ikke uhørt, men så lever de også nærmest i bilen. Den laver de ikke med mig - og så dyrt er øl jo heller ikke ;-)

Fremhævet af Journalisten
Ole Birch
02.01.18 06:29
Hej Leif, jeg har været noget
Hej Leif, jeg har været noget lignende igennem som offentligt ansat ingeniør, siden 1984.
Jeg har været offentligt ansat 3 gange i løbet af min 34-årige karriere, på Forskningscenter RISØ, i DONG Energy/nu Ørsted - og i Forsvaret.
Jeg har også både været udsendt over det meste af Verden, og også arbejdet i Danmark.

Alle 3 gange konstaterede jeg desværre lovovetrædelser for først et en-cifret millionbeløb, derefter et en-cifret milliardbeløb og til sidst et tocifret milliardbeløb, af borgernes skattekroner, hvert år. Derfor var jeg lovpligtigt nødt til at underrette den nærmeste chef og derefter direktionen, dvs. blive Whistleblower.

Det medførte omgående afskedigelse alle 3 gange - uden at fagforeningen udførte sin lovpligtige forhandling. Fagforeningen er forpligtet til at varetage medlemmets interesser. Og fagforeningen er den eneste som må forhandle for medlemmet. Medlemmet må ikke engang selv forhandle, med den offentlige arbejdsgiver. Det står både i Arbejdsmarkedsloven i fagforeningernes vedtægter og i overenskomsten.

Jeg er også uddannet tillidsmand - fra min fagforening, Ingeniørforeningen i Danmark.

Den del af Pressen og Medieverden jeg har haft kontakt med, har nogen få journalister valgt at skrive om en lille del af historien - dog kun den del som handlede om hvad virksomheder havde gjort ulovligt. Aldrig hvad Politikerne og ledelsen i det offentlige havde gjort ulovligt. Og heller aldrig hvad Public Service Pressen og Medierne havde undladt at skrive, vedrørende de konstaterede lovovertrædelser i det offentlige.

Det blev jeg syg af, efter 30 år - og er derfor nu førtidspensionist.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen